Modedesigner på udkig efter brodøser

Den anerkendte modedesigner Mark Tan vil have kvinder fra integrationsprojektet FENUUN på Designskolen Kolding, til at brodere til sin nye kollektion.

Det var en veloplagt gruppe kvinder, der igen mødte op på Designskolen Kolding da håndværksfællesskabet og integrationsprojektet FENUUN åbnede sin ugentlige tilbagevendende workshop i skolens Auditorium. Luften fyldtes med kindkys, store smil og stolte fremvisninger af hjemmelavede projekter. Men denne dag bød på andet og mere end strikketøj og hæklepinde. Den succesfulde modedesigner Mark Tan, som er uddannet fra Designskolen Kolding, besøgte nemlig FENUUN for at finde kvinder til at lave smukke broderier til en ny kollektion.

Kvinder med kompetencer
Som en del af det større projekt THREAD, samler fællesskabet FENUUN kvinder fra forskellige kulturer om håndarbejde, i et forsøg på at få dem tættere på arbejdsmarkedet gennem den kreative verden. Og det giver god mening, da mange af kvinderne er rigtig gode til at skabe smukke ting med klassiske håndværksmetoder.

- Niveauet vi har her i FENUUN, er faktisk rigtig højt, og det er vi meget stolte af. Når de her kvinder bliver screenet på kommunen, så har kommunen ikke rigtig kontakt med den kreative verden, og har ikke forstand på, hvor de skal placere dem. Det har vi her på Designskolen, fordi vi har en masse kontakter. Vi hjælper alle kvinderne med at finde ud af hvad de kan, og gerne vil. Når de er her, får de mere selvtillid og tro på at de kan, fordi de bliver mødt i øjenhøjde, som nogen der er værdige, og har nogle evner. Det gør en kæmpe forskel, når de skal finde arbejde, fortæller initiativtageren bag FENUUN Solveig Berg Søndergaard.

Broderi - et universelt sprog
Modedesigner Mark Tans besøg er et af de tiltag, som skal skabe direkte forbindelse mellem kvinderne i FENUUN og arbejdsmarkedet. Mark Tan er interesseret i projektet og kvindernes fordybelse i håndværket. Han vil skabe en kollektion til sin egen butik med broderier fra de kvinder, der mestrer det svære håndværk.

- Jeg synes, der er noget ret skønt ved, at man med håndværk laver noget sammen, som man er fælles om, og faktisk nedbryder de barrierer og udfordringer, der kan være. Det er ikke vigtigt, at vi kan tale sammen når vi skal sidde og brodere, fordi det er et universelt sprog, og det synes jeg er interessant. Det her projekt er super vigtigt. For mig er det det, der gør mit fag sjovt. Det er netop det, jeg synes man kan bruge det til, siger Mark Tan.

Mark Tan er dog ikke selv ekspert i broderi, og derfor er han ikke alene om sit projekt.

- I aften prøver vi på at finde ud af, hvad der er muligt. Kan projektet blive stort, eller skal det være mere begrænset? Derfor har jeg allieret mig med Berthe Bramsen, som er en af de dygtigste brodøser, vi har i Danmark. Hun har broderet et hav af kunstværker og messekapper, og er uddannet i Paris. Hun har hele den håndværksmæssige baggrund med fra broderiet, som jeg ikke har. Jeg vil gerne lave en lille limited kollektion, det kan være en style, eller flere styles, som vi udvikler nogle broderier til, som vi så tilføre. Det kommer til at hænge i butikken på lige fod med alt andet, fortæller Mark Tan.

Høj koncentration
Aftenen med besøg af Mark Tan og Berthe Bramsen står i broderiets tegn, og kvinderne i FENUUN er meget interesseret i at prøve håndværket, som det viser sig, at mange af dem allerede mestrer.

- Jeg kan mærke, at jo tættere vi kommer på noget, der seriøst kan blive til noget, jo mere fokuseret bliver de, og jo mere ihærdige bliver de for at være dygtige til noget. De arbejder virkelig koncentreret, fordi der er noget specifikt på spil, siger Solveig Berg Søndergaard.

Brodøse Berthe Bramsen har i løbet af aftenen set, hvad kvinderne kan med broderiet.

- Det ser lovende ud. Der er bestemt nogle, der kan bruges til Marks projekt. Nogle af dem fanger det vildt hurtigt og kommer nemt ind i rytmen i arbejdet med broderiet, fortæller brodøse Berthe Bramsen.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.
Nødvendig for at afspille YouTube videoer