Giver udtryk for den forvirring og det kaos, der er inden i de fleste af os

Det var rent tilfældigt, at jeg faldt over den glemte og oversete porcelænsfigur, men det var vigtigt for mit videre arbejde, at jeg så potentialet for kunstnerisk udforskning i en genre, der havde mistet sin resonans i vores moderne tid. Porcelænsfiguren blev opfattet som ligegyldig og tandløs, uden kunstnerisk værdi. Den havde ført en ubemærket tilværelse på støvede vindueskarme bag tylsgardiner, og de romantiserede tableauer, der var afbildet, var uden bid eller relevans. For mig repræsenterede denne genre – den hvide porcelænsfortælling – en kæmpe pakke af historier, der ventede på at blive fortalt, men nu blev de vendt på hovedet, forvrænget og tilpasset til det moderne liv iklædt et nyt lag af fordærvelse, nye situationer, der afspejlede uro, og som var formet af frygt. Den nye porcelænsfigur stod i modsætning til den idealiserede version af den menneskelige eksistens – den afslørede måske den utilstrækkelighed, der kan dukke op i kølvandet på forventninger og ønsket om perfektion.

I mit arbejde med porcelænsfiguren opdagede jeg, at jeg var ivrig og nysgerrig efter at blotlægge den forvirring og det kaos, der er inden i de fleste af os. Da jeg søgte om optagelse på Kunsthåndværkerskolen i Kolding, var det egentlig ikke en særlig gennemtænkt beslutning fra min side. Jeg var faktisk på vej i en naturvidenskabelig retning, men jeg besluttede, at jeg ville give den kreative side af mig selv en chance. Jeg forestillede mig en fremtidig version af mig selv, der fortrød, at den ikke havde givet kunsten en rimelig chance. Den udfordring, der lå i at bestå optagelsesprøven til skolen ansporede mig og styrkede min beslutning om at blive optaget på skolen. Det, der især tiltrak mig, var den vægt, der blev lagt på håndværket – den træning, de færdigheder og den viden, der indgår i fremstillingen af tingene. I en vis forstand ligger "hvordan" tingene skal laves i hånden.

Spørgsmålet om "hvorfor" ligger i sindet. I min tid på skolen lærte jeg, at de to går hånd i hånd. Sindet skal vise hånden vejen, og hånden skal kunne følge sindets ideer. Den solide forankring i håndværk, som jeg tog med mig fra Designskolen Kolding er stadig en vigtig del af, hvad der driver mit arbejde i dag. Uden dette kendskab til metoder og materialer, som jeg tilegnede mig i løbet af mine fem år i Kolding, ville jeg ikke have været i stand til at udvikle de værker, jeg skaber i dag.