Det bedste og det billigste til de fleste
Den dag i dag opfatter jeg ikke mig selv som designer eller som én, der beskæftiger sig med mode.Jeg har altid været mere interesseret i processer end i fysiske produkter; jeg har aldrig stræbt efter at designe. Jeg søgte modvilligt ind på Designskolen Koldings modelinie; det var den eneste måde, hvorpå jeg kunne nærme mig det, jeg virkelig ønskede at lave, nemlig at kommunikere, arrangere og kommentere.
I min tid på Designskolen Kolding følte jeg, at jeg ikke rigtigt passede ind i miljøet, og jeg kunne ikke rigtig komme på bølgelængde med mine lærere og mine medstuderende. Det var dengang, Antwerp Six, Comme des Garçons og Helmut Lang var fremme, en tid hvor modeskoler var rendyrkede, og alt drejede sig om kunstneriske udtryk. Det, jeg ville tale om, var, hvordan mode var påvirket af kultur og kultur af mode, og jeg prøvede at forstå, hvorfor vi alle har en tendens til at blive tiltrukket af de samme ting. Jeg var mere interesseret i at forstå den kollektive tankegang, end jeg var i at frigøre hemmelighederne inden for drapering eller at skærpe mine færdigheder inden for modeillustration. Jeg afsluttede min uddannelse fra modelinien uden at færdiggøre en endelig kollektion – og undgik i tre år at designe tøj.
Måske var det mine utilstrækkelige evner til at udtrykke mig kunstnerisk eller bare et ekstremt tilfælde af overspringshandlinger: I hvert fald brugte jeg hele ti år på at arbejde i trend forecasting og som detailbranche- og brandrådgiver, før jeg vendte tilbage til arbejdet med at designe tøj.
Da jeg endelig vendte tilbage, var det, fordi tilbuddet om at arbejde inden for en kommerciel ramme og at designe det bedste og det billigste til de fleste var for godt at sige nej til. Snart stod jeg i spidsen for at opbygge et design team, en kollektion og senere et brand. Hvad jeg manglede i erfaring, kompenserede jeg for i overbevisning, vision og en stærk forståelse af forbrugernes ønsker og behov. Jeg havde et stor råderum til kreativ udfoldelse, en overflod af støtte og en løbende dialog med min daværende kommercielle modpart, chef og mentor.
Jeg tænker på tøj i form af ideer og koncepter. Jeg har en metodisk og systematisk tilgang, og jeg er mere optaget af den større sammenhæng end med hvert enkelt stykke tøj. Jeg er opslugt af en beklædningsgenstands referencepunkt; dens oprindelse; hvad den står for, og hvor relevant den er i dag. Jeg forsøger at skabe meget enkle rammer og klare retningslinier for mig selv og det team, jeg arbejder med. At designe er hverken eksklusivt eller personligt for mig; det, det handler om, er dialogen og teamet.
Man siger, jeg er forkæmper for enkel, diskret minimalisme. Men det, der stadig inspirerer mig, er modernisterme fra midten af det 20. århundrede – Charles og Ray Eames, George Nelson, Arne Jacobsen og Alvar Aalto blandt mange andre. De integrerede en klar enkelhed med naturen og udforskede nye materialer, processer og fremstillingsmetoder, og de sammensmeltede funktionalitet med kvalitet med det formål at bringe bedre design til flere mennesker. Hermed ændrede de vores opfattelse af, hvordan vi erkender, forholder os til og omgiver os med veldesignede rum og produkter.
