Design øger kendskab til spytbaseret slankekur

Som nystartet virksomhed kan det være en udfordring at målrette sin forretning – især når man har et produkt, der henvender sig til en meget bred målgruppe. Den danskejede start-up Diet and Genes fik hjælp til at forstå markedets mekanismer på en workshop på Designskolen Kolding med designkonsulenterne fra D2i - Design to innovate.

En lille spytprøve kan give stor og værdifuld viden i forhold til vægttab. Det er grundideen bag virksomheden Diet and Genes, der kortlægger DNA profiler, og på baggrund heraf kan rådgive om en individuelt tilpasset slankestrategi for personer, der enten ønsker at tabe sig eller få en sundere livsstil. Men konceptet er komplekst at forstå for de potentielle kunder, der i øvrigt dækker over en meget bred målgruppe. For selskabets direktør Sanne Hessel, var det derfor en stor hjælp at deltage i en designkonsultation.

”Jeg havde egentlig forventet mest at få input til nogle æstetiske ting – emballage og den slags. Men da vi talte med designkonsulenterne forud for workshoppen blev det klart, at vi først og fremmest havde brug for nogen, der kunne stille en masse spørgsmål, så vi kunne skærpe vores forretning. På den måde blev hele seancen til et miks af både design, coaching og markedsundersøgelse,” fortæller hun.

Jamen, det har jeg da skrevet

Forud for henvendelsen til designholdet havde Diet and Genes kunnet konstatere, at virksomhedens produkter efter godt to år på markedet langt fra havde opnået den succes, som ellers havde været forventet.
Designkonsulent Kim Aagaard Holm fandt dog hurtigt frem til en mulig forklaring. Ifølge ham, blev det allerede tidligt i processen tydeligt, at der kunne være en uoverensstemmelse mellem Diet and Genes’ egen opfattelse af, hvordan de blev set i markedet, og hvordan de mulige brugere rent faktisk oplevede virksomheden og dens produkter.

”Man kan jo sidde nok så meget og sige ’vi tror, de har brug for…’ om sine egne brugere. Men hvis samme brugere ikke kan se, hvorfor de skal købe ens produkt, så bør man nok arbejde med at gøre det mere forståeligt,” siger han.

Derfor blev det besluttet at inddrage to brugere i designkonsultationen – en, der havde erfaring med Diet and Genes og en, der var i målgruppen for vægttabsprodukter generelt. De blev blandt andet bedt om at klikke rundt på hjemmesiden, mens direktør Sanne Hessel måtte høre passivt på.

”Testen af hjemmesiden gav nogle helt fantastiske indsigter,” husker hun. ”De to brugere blev bedt om at gå ind på hjemmesiden og snakke højt imens -’nu prøver jeg at klikke her…’. På den måde blev vi gjort opmærksom på en masse uklarheder – de stillede en hel masse spørgsmål, hvor jeg sad og tænkte, ’Jamen, det har jeg da skrevet på siden’. Tit bliver man lidt blind på tingene, når man har kigget på dem gennem længere tid. Her blev vi så tvunget til at være helt skarpe på, hvad vi selv synes, og hvad andre folk opfatter. Øvelsen førte faktisk til, at vi ændrede teksten og re-designede hjemmesiden efter konsultationen.”

Mindre snak, mere action

Et andet problem blev også identificeret på designkonsultationen – nemlig forståelsen af de resultater, kunderne får tilsendt, efter DNA-analysen er gennemført. Tidligere har det betydet, at Sanne Hessel har skullet bruge lang tid på at forklare resultaterne per telefon, fordi kunderne ringede tilbage med spørgsmål. En betragtelig tidsrøver, når man i øvrigt også skal løbe en forretning i gang. Under konsultationen opstod imidlertid ideen om at ledsage testresultaterne med en kort videointroduktion, hvor Sanne Hessel direkte forklarer, hvordan tallene skal læses og fortolkes – en ide, der blev grebet, og som nu er ført ud i livet til stor tilfredshed for alle.

”Den del har givet helt målbare forbedringer. Det har højnet vores succesrate, for dels opfatter kunderne det som en meget fin service, dels bruger jeg meget mindre tid på at besvare telefonopkald,” siger Sanne Hessel.

For designkonsulent Kim Aagaard Holm er dét netop et eksempel på, hvad en vellykket designkonsultation handler om.

”Det viser, hvordan selv en mini-brugerundersøgelse kan sætte spot på nogle uklarheder – og det viser, hvordan virksomheden selv blev klædt på til at bruge de nye indsigter til at forbedre sine services, og endda udvikle et nyt kommunikations-koncept. Den form for hjælp til selvhjælp er det ultimative mål for design konsultationerne,” siger han.

Og netop selvhjælps-delen er også det, Sanne Hessel fremhæver som det vigtigste udbytte af dagen:

”Det er jo svært at måle i penge, hvad vi fik ud af det. Men vi må sige, at vi har fået en kæmpeindsigt i vores eget produkt og en skarphed i forhold til, hvor det er, vi skal hen. På den måde har det hjulpet forretningen, fordi vi er blevet meget hurtigere til selv at forstå, hvilke områder det præcist er, vi skal koncentrere os om.”

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.
Nødvendig for at afspille YouTube videoer