Legen skal vise vejen

Virksomheder som LEGO House, Ledon, Starbucks, Danske Bank og Givskud Zoo leger med, når Designskolen Kolding afholder dette års Design Camp – denne gang med leg som omdrejningspunkt. Designit byder ind med strategisk design, og et task force-hold af specialister hjælper idéer på vej. Gå ikke glip af den åbne konference 2. februar!

Leg kan have en positiv indflydelse på mange, hvis ikke alle designprocesser og deres slutresultater. Det er antagelsen og drivkraften for DesignCamp2018 på Designskolen Kolding med titlen ”PLAY – the design way”. Campen, som finder sted 22. januar – 2. februar, skal vise, hvordan åbne og legende metoder kan fungere som katalysator for udvikling af strategisk design og legende produkter.

”Vi samler mellem 80 og 100 kandidatstuderende – både vores egne og studerende fra Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og en håndfuld internationale universiteter. Gennem to uger skal de arbejde med konkrete udfordringer stillet til rådighed af en række virksomheder og offentlige institutioner, herunder Arla, Danske Bank, Fredericia Kommune, Ledon A/S, LEGO Education, Nicolai for Børn og Starbucks,” fortæller Lene Nyhus Friis, leder af Lab for Design for Play på Designskolen Kolding. ”Formålet er at give en vitaminindsprøjtning i form af opfindsomhed og nye måder at angribe udfordringer på, som kan resultere i bedre processer og produkter for virksomhederne og deres kunder.”

Leg som en seriøs medspiller
”Tidligere har man defineret leg som noget, der står uden for seriøse eller praktiske processer. På DesignCamp2018 gør vi op med den definition og lader legen spille hovedrollen,” supplerer Barnabas Wetton, studielektor på Designskolen Kolding.

”Vi kombinerer to principper: For det første det at interagere legende med brugere og interessenter i en designproces med det formål at aktivere vores alle sammens iboende opfindsomhed. Derudover at oversætte denne opfindsomhed til løsninger, som indeholder en grad af noget legende i ordets bredeste forstand.”

Lektor ved Designskolen Kolding, Sune Gudiksen, tilføjer om camp-forløbet: ”Over de to intense uger vil de mange studerende arbejde i tværfaglige grupper. Her arbejder de sig frem til enten til legende procesforslag eller legende produkter. Processen indeholder hurtige iterative omgange med bearbejdning af indsigter og omsætning til konkrete idéer godt hjulpet på vej af Designskolens Design for Play-team og et inviteret task force af hands-on praktikere inden for leg. Dette bliver efterfulgt af undersøgelser af de strategiske muligheder og retninger stærkt styret af Designits stærke specialister. Til sidst omsættes det hele til prototyper, der præsenteres til en begivenhedsrig konferencedag med stærke keynotes.”

Design for Play & Designit som gennemgående drivkraft
Design for Play på Designskolen Kolding indgår i samarbejde med Designit for i fællesskab at højne kvaliteten af skolens årlige DesignCamp og drive den frem. Designit byder ind med design research, strategisk design og assistance til grupperne på campen med at skabe god form og vinklinger på deres prototyper. Designits internationale erfaring med designudvikling fra A til B vil give campen et ekstra løft. Lektor ved Design for Play, Sune Gudiksen, udtaler:
 
”Campen er en del af et  stærkt og udbytterigt samarbejde over de kommende år mellem to aktører, der sammen vil fremme design og play. Det bliver en spændende fælles rejse, hvor Designit bidrager til Design for Play i fælles undervisning- og udviklingsprojekter, hvor fokus er på at få aktører – studerende, undervisere, udviklere, virksomheder, interessenter m.fl. – til at arbejde sammen og med design og play som tilgang.”

Åben konference
DesignCamp2018 bliver afsluttet med en åben konference. Oplægsholderne vil være Helle Marie Skovbjerg, som er Danmarks første professor i leg, og Professor Krystina Castella ved Art Center College of Design, Pasadena.

Formålet med konferencen er at udveksle viden i forhold til at inddrage legen i udviklingen af fremtidens legende produkter, processer og services. Med konferencen ønsker vi at anerkende og forstærke legens betydning for design, blandt andet ved at introducere nye perspektiver fra praktikere og akademiske eksperter. Vi ønsker også at identificere de muligheder og forhindringer, der er til stede for at bruge leg i design i fremtiden.
Gennem en Play Exhibition og tre Play Track Sessions får du chancen for at opleve de legende og inspirerende designs skabt af ca. 100 kandidatstuderende under DesignCamp2018.

Til sidst vil Camp-ansvarlig Sune Gudiksen lede en paneldiskussion blandt medlemmerne af det task force af specialister, som skolen har sammensat til at facilitere og kvalificere de studerendes arbejde. Forvent en spændende diskussion af emner med relation til leg, design og forretning.

Konferencen foregår fredag den 2. februar og er åben for alle. Prisen er 500 kr., og det er først til mølle. Tilmelding via link senest den 29. januar.

Arrangører
DesignCamp2018 er arrangeret af Laboratoriet for Leg & Design på Designskolen Kolding i samarbejde med SDU IT produkt design, Sustainable Design ved Aalborg Universitet og innovationsnetværk D2i - Design to innovate. DesignCamp2018 realiseres med støtte fra Region Syddanmark og EU's Social Fond.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.
Nødvendig for at afspille YouTube videoer