Designeren og designtænkningen lim mellem virkelighederne

Jeg ser jo egentlig ikke mig selv som en klassisk designer, der laver flotte ting, men derimod en kontekst designer. Dermed ikke sagt, at jeg ikke værdsætter smukke og flotte ting, men de skal være funderet i en situation eller ægte behov. Behovet kan altid deles op i to virkeligheder: Kunden og konteksten. I det spændingsfelt er det, at jeg som designeren og designtænkning kommer til sin ret ved at agerer lim mellem virkelighederne.

Som interaktionsdesigner skal jeg muliggøre situationer, hvor mennesker kan mødes og skabe, og noget smukt kan opstå. Derfor er mange af mine projekter et stort crossover, en blanding af politik, kunst, kultur og arkitektur, alt sammen bundet sammen af en fælles kontekst. Ofte er konteksten låst i hver sin virkelighed, og her er min opgave at indrage, konkretisere og skabe en ny kontekst og dermed skabe en ny virkelighed/ platform, hvor noget nyt og ægte kan opstå – innovation. Mine kunder er mest offentlige institutioner eller organisationer med et almennyttige formål inden for arkitektur eller byplanlægning. Derfor er dialogen mellem bygherre/ kunden og beboerne/ borgerne alfa omega, og her udfylder designtænkningen det behov, som er så vigtigt, hvis man ønsker at fremavle noget ægte. Én ting er at bygge nyt, én ting at det, der bliver bygget, bliver brugt. En tredie ting er at se på det, som allerede er, med andre ord designer jeg ud fra en virkelighed og dermed modner idéen via samarbejde.

Da jeg søgte ind på Designskolen Kolding, ville jeg være scenograf, og med min baggrund som teatertekniker var jeg dybt fascineret af de muligheder, der lå i physical computing i forhold til den klassiske scenografi. Men ret hurtigt nåede jeg til den erkendelse, at denne type interaktion var forholdsvis lukket omkring teknologien og på den måde ikke var udfordrende nok som platform - netop fordi teknologien/ platformen stadig var baseret på klare spilleregler og dermed ikke “fri” nok til at kunne håndtere det spontane.

I kraft af omstruktureringer på skolen ændrede Interaktionsdesign også fokus fra relationen mellem menneske/computer til menneske/menneske, hvilket passede mig meget bedre. Dels fordi interaktion mellem mennesker blev det primære og dermed midlet til at få mennesker til at mødes og interagere mere fri af teknologien. Samtidigt mødte jeg en gruppe mennesker, som senere blev til kunstkollektivet Bureau Detours. Som Bureau Detours var vi på dette tidspunkt en gruppe, der lavede kunst i det offentlige rum. Sammen var og er vi en gruppe som stillede spørgsmåltegn ved brugen og retten til det offentlige rum. Med klar inspiration fra graffiti og gadekunst vil vi muliggøre, at man som borger eller bruger af en by kan påvirke de omgivelse, vi bor i. Med denne aktivistiske tilgang har designmetoderne som brugerdrevet design og prototyping vundet land, så vi som designere kommer med ind i planlægningsfasen af nye byudviklingsprojekter på lige fod med arkitekter og developere, hvor vores rolle er at sikre, at planlægningen ikke kun sker i fugleperspektiv, men også i øjenhøjde med bruger og borger.