Design af naturlige mødesteder

Udsatte almene boligområder lider under forældede designvalg. Det skal en kommende ph.d. kaste nyt lys over

»Free Palestine« står der skrevet med graffiti på stenmuren ved siden af det dunkle indkøbscenter i det almene boligområde Skovparken/Skovvejen i Kolding. Det er højlys dag, og indkøbscenteret med den gabende tomme parkeringsplads står i skarp kontrast til de omkringliggende boligområder fyldt med grønt græs, træer og buske. Desuden er der bygget en mur mellem Skovparken og de pæne parcelhuskvarterer tættere på byen, og den efterlader ikke nogen tvivl om, hvor grænsen mellem de to verdener går. Et par fyre i 30’erne står i hættetrøjer med en scooter og diskuterer ved siden af. Om aftenen kommer der flere til, og det skaber utryghed blandt nogle af de andre beboere i området, fortæller Anne Corlin.
Hun er uddannet arkitekt og i gang med en ph.d. i samarbejde med Kolding Kommune og Designskolen i Kolding. Kommunen står for den primære finansiering med tilskud fra Landsbyggefonden og administrationsselskabet Bovia. Med konkret afsæt i Skovparken undersøger hun sociale, strategiske og fysiske designparametre. I løbet af de næste par år vil Anne Corlin gennem sin forskning komme med et bud på afgørende designparametre, som kommuner og almene boligforeninger kan bruge til at skabe bedre udearealer i boligområder som f.eks. Skovparken og få dem til at hænge bedre sammen med resten af byen.
»Jeg håber, at min forskning kan bidrage til at løfte områder ud af den negative spiral,« siger hun og påpeger, at det især handler om at få folks hverdagsliv til at blandes naturligt i området.
»Hvordan skaber man mere sammenhængende byer gennem bevidst design af byens offentlige rum?«

Fysiske forandringer kan styrke tryghed
Indkøbscenteret i Skovparken har to små indgange i hver sin side, men er ellers fuldkommen blottet for vinduer ud over nogle enkelte ridsede og matte tagvinduer. De lader kun et dunkelt skær af dagslys sive indenfor. Ser man på lignende udsatte almene boligområder rundt omkring i Danmark, så vil man kunne finde samme eksempler på uhensigtsmæssigt byggeri ifølge Anne Corlin.
»Centeret kunne være et samlingssted for beboerne, men er nu i stedet en barriere for at mødes. Det er desværre en klassisk problemstilling, som man genfinder i meget socialt boligbyggeri,« siger hun.
En af de mandlige beboere i området går af og til sammen med sin kone ned for at købe ind, fordi hun ikke bryder sig om at gå alene. Om aftenen holder han sig væk fra bodegaen i centeret, fordi det føles for utrygt at forlade stedet, når det er mørkt. Problemer som disse vil dog i mange tilfælde kunne afhjælpes med nogle designmæssige forandringer, antyder Anne Corlin:
»Det er ikke godt med en lukket bygning. Det er bedre med en åben struktur, hvor man kan kigge ind og se, hvad der sker. Så kan man lettere tage stilling til, om man har lyst til at gå derind,« siger hun og tilføjer:
»I virkeligheden er der tale om en oplevet utryghed, og der sker kun sjældent noget kriminelt.«

Urban Song Lines
Adskilte områder skader integration Selvom det kan være svært at få øje på, så repræsenterer indkøbscenteret kun en lille del af de designmæssige udfordringer i et område som Skovparken. Blandt de blomstrende buske og grønne hække gemmer sig adskillige “forsamlingshuse”, hvor de forskellige grupper af beboere mødes. Der er et sted for somaliske kvinder, et for drenge, et andet for pigerne og et sted for arabiske mænd.
Umiddelbart kan det lyde positivt, at beboerne har nogle steder at mødes, men problemet skal snarere ses i det, som ikke findes. Da Anne Corlin startede med at interviewe Skovparkens beboere, gik en overraskende sandhed nemlig op for hende. Gennem såkaldte Urban Song Lines, også beskrevet som en form for livsstilsfortællinger, har hun fået flere af beboerne til at tage billeder af områder, de godt kan lide, og dem, de ikke bryder sig om. Derudover har de tegnet deres daglige ruter til fods, på cykel og i bil ind på et kort - alt sammen for at blive klogere på deres oplevelse af området. Især én opdagelse skilte sig ud:
»Jeg troede først, at Skovparken var ét samlet område, men når beboerne blev bedt om at tegne området, så tegnede de kun deres egen afdeling,« siger hun og fortsætter:
»Det er en barriere for at opleve et samlet boligområde.« »Det er en social udfordring at få blandet folk fra forskellige sociale lag. Der er lukkede enklaver i boligområdet, hvor møderne er meget segregerede. Det er kan generelt virke kulturforstærkende, når folk ikke blander sig, og det kan eksempelvis være med til at fastholde nogle af beboerne uden for arbejdsmarkedet,« siger Anne Corlin og peger på Superkilen på Nørrebro som et eksempel på, hvor det er lykkedes at få folk til at mødes på tværs af kulturel baggrund og livsstil.
»Superkilen er et godt eksempel på, at det er lykkes at bringe både fysiske, sociale og strategiske designparametre i spil.«

Design-inspiration fra Nørrebro
Superkilen er et fire år gammelt parkområde, der strækker sig over godt 1000 meter fra Nørrebroparken til det almene boligbyggeri Mjølnerparken. Det består af Den Røde Plads, Den Sorte Plads samt Den Grønne Kile. Forskeren har tidligere hjulpet forskellige boligforeninger med helhedsplaner for boligområder i andre byer og oplevede her at mangle nogle svar.
»Der mangler viden om, hvordan vi designer fællesrummene i relation til resten af byen. Det betyder, at vi ikke i høj nok grad lykkes med at udvikle boligområderne og få dem integreret,« siger hun.
I Superkilen er det blandt andet lykkedes at få integreret resten af bylivet i København med området ved at lade en supercykelsti køre igennem. Her kommer folk fra andre områder i København cyklende til og fra arbejde, mens unge kommer forbi, fordi de skal i Nørrebrohallen for at træne eller spille basket på den Røde Plads, samtidig med at beboere fra Mjølnerparken kommer igennem Superkilen for at hente deres børn.
»Der er en naturlig interaktion mellem beboere på tværs af København,« siger Anne Corlin, der netop har afsluttet sine undersøgelser i Superkilen og påpeger nødvendigheden af at betragte boligområderne som andet end lokale enklaver, men som en naturlig del af byen.

Når hverdagssporene krydses
I Skovparken vil det være svært blot at kopiere modellen fra Superkilen og lade en supercykelsti køre igennem området, erkender Anne Corlin.
For det første er befolkningstætheden ikke så høj i Kolding som i København, og derfor vil det være svært at få samme flow igennem området. For det andet bruger mange bil i stedet for cykel til at køre uden om området for at komme til Kolding Storcenter på den anden side. I stedet kan der ifølge forskeren ligge et potentiale i at skabe nogle attraktioner i selve området, der kan samle beboerne og tiltrække folk udefra. Ligesom Nørrebrohallen gør det for Superkilen.
»Man bør designe rummene, så folks hverdag mødes, f.eks. ved at bruge området ved indkøbscenteret som passage,« siger hun.

Anne Corlin
Uddannet arkitekt og i gang med at skrive en ph.d. om hvilke afgørende designparametre som kan bruges til at understøtte det sociale liv i byrummet. Det gør hun konkret ved at undersøge de særligt udsatte almene boligområder omkring Mjølnerparken og Superkilen på Nørrebro samt Skovparken/Skovvejen i Kolding og deres relation til resten af byen. ​Hendes forskning skal inspirere kommuner og almene boligforeninger i Danmark til at understøtte interaktion mellem mennesker på tværs af byen, skabe mere sammenhængende byer og modvirke segregering. ​Forskningen foregår i samarbejde med Kolding Kommune og Designskolen i Kolding. Kommunen står for den primære finansiering med tilskud fra Landsbyggefonden og administrationsselskabet Bovia.

SKOVPARKEN/SKOVVEJEN
Særligt udsat socialt boligområde i Kolding med knap 2.500 beboere.Det er på Udlændinge- Integrations- og Boligministeriets liste over særligt udsatte boligområder ved blandt andet at have 43 pct. af beboerne uden for arbejdsmarkedet, samt at 61 pct. af beboerne er indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. ​Området lider ifølge Anne Corlin under nogle fysiske og sociale designudfordringer. Hun forsker i, hvordan man kan udvikle de offentlige rum, så de understøtter at folk mødes naturligt i hverdagen.