Om skolenUddannelse & Forskning
UdviklingInstitutterInternational

Designskolen Kolding

Ågade 10

DK-6000 Kolding

Denmark

T: +45 76 30 11 00

F: +45 76 30 11 12

www.designskolenkolding.dk

email adresse

 
Forside  ›  Om skolen  ›  Nyheder
 

 

En dagligdag fyldt med studerende, koordinering og undervisning inden for Mode og Tekstil har for en tid været afløst af intens research og specialeskrivning for to af skolens undervisere, Ulla Ræbild og Helle Graabæk. Resultatet – to nyudklækkede Master i Design, bestået med glans, naturligvis.

Men hvad får to garvede designere og undervisere til at afsætte to år til efteruddannelse?

Ulla Ræbild

Ulla Ræbild udtaler: 

"Udover det helt formelle, det at forholde sig akademisk undersøgende til sit eget felt, så har forløbet været en utrolig rejse, hvor designfaget konstant har udvidet sig i al sin kompleksitet. Vi er blevet beriget med både overblik i forhold til det samlede billede og indblik i de mange enkelte facetter. Som bonus kan man sige, at vi har fået endnu et materiale foræret i form af sproget og skriftligheden." 

 

Helle Graabæk

Ulla og Helle er ikke i tvivl om, at efteruddannelsen kan understøtte deres arbejde på Designskolen Kolding rigtig godt, herunder inddragelsen af teori som research- og designredskab, både i udviklingen af undervisningen, og i dialogen og vejledningen af de studerende. De håber desuden, at de nyerhvervede kompetencer kan være afsæt for fortsatte undersøgelser og beskrivelser af designeres virke og designs virkning.

Afhandling bestået med glans

Ulla og Helle har som afslutning på deres to-årige masteruddannelse udarbejdet en større afhandling, hvor de går i dybden med en designteoretisk analyse inden for deres eget designfaglige område, henholdsvis Tekstil og Mode.

Helle Graabæk’s afhandling bærer titlen ”Atmosfæren, Tietgenkollegiet & Tekstildesigneren” og handler om oplevelse fra et subjektivt perspektiv i mødet med rum og arkitektur. Helles case er tekstildesignerne Aggebo og Henriksen som, med udgangspunkt i deres faglighed og i et samarbejde med arkitekterne Lundgaard og Tranberg, har skabt Tietgenkollegiets unikke atmosfære. Afhandlingen indbragte Helle et fornemt 12-tal.

Ulla Ræbild har i sin afhandling undersøgt, hvor hvornår og hvordan designere anvender sansemæssig viden og kompetence i deres arbejdsproces. Målet har været at foretage en eksplicitering og artikulation af sansning som redskab og metode i designprocessen. Afhandlingens fokus er på faget modedesign og modedesigneres gestaltning af tredimensionel form på en krop, via et todimensionelt materiale. Afhandlingen blev belønnet med et 10-tal.

Om Masteruddannelsen i Design

MD i design er en to-årig masteruddannelse, der har til formål at opkvalificere udøvere i praksisfeltet med den nyeste viden, metoder og teorier inden for det ekspanderende og progressive designfelt. Masteruddannelsen henvender sig til designere, arkitekter, designlærere og folk i designrelaterede brancher, der i nogle år har arbejdet i virksomheder, organisationer, drevet egne firmaer eller undervist på designskoler og akademier og føler et behov for faglig opgradering. Uddannelsen udbydes af Kunstakademiets Arkitektskole og er udviklet i regi af Center for Designforskning. Læs mere om uddannelsen her

.