Blinde vinder vildere bevægelsesfrihed

Et nyudviklet hybrid-køretøj giver blinde og svagsynede helt nye muligheder for at transportere sig selv rundt ved pedalkraft.

Lige at få lidt hurtig vind i håret på en spontan cykeltur er noget blinde borgere vanligvis er afskåret fra. Men industriel designer Kasper Rene Hansen har sat sig for at opfinde en helt ny transportform, tilgængelig for blinde og svagsynede. Og med sit eksamensprojekt er han mere end godt på vej med sin prototype:

”Produktet er en kombination af automatisk og manuel styring. Forhjulene drejer automatisk via den indbyggede GPS- og robotteknologi, der styres efter en rute til en destination, man selv vælger via en app. Fremdriften foregår til gengæld ved hjælp af gammeldags cykelpedaler, så den blinde selv har mulighed for at sætte farten. Samtidig har køretøjet en række sensorer på frontskjoldet, der sikrer, at det bremser automatisk, hvis det møder en forhindring,” fortæller Kasper Rene Hansen med præcision om produktet.

Styresystem i LEGO
En række overvejelser og bruger-indsigter er bragt i spil for at udvikle prototypen. Viden, den designstuderende har indsamlet ad flere omgange. Gennem interviews med hjælpemiddelcentralen IBOS, ved solid, gentagen sparring med Teknologisk Institut Odense og endelig som prototype-afprøvning på Synscenter Refsnæs, hvor en gruppe blinde borgere lagde fysik og nerver til at afprøve i alt fire modeller i centrets gymnastiksal.

Blandt de første udfordringer var at beslutte, om styret skulle dreje med hjulene. En af prototyperne blev derfor bygget med et styresystem i LEGO, som Kasper Rene Hansen betjente via en trådløs controller. Men dommen lød, at de fremtidige brugere hellere ville have et fast rat:

”Styret har mere funktion af støtte end af et egentligt styr. Når det drejede automatisk, kæmpede de imod, og det gjorde turen mere utryg.”

Derfor er styret nu fastgjort, ligesom køretøjet har mest volumen fortil. To af dets tre hjul sidder i front sammen med et beskyttelsesskjold for at "beskytte mod det, der kommer mod en,” forklarer han.

Tør godt cykle
Herudover har køretøjet sæde med sikkerhedssele, et genopladeligt batteri med en levetid på op til 80 kilometer, og der er tilkoblet et trådløst head-set, som fortæller, hvad der kommer forude. Endelig var det et stærkt ønske fra de blinde, der deltog i udviklingsarbejdet, at køretøjet kan tages med overalt, selv når det ikke er i brug. Også den udfordring fiksede Kasper Rene Hansen:

”Ved hjælp af nogle små håndtag kan den blinde selv folde køretøjet sammen til noget på størrelse med en stor rullekuffert, som de nemt kan tage med sig i transport eller ind i en lejlighed. Hvis de skulle efterlade køretøjet for eksempel på en station, forudså mange, at de ville få problemer med at finde det igen.”

Rigtig mange ting er dermed tænkt igennem og testet efter, og de umiddelbare tilbagemeldinger fra testpanelet vender da også tommelfingrene op:

”I en spørgeskemaundersøgelse, jeg lavede først i projektet, spurgte jeg åbent: ’Hvis du selv kunne køre på en cykelsti, ville du så turde?’ 80% af besvarelserne var positive. Udfordringen for mange med synshandicap er afhængigheden af andre i forhold til bevægelsesfrihed. De spontane køreture fra A til B eller bare ud i naturen har de ikke mange muligheder for,” siger Kasper Rene Hansen.

Med hans afgangsprojekt er der nu åbnet op for at få løst den udfordring og få gjort cykelstier tilgængelige for blinde og svagsynede.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.
Nødvendig for at afspille YouTube videoer