Designskolen Kolding leger købmandsbutik i Kina

Forårsruller fra Fritz Hansen, Tiramisu fra Kopenhagen Fur og nori tangplader fra Vola. Det asiatiske tema slår igennem, når Designskolen Kolding præsenterer sit Super Supermarked-koncept i Kina under Beijing Design Week

Det ligner et rigtigt supermarked. Her er fyldte hylder, her er fristende varer, her er tillokkende tilbud. Men hvis du går ind i Designskolen Koldings installation, Super Supermarked, skal du kigge ekstra godt på de ting, du putter i din kurv. Så vil du se, at dine indkøb slet ikke er spiselige, men lavet af overskudsmaterialer fra produktionen i danske virksomheder. Forårsrullerne er af læder, rugbrødet af bølgepap og så videre og så videre.

Ideen med Super Supermarked er at tvinge forbrugeren til at tænke nærmere over sin egen shoppelyst samt reflektere over bæredygtighed og genanvendelse på en sanselig måde. Og nu skal kineserne også prøve konceptet, som er udviklet af Designskolen Kolding. Det sker i forbindelse med et stort, fælles erhvervsfremstød for dansk design under Beijing Design Week sidst i september.

Supermarked i en gastank
At besøge Super Supermarked er lidt som barndommens legen købmand, blot i naturtro størrelse. Emballagerne er enkle og farverige, indholdet i poser, æsker og glas ligner rigtige fødevarer, men er det slet ikke. Tager man eksempelvis et bæger tiramisu i hånden, er det i virkeligheden fyldt med brun-hvide pelsrester leveret af Kopenhagen Fur. På den måde rykker supermarkedets sortiment ved forbrugerens opfattelse af sandt og falsk, og af hvad vi egentlig skal stille op med overskudsmaterialer fra virksomhedernes produktion.

Hele den legende tilgang gjorde også installationen ekstra populær, da den første gang blev præsenteret på Milano Design Week i foråret 2017, hvor snyde-supermarkedet blev nomineret til den prestigefyldte pris Milano Design Award af de italienske arrangører.

På Beijing Design Week har dansk design fået en helt særlig afdeling i en ombygget gastank, og det er også her Super Supermarked rykker ind med hyldevarer og indkøbskurve blandt en mængde andre danske design virksomheder, der alle har arbejdet med et overordnet bæredygtighedstema.

Fakta

• Super Supermarket er et koncept, oprindeligt udviklet af designbureauet Femmes Régionales i samarbejde med Designskolen Kolding. Den kinesiske version er en videreudvikling af konceptet, som to afgængere fra skolen, designerne Susanne Nors og Sisse Falster, har stået for.

• Følgende danske virksomheder har bidraget til Super Supermarked med restmateriale fra deres produktion: KMC, Pressalit, Solar, Easyfood, Republic of Fritz Hansen, Vola, Kvadrat, La Glace, Ecco, Plus Pack, Ewii, Kopenhagen Fur, Royal Dansk og Montana.

• Beijing Design Week afholdes fra den 26. september - 5. oktober 2018. Københavns Kommune er gæstevært ved udstillingen, og har i den forbindelse inviteret en række repræsentanter for dansk design til at medvirke. Læs mere på www.bjdwcopenhagen.org.

For yderligere information om Super Supermarked, kontakt Kommunikationschef på Designskolen Kolding Charlotte Melin, cham@dskd.dk, (45) 4086 5157

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.
Nødvendig for at afspille YouTube videoer