DK's unikke kompetencer inden for forskning og uddannelse i design skal komme det omkringliggende samfund til gode. Vi ønsker, at vores studerende gennem samarbejde med virksomheder møder de krav, der stilles til den professionelle designer. Og vi ønsker, at erhvervslivet oplever det kreative og innovative potentiale, som et samarbejde mellem designer og virksomhed besidder. Derfor har vi en stærk tradition for samarbejde med lokale, regionale, nationale og internationale virksomheder, institutioner og organisationer.

Laboratorier til kreative eksperimenter
Denne indsats intensiverer DK nu med lanceringen af en række laboratorier, hvor studerende, lærere og øvrige ansatte kan slippe kreativiteten løs og afprøve idéer og teknikker i et tværfagligt forum. Med laboratorierne ønsker skolen at opsamle, udvikle og udbrede de mange kompetencer, som i dag først og fremmest kommer de studerende til gode, til det private erhvervsliv og den offentlige sektor. Målet er at styrke såvel Region Syddanmarks som hele landets konkurrenceevne.
Ny platform for samarbejde
Med laboratorierne introduceres en ny platform for samarbejde med øvrige uddannelsesinstitutioner og relevante virksomheder, der vil blive inviteret til at deltage i laboratoriearbejdet. Laboratorierne skal være rum, der tillader skolen at arbejde mere visionært, mere modigt og med andre samarbejdspartnere, end der normalt er mulighed for på en uddannelse, hvis primære mål er de studerendes faglige kvalificering. De enkelte laboratorier vil forløbe som projekter over tre-fire år, og de vil blive skabt omkring forskellige aktuelle temaer. Arbejdet i laboratorierne vil bl.a. bestå af kunstneriske udviklingsprojekter, samarbejdsprojekter med erhvervslivet samt planlægning af seminarer og konferencer.
Laboratorierne samler Designskolen Koldings samarbejde med erhvervslivet på ét sted – på tværs af institutter, brancher og interesser. Formålet er, at
- hjælpe de studerende til bedre beskæftigelses-muligheder via øget forretningsforståelse, networking med erhvervslivet samt udvikling af deres designkompetencer i en bredere kontekst
- hjælpe erhvervslivet til bedre innovation via en øget forståelse for design og dets muligheder
- bidrage til regional udvikling via formidling af Designskolen Koldings kernekompetencer: viden om designprocess, -metode og innovation
Laboratorierne er støttet med midler fra Den Europæiske Fond For Regional Udvikling gennem Vækstforum/Region Syddanmark og har til formål at etablere udviklingsprojekter mellem Designskolen Kolding og eksterne partnere.

