Design der kan bære

På bare to uger har 50 studerende fra hele verden forvandlet reelle udfordringer til bæredygtige designløsninger

Fredag den 20. januar kulminerede en to uger lang designproces på Designskolen Kolding, da 50 studerende fra verdens førende designskoler præsenterede deres løsninger til at skabe bæredygtighed i private og offentlige virksomheder i og omkring Kolding. Dagen markerede dermed slutningen på Designskolen Koldings årligt tilbagevendende DesignCamp.

Med korte præcise film, posters og prototyper viste de studerende deres løsninger frem. Løsninger som adresserer de udfordringer, som de studerende bare få dage forinden formulerede i samarbejde med private og offentlige virksomheder.

Offentligt-privat partnerskab
Én gruppe har blandt andet skabt en løsning for Kolding Kommune om bedre genbrug af byggematerialer. Kommunen er god til at sortere og ordne kasseret byggemateriale, men videresalg, distribution, markedsføring m.v. halter lidt. Løsningen ”Stark Mere” er et store-in-store-concept og et fantastisk og ret enestående partnerskab mellem en offentlig instans, nemlig Kolding Kommune, og en kæmpe privat aktør, nemlig DT Group – Nordens største detailhandler og distributør af byggematerialer. Hanne Madsen og Mia Skovgaard fra Kolding Kommune siger, at de studerende har åbnet en dør for dem, som de helt sikkert vil gå igennem. Også for Wasif Hussain, som er designstuderende fra Pakistan og medskaber af løsningen "Stark Mere", har campen og samarbejdet været en succes:

”Det har været fantastisk at være en del af. Vi er blevet enormt gode til at pitche ideer og løsninger for ikke-designere, og for mig har det været stort at opleve den danske, demokratiske designproces folde sig ud.”

Som designstuderende Shahmir Khan, også fra Pakistan, siger: ”DesignCampen er bare fyldt med indsigter, som gør en til en bedre designer.”

Ikke mere madspild
REMA 1000 har fået en designløsning, der er både implementerbar og skalerbar, nemlig en informationskampagne med fokus på at reducere madspild. Gennemsnitligt kasserer vi faktisk hele 30% af den mad vi køber. Det vil sige, hvis vi køber ind for 100 kr. går 30 kr. til madspild. De studerendes løsning handler derfor om at visualisere det madspild, som der forventeligt vil være, når vi køber ind, via kvitteringer, indkøbsposer m.v. Også her er der stor tilfredshed med de studerendes indsats.

”At de studerende på den måde er i stand til at visualisere løsningen, gør den så meget mere tilgængelig og tættere på implementering,” siger Espen Sørensen, som bestyrer den lokale REMA 1000, som de studerende har samarbejdet med.

Vi skaber nye måder at designe på
Barnabas Wetton er mangeårig underviser på Designskolen Koldings DesignCamp, og for ham er der ingen tvivl om, at DesignCampen er med til at gøre en reel forskel:

"En af de fundamentalt fantastiske ting ved Designskolen Kolding er, at vi faktisk forsøger at skabe det, som vi siger vi vil – i virkeligheden! Vi vil skabe partnerskaber, så vi kan forstå nye måder at designe på og designe ind i nye paradigmer. Det er essensen af det hele, og det vi prøver på. Vi prøver også at engagere os i verden omkring os, og det er ambitiøst, for kulturer er forskellige. Og i Danmark ved vi slet ikke, hvor specielle vi egentlig er, før vi begynder at opleve os selv gennem fx en inders øjne eller en amerikaners."

De studerende angreb udfordringerne med designmetoder såsom research, idegenerering, prototype-fremstilling m.m., og det lykkedes dem dermed at skabe bæredygtighed som både system, handling, oplevelse og identitet. Designkoncepter der er klar til at møde verden og gøre en forskel.

Samarbejdspartnere
Kolding Kommune, herunder bl.a. NICOLAI Kolding, Sprogskolen Kolding, Børnehaven Løvetand og Brændkjærskolen. Samt EWII, Kolding Madhjælp, Responsible Procurement, REMA 1000 Danmark i Kolding og Agerland Andelsbolig.

DesignCamp2017 er arrangeret i samarbejde mellem Designskolen Kolding, D2i - Design to innovate, Syddansk Vækstforum, EWII og EU’s Socialfond.

Kontakt