Et kongeligt besøg med fiskeskind og rosenblade

H.K.H. Prinsesse Benedikte var særligt begejstret for eksperimenter med materialer på sin rundtur på Designskolen Kolding

Det var en blomsterbuket ud over det sædvanlige, som H.K.H. Prinsesse Benedikte modtog ved ankomsten til Designskolen Kolding. Kreatøren og dagens blomsterpige, Marianne Nielsen, er oprindeligt uddannet blomsterbinder, men er i fuld gang med at føje en uddannelse som tekstildesigner fra Designskolen Kolding til CV´et. Og det stod lysende klart. Roser, Kallaer og Astilbe var peppet op med pels-, garn- og læderrester fra skolens værksteder. Og ikke kun buketten bar et tydeligt trade mark af design. Studerende fra 2. og 3. år havde vævet en portal af murersnor langs skolens indgangsparti. Og så stod den på tre timers tour de Designskolen Kolding for Prinsessen.

Efter en frokost med deltagelse af Koldings Borgmester Jørn Pedersen, Designskolens kurator Anni Mørch, Kommunikationschef på Koldinghus Nanna Ebert, Vicedirektør for Georg Jensen Damask, Christian Borch, m.fl. stod rektor Elsebeth Gerner Nielsen for en guidet tur fra kælder til kvist. På toppen af skolen fik Prinsessen lejlighed til at møde undervisere og studerende fra mode- og tekstil.

Som ganske ung gik Prinsesse Benedikte selv på designbeklædningslinjen på Margretheskolen, der har uddannet flere succesrige og anerkendte beklædningsdesignere og interessen for at høre om mode anno 2018 var derfor selvsagt stor. Her godt et halvt århundrede senere eksperimenterer mode- og tekstilstuderende i nye bæredygtige materialer som f.eks. komaver, fiskeskind og rosenblade som f.eks. kan transformeres til tasker og sko. Materialeeksperimenterne skabte Prinsesse Benediktes udelte begejstring. Og det futuristisk modescenarie stod printet – ikke i neon – men i 3D, tøj printet ud fikst og færdigt så det passer præcis den, der skal bære det – og hvem ved, måske kan vi i nær fremtid hver især printe vores eget tøj ud på basis af et design, tilpasset den individuelle krop.

Men den gode gamle lære om formgivning og farvesætning er stadig i fokus i faget. Det kunne fagleder på tekstil Helle Graabæk fastslå, da hun præsenterede Ornamentik og Form studier; kjoler, skjorter og bukser draperet i papir. På den knap to timer lange rundvisning blev der også tid til at høre om Designskolen Koldings enestående kandidatuddannelse, Design for Play, uddannelsen er skabt i samarbejde med LEGO Fonden og LEGO Group og er den første af sin slags i verden. Prinsesse Benedikte besøg på skolen varede samlet tre timer og gjorde et stort indtryk:

- Jeg har altid haft lyst til at besøge Designskolen i Kolding, og nu bød sig endelig en mulighed. De studerende er meget dygtige og jeg er imponeret over de mange nye materialer, der laves her, lød det fra Prinsesse Benedikte. 

Et damask-dækket kaffebord sluttede besøget, hvorefter Prinsessen satte kursen mod Hovedstaden og en planlagt koncert med Sankt Annæ Pigekor i Helligåndskirken. 

 

 

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.
Nødvendig for at afspille YouTube videoer