Designer og dokumentarist

Christien Meindertsma tiltrådte som adjungeret professor på Designskolen Kolding med et foredrag om at se det store i det små.

Stemningen var afslappet og stemningsfuld, da Designskolen Koldings yngste og foreløbig eneste internationale adjungerede professor, hollandske Christien Meindertsma, gav sin tiltrædelsesforelæsning mandag den 12. januar. Forelæsningen var en fin rejse gennem et udvalg af Christien Meindertsmas designprojekter og ind i hendes dokumentaristiske designunivers. Et univers som i sig selv kan karakteriseres som en evig rejse og udforskning af materialer og måder, der er med til at flytte på vores forståelse af verden og de produkter, der omgiver os.

Design der dokumenterer og skaber refleksion
Tidligt i sin karriere markerede Christien Meindertsma sig internationalt med sin spørgende og udforskende tilgang til verden og de produkter, vi omgiver os med. I 2009 modtog hun en INDEX award for projektet ”Pig 05949”, hvor hun systematisk undersøgte, hvad hver enkelt del af en gris bliver brugt til og i hvilke produkter, vi som forbrugere møder grisen. 

Materialer, metoder, processer og formidling er i centrum, når Christien Meindertsma arbejder på den form for projekter, som hun kalder Documentary Design, og hun skaber dokumentariske fortællinger med et helt usædvanligt øje for detaljerne og de små ting. Fortællinger som den om den hollandske kvinde, som har strikket over 500 trøjer. Uden opskrift og uden aftagere. Hun stod overfor at skulle forlade sit hus, så Christien Meindertsma besluttede at give trøjerne liv ved at lave en fotobog og desuden skabe en kæmpe happening uden for kvindens bolig, som ikke kan andet end fremkalde smil.
Se filmen her

En personlig rejse
Christien Meindertsma er ydmyg, når hun taler om sin måde at arbejde på. Store ord som "visioner" og "formål" tager hun nødig i sin mund:

”De virkelige skatte ligger i det uventede og i detaljerne. Derfor kan jeg også godt lide at lave al min research selv og se, hvor det bringer mig hen. Mit arbejde er en personlig rejse for mig”.

Christien Meindertsma designer også mere kommercielle produkter og italesatte kort succesens pris:

”Når dine ting kommer i magasiner og butikker og bliver populære, så bliver du også kopieret. Det er uundgåeligt”.

Men helt karakteristisk for hende øjnede hun også her tilstedeværelsen af en historie, som mangler at blive fortalt.

Om Christien Meindertsma
Christien Meindertsma er uddannet fra Design Academy Eindhoven i Holland og arbejder i et krydsfelt mellem materiale, produktion, design og kunst med et stærkt fokus på bæredygtighed, og hvordan vi skaber og bruger produkter. Hendes arbejde har bl.a. været udstillet på MoMA og Cooper-Hewitt National Design Museum i New York samt V&A i London, og hun har desuden vundet en række priser.

Christien Meindertsmas vil de kommende fem år bruge sine kompetencer i forbindelse med bl.a. censorarbejde, forskning, undervisning og forelæsninger på Designskolen Kolding og dermed være med til at styrke skolens faglige profil inden for tekstil, bæredygtighed og kommunikation.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.
Nødvendig for at afspille YouTube videoer