Bæredygtig modeindustri
Som Politiken skrev i søndags, og TV2 fortalte i udsendelsen Operation X mandag aften, brænder modebranchen tøj af. Reelt er der nok kun tale om ganske få promiller af den samlede tøjproduktion, men alligevel er det et godt eksempel på en sektor, der for sent er påbegyndt en lang og svær omstillingsproces, og som er langt fra at være i mål. Der er derfor akut behov for mere ny viden, flere initiativer og mere samarbejde på tværs. Situationen er, at markedskræfterne og den internationale konkurrence har skabt et hamsterhjul, som spytter stadig flere kollektioner ud stadig hurtigere.
Vi har vænnet os til, at der er nye varer på hylderne konstant. Resultatet er overproduktion og et alt for stort ressourceforbrug. Et problem, som blot ser ud til at vokse. Hvis den nuværende forretningsmodel for modebranchen blot fremskrives, vil produktionen stige eksplosivt og kræve op til flere kloder blot for at producere råvarerne. (copenhagenfashionsummit.com). Det hænger ikke sammen. Løsningen er ikke bare en tilpasning af den gamle forretningsmodel med lidt mere økologisk bomuld ind i den ene ende og lidt genbrug ud i den anden.
Der er brug for en ny start og en gennemgribende ændring i bemandingen og ledelsen af værdikædens forskellige led. Og ja: Vi mener, at design og designere har rigtig mange metoder og megen viden at bidrage med, og at den og vi bliver brugt alt for lidt. Med nogle eksempler fra Designskolen Kolding: Inden for feltet ”garderobestudier” har skolens forskere og designere undersøgt, hvad tøj forbrugerne reelt gerne vil have. Projektet viser, at kunderne kun i ringe udstrækning får det , de ønsker. Det meste tøj er produceret til den unge krop og til den unge rastløshed, hvor man søger sin identiet.
Mode er derfor langt hen ad vejen centreret om de unge trendsøgende mennesker, mens resten af forbrugerne bliver ignoreret helt ned i pasformen på tøjet. Denne viden har vi eksempelvis anvendt i vores samarbejde med virksomheden LauRie, der både har højt fokus på bæredygtige materialer og god pasform til alle kropstyper. Det lyder enkelt, men det er det faktisk ikke. Det er nemmere at lave stangvarer til den unge, slanke standardkrop med dårlige forbrugeroplevelser, fejlkøb og alt for kort brugsfase til følge. Resultatet er – med tal fra 2010 – at danskerne hvert år køber 89.000 tons tøj/tekstiler og sender 31.000 tons på forbrændingen (jf. POL 15/10).
På Designskolen Kolding forsker vi ligeledes i nye forretningsmodeller, som kan være med til at sikre, at der fortsat er penge at tjene på mode, men uden at trække unødigt på klodens økosystemer.
Sammen med børnetøjsfirmaet Vigga har vi f.eks. set på, hvordan tøj til små børn skal formgives og hvilke materialer, der skal bruges, hvis tøjet skal kunne holde til at blive recirkuleret. Vigga har nemlig lavet en abonnementsordning til småbørnsforældre, så man abonnerer på en tøjpakke frem for at købe nyt.
I samme boldgade har vi sammen med Kopenhagen Fur undersøgt muligheden for at udnytte pelsmaterialets fulde potentiale. Pels har igennem mange år haft et dårligt ry, fordi nogle forbrugere og firmaer ser pels som alt andet end bæredygtigt. Ser man imidlertid på brugsfasen af pelsen, finder man ud af, at der er stor tradition for, at pels går i arv, repareres, omsys, plejes og opbevares nænsomt, alt sammen for at strække materialets liv så længe som muligt. Samtidig er designfasen yderst ressourceoptimerende – selv ikke den mindste stump går til spilde. På den måde ser vi pels som et eksempel på ”best practice”, som den øvrige mode- og beklædningsindustri kunne lære meget af. Vi er derfor i gang med at undersøge, hvordan disse gamle håndværksdrevne dyder kan understøttes endnu mere og omsættes til nye, grønne forretningsmodeller – i hele modeindustrien. Udvikling af nye materialer er ligeledes et område, som skolen arbejder med.
To af vore studerende, Dea Marcela og Ronni Aakermann, er f.eks. nomineret til en række bæredygtighedspriser, fordi de har udviklet et materiale af hamp: Biolæder, som har en række miljømæssige fordele. På Designskolen Kolding har vi på ingen måde løsningen på, hvad bæredygtig mode er, men vi er sammen med mange andre i gang med at udvikle ansatser til en ny form for mode.
Den udvikling kan og bør accelereres. Det kunne ske ved, at industrien investerede langt mere i forskning og udvikling, end man gør i dag. Antallet af danske modeforskere med viden om bæredygtighed kan tælles på under to håndfulde. I sammenligning med f.eks. fødevareområder er det generelt yderst begrænset, hvad erhverv og det offentlige investerer i udvikling af Danmarks fjerde største eksporterhverv. Lad os også minde om, at vore nyuddannede kandidater inden for mode har stor viden om brugerne, om enkel og holdbar formgivning og om nye forretningsmodeller. Ansæt dem! Udnyt talentet. Modeindustrien står på en brændende platform. Lad os sammen – industri og vidensinstitutioner – bruge den som løftestang til en spændende og ansvarlig udvikling.
