Om skolenUddannelse & Forskning
UdviklingInstitutterInternational

Designskolen Kolding

Ågade 10

DK-6000 Kolding

Denmark

T: +45 76 30 11 00

F: +45 76 30 11 12

www.designskolenkolding.dk

email adresse

 
Forside  ›  Uddannelse & Forskning  ›  Uddannelse  ›  Beskæftigelsesindsats
 

 

På Designskolen Kolding følger vi beskæftigelsessituationen for vores dimittender tæt og arbejder kontinuerligt på at forbedre de studerendes vej fra studie til job. 

Vi udarbejder årligt rapporter om beskæftigelsen for dimittender fra Designskolen Kolding, og tendensen fra den seneste rapport er klar: Ledighedsprocenten for DK's dimittender er markant faldende.

Høj beskæftigelse kommer ikke af sig selv, og på Designskolen Kolding iværksætter vi løbende nye tiltag, der skal sikre, at vores studerende er rustede til at møde arbejdsmarkedets krav:

Coaching

Alle afgængere fra 2008 har været igennem et coachingforløb i forårssemestret, hvor de er blevet trænet i at skrive ansøgninger, udarbejde CV og i at ”sælge sig selv”. Nogle studerende har fået individuelt tilrettelagte forløb.

Opfølgning efter afgang

Alle kandidater fra 2008 er i september blevet ringet op af skolens studievejleder, hvor de er blevet spurgt om de er i arbejde og hvis de ikke er, hvad baggrunden er. Alle, som ikke er i arbejde, bliver tilbudt hjælp – f.eks. med at finde en mentor eller at få yderligere støtte fra skolens coach. Institutterne involveres ligeledes i arbejdet. Kandidaterne vil endvidere blive indbudt til arrangementer på skolen – hvor der bliver mulighed for at udveksle erfaringer.  

Designdating

Designskolen Kolding lancerede i 2008 "Designdating" i samarbejde med Business Kolding. Alle afgængere fik mulighed for at indbyde en række virksomheder til et møde på Trapholt, hvor afgangsudstillingen blev præsenteret og hvor den enkelte afgænger fik mulighed for at ”sælge sig selv”.

Mentorordning

Alle skolens nystartede studerende fra 08 (97 i alt) har fået tilbudt en personlig mentor i erhvervslivet og fra januar 2009 træder ordningen i kraft. Mentoren får som opgave at hjælpe den studerende med at få relevant studiejob, finde praktikplads, hjælp til opgaveformulering osv. Målet er at få de studerende til at tænke i job fra første dag.

Obligatorisk praktik

DK's beskæftigelsesundersøgelser har vist, at de studerende, som har været i praktik, kommer hurtigst i arbejde. Derfor har vi taget konsekvensen og gjort praktik til en obligatorisk del af uddannelsen på 7. eller 8. semester.
Læs mere om DK's praktikordning

Samarbejde med erhvervslivet

På hovedparten af skolens undervisningsforløb er der involveret private virksomheder – som stiller viden til rådighed, laver problemformulering, deltager i workshops, vejledning mv. Virksomhedssamarbejder har bl.a. til formål at give de studerende mulighed for i praksis at arbejde under vilkår og med problemstillinger, som findes i designfagets professionelle virkelighed. Et virksomhedssamarbejde kan med andre ord tilføre den studerendes CV tyngde, som efter endt uddannelse kan være medvirkende til at sikre en god faglig relevant beskæftigelse.
Læs mere om virksomhedssamarbejde

Gæsteundervisere fra professionen 

Designskolen Kolding udbyder designuddannelse på højt niveau og lægger vægt på, at vores studerende modtager kvalificeret undervisning, der er på omdrejningshøjde med de nyeste udviklinger inden for professionen. Derfor benytter skolen sig af en lang række dygtige gæsteundervisere fra ind- og udland. Det gør det muligt for skolen hele tiden at være på forkant med udviklingen inden for branchen og giver samtidig vores studerende indsigt i, hvilke krav og forventninger, der stilles til dem efter endt uddannelse.
Læs mere om DK's gæsteundervisere

Iværksætteri på skemaet

Alle studerende undervises i entreprenørskab og iværksætteri i et todelt forløb. Dette sker i samarbejde med IDEA.

Master i designledelse

Designskolen Kolding har etableret en masteruddannelse i designledelse i samarbejde med Syddansk Universitet. Uddannelsen blev lanceret i 2007. Målet er at stille kandidater til rådighed, som har indsigt i både markedsforhold, produktion og design – og samtidig er i stand til at lede.
Læs mere om kandidat i designledelse

Erhvervsrettet forskning

Designskolen etablerer forskningssamarbejde med det private erhvervsliv i form af erhvervsPHD´ere og inden for områder som f.eks. brugerdreven innovation. Ligeledes har private virksomheder købt viden/forskning af skolen. Designskolens forskningsaktiviteter er kendetegnede ved, at vi ønsker at blive klogere på designprocesser og på, hvad der virker i forhold til det omgivende samfund.

Formidling

Designskolen Kolding arbejder aktivt på at skærpe det omgivende samfunds viden om og interesse i design. Skolen deltager i udstillinger, modeshows, udgiver publikationer mv, og er på denne måde i løbende dialog med såvel aftagere som den brede offentlighed.

Dialog med aftagerne

DK er en selvejende institution og har en bestyrelse og et repræsentantskab med mange repræsentanter fra erhvervslivet. Skolen får således hele tiden input til udviklingen af sit curriculum og hjælp til at afsætte sine kandidater. Skolens repræsentantskab fungerer som aftagerpanel og har dermed en rådgivende rolle i forhold til uddannelsen. Medlemmerne har tilsammen erfaring og indsigt i skolens uddannelsesområde og de brancher, som de færdiguddannede kandidater kommer til at agere i.

Regional forankring

DK har et tæt samarbejde med Vækstforum og Region Syddanmark, bl.a om udvikling af velfærdsteknologi. Skolen arbejder kontinuerligt på at udbygge sine tætte samarbejdsflader med virksomheder i regionen, både med henblik på praktik for de studerende og deltagelse i konkrete udviklingssamarbejder.

 

.