Afsøger design i feltet social inklusion og velfærdsdesign
Kernen i mit arbejde er at afsøge, hvad design kan i feltet social inklusion og velfærdsdesign med henblik på at skabe demokratiske løsninger på de komplekse problemer, vi står overfor i nutidens udfordrede velfærdssamfund.
Det udvidede designbegreb er sammen med designerens traditionelle kompetencer og værktøjer afsæt for at lave meget forskellige udviklingsprojekter, som alle sigter mod at skabe positive forandringer og designs i områder, hvor design ikke traditionelt har haft en rolle. Det kan være for og med svært udviklingshæmmede på en institution, for pårørende og beboere på et plejehjem, for patienter på et sygehus, på en specialskole for børn eller sammen med en teknologibaseret virksomhed. Mulighederne er mange og vigtige.
Jeg er uddannet fra DSKD som kommunikationsdesigner, men var først folkeskolelærer. Det var ønsket om øget fokus på det visuelles stærke kommunikative muligheder og fascinationen af det grafiske, der fik mig til at opgive mit første fag som lærer og søge ind på DSKD. Dengang var jeg ikke klar over, hvilken gave det ville blive at kombinere de to uddannelser. Undervejs er en teoretisk Master i Design, interessen for socialt design, servicedesign og emotionelt design kommet til, og designverdenen har åbnet sig og bevæget sig i nye retninger, hvor mine to fagligheder har været mine følgesvende.
DSKD har med sin strategiske satsning på social inklusion og velfærdsdesign været stedet for mig, hvor mine interesse for bl.a. relationer, inddragende processer og det visuelle har forenet sig. Det at skabe ET design har altid været meget vigtigt i mit arbejde. For selvom det AT designe kan skabe ejerskab, kulturforandringer og innovationsprocesser, så tænker jeg, at én af designerens styrker er at kunne omsætte det abstrakte og ukonkrete til noget, der er konkret og nemt af forstå ved netop at skabe ET design. Dette design kan være et produkt, et system eller en service, men ofte oplever jeg, at det succesfulde design er en blanding af alle disse elementer.
I projektet Design af Relationer på Skansebakken i Vejle, hvor svært udviklingshæmmede har deres hjem, fik vi muligheden for at lave et holistisk design, der indeholdt en ændring af egen faglig opfattelse hos socialpædagoger og pædager – en mindset ændring – samtidig med, at den service, der ydes på stedet, forandrede sig. Det hele forankrede sig bl.a. i inddragelsen af et konkret produkt, her tablets og Facebook profiler som anvendes som kommunikationsmiddel og relationsskabende teknologi. Vi designede altså ikke et nyt produkt, men brugte et eksisterende hverdagsprodukt som en velfærdsteknologisk løsning, der kunne støtte op omkring de relationer, der skulle skabes for beboerne med frivillige, pårørende og fx tidligere ansatte. Projektet handlede kort fortalt om at skabe relationer for beboerne til mennesker, der ikke får løn for at være sammen med dem. For at projektet kunne lykkes blev der skabt forandringer i mange lag: Hos den enkelte medarbejder, i teams, i ledelsen, i lokalbefolkningen, på forvaltningen, på andre institutioner og dermed hos en stor bid af vores samfund.
I dag er Skansebakken et sted, der har relationer som kerneydelse og er en åben verden, der inviterer ind og selv tager ud. Skolebørn har deres naturlige gang på stedet. De afholder luciaoptog, holder hånd og læser historier. Det lokale kor øver der, hunde kommer på besøg og stiller op til klap. Frivillige tager med i sommerhus, afholder et kørestolsrace på gangen og meget mere. Alt dette kunne ske, fordi vi gjorde det sammen i holistiske brugerinddragende designprocesser, hvor det at designe var en fælles opgave. Vi kunne som designere facilitere forandringsprocessen, men medarbejderne skulle selv forandre sig, stedets kultur og drift. Designerne oversatte ønsker og muligheder til løsninger og designs og satte innovationshøjden højt, imens medarbejderne var med hele vejen.
