Kan du ikke træffe beslutninger, kan du ikke skabe design

Jeg valgte Designskolen Kolding, fordi mine hænder altid har været en naurlig forlængelse af mit hoved. Så længe jeg kan huske, har jeg dyrket min kreativitet. Jeg har tegnet, bygget med Lego, fået ideer og brugt værktøj hele mit liv. Industrielt Design var et naturligt valg, fordi det kombinerer min trang til at skabe med min lyst til at udforske nye håndværk og materialer.

Skolen var et tilflugtsted, som lod mig udforske mit talent og udtrykke min kreativitet. Men det vigtigste var, at jeg var sammen med ligesindede, der havde samme skabertrang. Sandheden er, at jeg lærte mere af at være blandt mine ambitiøse medstuderende, end jeg nogensinde lærte af mine undervisere.

Mens jeg gik på skolen, blev jeg hurtigt klar over, at det eneste, der betød noget, var min portfolio. Ingen har nogensinde bedt om at se mine eksamenspapirer eller karakterer. Skolen lærte mig, at karrieren begynder, når man starter på skolen – ikke den dag, man er færdig. Mange af de projekter, der fik mig i gang i branchen, startede jeg, mens jeg stadig studerede.

Design er teamwork
Branchen har en tendens til at portrættere designeren som en excentrisk enspænder, der sidders alene i sit atelier i rullekravesweater og runde briller. Han kaster om sig med ideer, der – som ved et trylleslag – bliver til produkter, du kan købe i en butik. Sandheden er, at det ofte tager flere år at udvikle gode produkter, og i den proces er der behov for mange mennesker med forskellige evner, der kan bringe et produkt fra skitse til forbruger. Det kan godt være, at det er mit navn, der ender på æsken, men design er teamwork.

Jeg hører ikke til dem, der sidder alene i mit atelier og sender skitser ud på e-mail. Jeg vil være, hvor produktet bliver fremstillet. Det er her, magien opstår. Det er her, produktet for alvor vokser ud af skitsen og ind i den fysiske verden. Hvis muligt, vil jeg være med i alle dele af designprocessen. Fra de første skitser og prototyper til hvordan emballagen blive præsenteret i butikken. Det kræver, at jeg kan kommunikere med alle slags mennesker. Jeg skal både kunne overtale direktøren for det hele med smukke skitser og prototyper, og samtidig skal jeg kunne diskutere tekniske tegninger med maskinarbejderen.

Jeg elsker at besøge nye virksomheder og fabrikker; det er en del af det, der holder mig i gang. Men den vigtigste del af mit arbejde er de mennesker, jeg møder på min vej. Det er ikke afgørende, om jeg designer en salt- og peberkværn eller en el-scooter. Det handler om de mennesker, jeg samarbejder med.

Væk fra papiret og ind i værkstedet
Det gør mig glad at tegne og bruge mine hænder, og jeg bliver deprimeret, når der går for længe i mellem, at jeg skaber noget.

Jeg plejer at sige: ’Hvis du ikke kan træffe beslutninger, kan du ikke skabe design’. Det sværeste i designprocessen er at komme videre fra skitseblokken og ud i den fysiske verden. Det er fristende at blive ved med at tegne og tegne og håbe, at der pludselig opstår en bedre idé. Men kunsten består i at holde op med at tegne, tage en beslutning, udvælge en skitse – og stå ved den. Dén beslutning kan du oftest kun tage ud fra din intuition.

Folk kommenterer ofte ens arbejde, fordi det ofte forventes af dem. Ikke fordi de egentlig har noget at bidrage med. Igennem årene har jeg lært at lytte til eksperter, men stole på min intuition. Den bedste måde, du kan overbevise folk om dit design, er ved at holde op med at tegne. Byg i stedet en prototype, som folk kan røre ved. Det plejer at virke.

Mutatiolampen
Mutatio var et projekt, jeg startede, mens jeg stadig studerede, og den er et godt eksempel på min designfilosofi: Jeg stræber altid efter at give mit design et enkelt og let genkendeligt udtryk. Hvis det er muligt, forsøger jeg at indarbejde detaljer og funktioner, som man kan udforske, når man bruger produktet. Mutatio er inspireret af transformation. Lampen ser ganske anonym ud, når den er lukket, men så snart du åbner den, afslører den et mere spændende og karakteristisk udtryk.