Man skal turde være i det åbne - ikke vide på forhånd, hvad man skal
Allerede da jeg gik på Designskolen Kolding i år 2000, beskæftigede jeg mig med socialdesign og de komplekse problemstillinger i sundhedsvæsnet. Det hele startede med bogen ”Design for the Real World” af Victor Papanek. Bogen handler grundlæggende om, at industrielle designere har et ansvar. Han er meget optaget af, hvordan designere kan skabe problemløsende design til udviklingslandene og til oversete grupper af mennesker med særlige behov: Børn og unge, handikappede og ældre mennesker. Papanek mener, at designeren skal være med til at udvikle en bedre verden og forholde sig til det, han kalder ’reelle menneskelige behov’. Jeg er enig med Papaneks grundpræmis. Men jeg blev meget provokeret af de hæslige og klodsede eksempler, der er med i bogen. Han sætter nemlig etik og funktionalitet over æstetik. Jeg mener, industrielt design handler om at forene disse tre begreber. Det er en svær disciplin, men ikke desto mindre er det netop her, designeren kan adskille sig fra opfinderen. Det er æstetikken, der forfører og taler til os – mangler den, er produktet blot et instrument uden sjæl.
For mig er design ikke noget i sig selv, men skal ses som et tværfagligt område, der henter inspiration fra andre vidensområder som f.eks. biologi, antropologi, kulturgeografi, filosofi og sociologi. Mine projekter og designs tager altid udgangspunkt i individet og dennes reelle behov, såvel erkendte som ikke erkendte. Min designproces handler om grundig og metodisk research og dokumentation. Tilgangen er empatisk og ydmyg. Den kræver respekt og forståelse for de mennesker og de situationer, de i sidste ende skal benytte mine designs i. Det er en tidskrævende og iterativ proces, der kræver en god portion nysgerrighed, åbenhed, tålmodighed og stædighed.
Vi lever i en tid, hvor det hele går stærk og ofte med en forventning om et hurtigt resultat. Det gælder desværre i høj grad også inden for design. Jeg har erfaret, at man hverken kan eller skal forcere den kreative proces. Man skal turde være i det åbne - ikke vide på forhånd, hvad man skal – men lade tingene forme sig hen ad vejen. Min metode er ikke at have en metode, før jeg er i det. For metoden skulle gerne tilpasses konteksten, f.eks. når man arbejder med mennesker, er den vigtigste pointe, at mennesker er forskellige. Den metode eller skabelon, der virker hos A, virker ikke nødvendigvis hos B. Hvis man allerede har besluttet sig for en bestemt tilgang, inden man tager ud og undersøger verden, risikerer man at lukke den kreative proces ned. Man ender højst sandsynligt med et ”mere af det samme” og ikke ”en radikal” ny løsning.
Udover den brugercentrerede tilgang var æstetik og perception noget af det vigtigste, jeg lærte på Designskolen Kolding. Læren om det skønne. Jeg mener, at man bliver et bedre menneske af at omgive sig med skønne ting. Den æstetiske virksomhed, som jeg har fået med mig fra Designskolen, går ud på at sanse, bearbejde og opleve for derved at opnå æstetisk erkendelse og en mening med det, man frembringer, både for en selv og for samfundet. Godt design har efter min mening tre grundlæggende formål, som jeg til daglig arbejder efter: Designet skal kunne røre eller bevæge mennesker - og gerne med et tvist af humor. Det skal være aktivt i sin form, dvs. involvere, række ud og interagere med brugeren. Og det skal kunne forandre mennesket i positiv retning via dets virke eller blotte tilstedeværelse. DESIGN FORPLIGTER!
