Demente genfinder den tabte tid

Et dagcenter i Esbjerg har fået designet helt nye værktøjer til at skabe sammenhæng og livskvalitet for de demente borgere.

”Vi skal finde ud af, hvilket liv, der er mest meningsfyldt for den enkelte. Derfor tager vi altid udgangspunkt i borgernes behov, når de kommer til os. Men udfordringen er tit at finde frem til disse behov. ”

Annette Lindholm Aagaard er sosu-assistent på daghjemmet Landlyst i Esbjerg Kommune. Her har kommunikationsdesigner Caroline Tranbjerg huseret i flere måneder, som optakt til sit eksamensprojekt. Syv grundige besøg er det i alt blevet til, både i dagscentrets daglige rammer og i den lille kolonihave, Orkidehuset, som dagcentret ejer i samarbejde med Esbjerg Kommune.

Kopper med guldkant
”Det første, der går tabt for de demente, er fornemmelsen af tid. Jeg ville gerne give personalet nogle hjælpeværktøjer, de kunne bruge til at genskabe den tabte tid, og på den måde opfylde borgernes behov,” fortæller Caroline Tranbjerg om sit projekt.

Derfor var hun i første omgang blot med på en kigger. Hun så, hvad der skete i kolonihaven, hvor nogle talte om at drikke øl, andre om at sylte bær. Hvor kaffestellet pludselig havde guldkant i stedet for dagcentrets institutionelle sterile, hvide porcelæn. Og hvor de demente pludselig kunne se ting spire op, der var plantet ved et tidligere besøg. Netop den dimension gav næring til det endelige projekt, der har fået navnet 'Genklang'.

Ord kommer tilbage
'Genklang' er først og fremmest et værktøj, der skal give de demente, personalet og de pårørende nogle fælles referencer at tale ud fra. Hvad vil du gerne, sammen med hvem vil du gerne lave det, og hvor skal det foregå? Helt basale hverdagsaktiviteter, men som kan være svære at huske på, når hukommelsen går i stå. Tre kategorier med fem kort i hver, eller femten kort per beboer. Ikke skrevet eller fortalt, men gamle billeder sat i særlige rammer, så kortene får sirlig værdi for den enkelte beboer. Og de virker, fortæller Helle Holm Nielsen, ligeledes sosu-assistent på dagcentret:

”Vi havde en rigtig hyggelig formiddag, hvor vi prøvede kortene af med fem borgere. Det var så fint at se, hvordan brugen af billeder gav dem ord tilbage. En ville gerne en tur i skoven, en anden ville ud at handle, og en tredje ville gerne ud at bade. Så kunne vi spørge, hvem de gerne ville gøre tingene med, og pludselig kom der flere ord på. Vi skrev det hele ned, sådan at vi kan vende tilbage til deres fortællinger næste gang og få deres ønsker ført ud i livet. Mange demente kan ikke huske, hvad de har lavet en bestemt dag eller har spist til middag. Men aktiviteter giver gode minder.”

Glæden ved nuet
Og de gode intentioner har netop været hensigten i projektet, der udspringer af 'positive design' med fokus på at få det enkelte menneske til at blomstre.

”Kodeordet for mit arbejde har været normalitet,” fortæller kommunikationsdesigner Caroline Tranbjerg: ”Det begreb splittede jeg så yderligere op i autenticitet, identitetsskabelse og frihed. Ord, der dukkede op, når jeg var på besøg i kolonihaven og så hvor fin en dialog, der faktisk kunne skabes med de demente, blot de rigtige stimuli var til stede. Den glæde ved nuet har jeg forsøgt at formidle i projekt 'Genklang'.”

Byttebørs for kort
At der er fat i noget helt rigtigt bekræfter personalet på dagcentret Landlyst:

”Borgerne var så glade for Carolines besøg og sagde til os, hun rigtignok var en del af familien. Desuden har vi set, nogle af dem er begyndt at bytte deres aktivitetskort indbyrdes – og på den måde får de udvidet deres horisont,” fortæller sosu-assistent Helle Holm Nielsen. Stod det til hende, blev kortene fast inventar fremadrettet:

”Det er virkelig et brugbart redskab. Så bare sæt det i gang!” konkluderer hun.

Genklang kort fortalt
Projektet består af en serie fysiske kort udviklet til dagcentret Landlyst i Esbjerg Kommune, der modtager lettere demente i dagtimerne. Kortene fungerer således, at den demente udvælger tre kort: hvilken aktivitet de ønsker, med hvem aktiviteten skal foregå og hvor aktiviteten skal udspille sig. Tilsammen danner kortene en sætning på ord og billeder. Hermed har borgeren fået sin stemme igen. Kortene kan også indgå i et kalendersystem for borgerne med demens.

Genklang substantiv, fælleskøn BØJNING -en, -e, -ene UDTALE [ˈgεn-klɑŋ]
Betydninger: 1. lyd der kastes dæmpet tilbage 1.a udtryksmåde der røber (ubevidst) påvirkning fra en ældre kilde  
Faste udtryk: give genklang OVERFØRT vække (positiv) opmærksomhed vinde/vække genklang OVERFØRT møde sympati, forståelse el.lign.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.
Nødvendig for at afspille YouTube videoer