MAGTFULDT SMYKKEDESIGN I LER, SUKKER OG KAMERALINSER

'Magtens Smykker' åbner på Koldinghus lørdag den 5. maj. Midt blandt de udstillede kronjuveler & co. giver seks studerende fra Designskolen Kolding samtidig deres bud på, hvad smykker kan og skal.

En ring i sukker, en anden i ler, et armbånd man kan tegne med eller en maske tæt besat med krystaller og kameralinser. Der er nok at studse over i de seks smykkeprojekter, som en særligt udvalgt gruppe kandidatstuderende på Designskolen Kolding har prøvet kræfter med i et fem ugers forløb. Med udgangspunkt i magtbegrebet er de studerende blevet bedt om at give reelle, bærbare bud på et eller flere nutidige smykker, der kan reflektere nogle af de aspekter der er forbundet med at være menneske i dag.

Og der er helt bogstaveligt gået til stålet - samt til en række andre materialer. Eksempelvis i Sara Dalsagers to ringe, hvori sukker dominerer, med reference til en ikke så fjern fortid hvor Danmark var en undertrykkende del af trekantshandlen. Amerikanske Madison Scheper lader tre hovedbeklædninger af messing symbolisere den magt, der ligger i lydhørhed over for andres ideer, mens franske Ninon Lê Van lader en overdimensioneret porcelænstommeltot minde tilskueren om, hvad der evolutionært vil ske med den menneskelige fysik, hvis vi udelukkende anvender digitale værktøjer.

Armbånd mod angst og planter på hånden
I det hele taget rækker de unge fortolkninger af smykkebegrebet anno 2018 langt ud over den materielle eller følelsesmæssige værdi, man traditionelt forstår ved øreringe og ankelkæder. Nana Doll præsenterer et armbånd, der også kan bruges til at tegne på huden og dermed hjælpe angst-ramte med at aflede deres tvangstanker, og Danica Mlynarikova har skabt et ring-møder-potteplante koncept, der gør det muligt at dyrke og hylde naturen på egen hånd. Det absolut dyreste design kommer fra Pamela Soto i form af en majestætisk maske i messing, Swarowski-krystal og 18 kameralinser:

"Mit design er inspireret af naturen I form af fluer og mineraler. Fluen er et insekt, der overvåger alting, og flueøjne fungerer som kameraer. Den person, der bærer masken får tildelt magt over andre mennesker, som vil vide, at de bliver overvåget. Og maskens bærer får mulighed for at aflægge sig sin egen moral og personlige værdier, og blive til en helt andet," siger designeren.

 FAKTA OM UDSTILLINGEN
Udstillingen Magtens Smykker kan opleves på Koldinghus fra 6. maj til 30. september 2018. Der er officiel åbning lørdag den 5. maj kl. 13.00 med kulturminister Mette Bock og HKH Prinsesse Benedikte. Åbnningen er kun for indbudte gæster. 

FOR YDERLIGERE OPLYSNINGER
KONTAKT 
Kommunikationschef ved Designskolen Kolding Charlotte Melin på cham@dskd.dk eller på telefon 4086 5157

 

I no longer wish to receive this newsletter.


- - - This is a test version of the newsletter. - - - --75feb68d5b315489f8cf44965c157daf-- --ca50453d963c3fb61b46da4655ff81e1--