Vi har brug for en ny oplysningstid

Når Donald Trump, ISIS, Putin, Kim Jong-un og mange andre har succes med deres falske nyheder, hænger det grundlæggende sammen med mangel på oplysning. Verden mangler kritisk masse. Mennesker, som lige vender skråen, når de hører noget og spørger: Kan det nu også passe? Mennesker, der er antiautoritære og tør tale magthavende midt imod, men som også oplever, at de kan bruge deres viden til at påvirke udviklingen. Alt det, der reelt er forudsætning for et velfungerende demokrati.

I Danmark er den folkelige oplysning, som startede midt i 1800 tallet, et fremragende eksempel på, hvordan et folk får mæle og tiltro til egne kræfter. Almindelige mennesker fra landet kom på højskole og fik kundskaber, som både gjorde dem til bedre bønder og borgere. Såvel andelsbevægelsen som Venstre voksede ud af højskolerne og folkeoplysningen. Senere skabte aftenskolerne en stor del af grundlaget for arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet.
Her i landet var demokratiet fra begyndelsen tænkt som mere end en styreform. Grundtvig og datidens folkeoplysere vidste, at demokrati også måtte være en livsform, kendetegnet ved indflydelse og ansvar til alle. Både folkeskolen og universiteter hjalp til med at realisere denne ambition. Børn og studerende skulle opdrages til at være aktive samfundsborgere, ikke bare lære noget. Selv husker jeg med stor glæde tilbage på tiden på universitetet i 80'erne, hvor mine medstuderende og jeg ikke forsømte mange chancer for at gå op imod professorerne og deres forstokkede teorier.

Pokkers stille på universiteterne
I dag er der pokkers stille både på universiteterne og i undervisningsverden i det hele taget. Jeg er selv rektor på Designskolen Kolding, og selv på en kreativ uddannelse som vores er der alt for stille. Vore studerende er stressede og meget optaget af, hvordan de sikrer sig det næste 12-tal. Der er hverken kræfter eller lyst til at revolutionere skolen eller verden (selvfølgelig er der fine undtagelser!). 

Det passer reelt ledelsen godt, idet vi er underlagt et relevanskrav, som handler om to ting: Hurtig igennem og hurtig ud på arbejdsmarkedet. Vi har ikke tid til for meget slinger i valsen og har af samme grund etableret et hav af systemer og sanktioner, som klapper de studerende i facon. Det samme er tilfældet i det øvrige uddannelsessystem, hvor fokus er læring og i al for ringe grad dannelse, altså alt det, der skal til for at børn og unge bliver til helstøbte mennesker. Vi lærer dem, hvad vi mener, erhvervslivet har brug for her og nu, men ikke det, der får dem til at opleve sig selv som skabende mennesker, der kan påvirke – som minimum – den nære udvikling. Og heller ikke det, der hjælper dem til at klare sig, når kunstig intelligens og robotter overflødiggør størstedelen af de jobs, vi kender i dag. Det, som eliten beroligende kalder disruption.

Ny oplysningstid
Vi har brug for en ny oplysningstid, som gør mennesker robuste på det 21. århundredes betingelser. På uddannelsesområdet drejer det sig om at give de studerende viden og kompetencer, som er langtidsholdbare. Det gælder ikke mindst om at styrke kreativiteten, altså evnen til at tænke nyt og omsætte det nye i handling. Fra folkeskole til universitetsniveau er der brug for flere praktiske fag, hvor både hænder og hoved bringes i spil. Alle burde f.eks. lære at kode, så de oplever, at de forstår og behersker den nye teknologi. Men det drejer sig såmænd også om noget så basalt som at kunne lave mad, reparere en cykel eller oprette en forening. 

Det afgørende er imidlertid en fundamental ændring af kulturen på uddannelsesområdet. At kunne forholde sig kritisk er helt essentielt. Aldrig har adgangen til information været større, men aldrig har det heller været vigtigere at kunne skelne snot fra kanel. De studerende må f.eks. lære at forstå, hvordan algoritmer i stigende grad bestemmer, hvad det er for information, som tilflyder den enkelte. Uddannelserne skal hjælpe de studerende med at udvikle et spam-filter til harddisken mellem ørerne, så deres dømmekraft holdes intakt. De må forstå og beherske det nye informations-øko-system. Samtidig burde uddannelsessystemet være endnu mere engageret i at sikre, at alle borgere havde adgang til verificeret information.

I dag måles forskningens kvalitet på antal peer reviewed artikler, som for de flestes vedkommende kun læses af ganske få mennesker. Hvorfor ikke stille krav om, at alle universitetsansatte skulle bruge en procentdel af deres tid på at kvalificere den offentlige debat, altså være med til at sikre, at flere ved, hvad de snakker om? Og hvad med at kræve at alle universitetsansatte et antal gange i deres karriere skulle i praktik uden for uddannelsesverdenen for på den måde at følge med i, hvad der rører sig uden for institutionerne, men også for at bidrage med deres viden i en ny sammenhæng? Universiteterne kunne også have til opgave at oprette et fake-news-politi, som hver dag støvsugede ”nyhederne” og påpegede de værste fejl via små film på youtube, twitter, facebook osv. Dette kunne gøres på en ikke dogmatisk måde, hvor forskerne også fremlagde deres tvivl og fortalte om alt det, vi stadig ikke ved noget om. Lad os give alle borgere mulighed for ”at spørge professoren”.

Vore uddannelser kunne også blive en aktiv partner for Udviklingsministeriet. Uddannelserne kunne lave digitale, herunder non-verbale, uddannelsesprogrammer, som kunne downloades gratis af enhver, der har en mobiltelefon (i 2020 drejer det sig omkring 90% af verdens befolkning). Programmer, som giver adgang til basal viden om f.eks. fødselskontrol, hygiejne, dyrkning og opbevaring af fødevarer, adgang til kapital og selvfølgelig demokratiske spørgsmål. Og den nye danske digitale ambassadør kunne tale med de digitale verdensherrer om vigtigheden af at bruge deres platforme til solid folkeoplysning, som rustede verdens befolkninger til globaliseringen og til selv at være aktører i eget liv.

Den første oplysningstid i Europas historie strakte sig fra 1690 til 1800 og hentyder til, at filosofi og naturvidenskab udvidede menneskets viden om verden, så man begyndte at stille spørgsmålstegn ved autoriteter som kongemagt og kirke. Den anden oplysningstid må også handle om at udvide vores viden om verden. Denne gang for at undgå, at vi bliver forført af diverse galninge. I Danmark har vi rigtig gode eksempler på, at det lader sig gøre. Lad os bruge dem som afsæt til at genstarte demokratiet. Det må begynde med at sætte uddannelserne fri og igen satse på dannelse, som Søren Pind bl.a. plæderer for. Og kunne man tilføje: Noget mere kant, galskab og relevans på fremtidens præmisser.