Folkeskoleelever viser vejen

10. klasses elever har gjort det nemmere at finde rundt på Brændkjærskolen

De fleste kører forkert. På P-pladsen kan man ikke rigtig orientere sig på grund af en masse træer, der spærrer for udsigten. Og når man træder ind af hovedindgangen har der hidtil ikke været et skilt til at sætte retning. En lang gang med mange anonyme døre, gør det svært at kende den ene fra anden. ”Det er ligesom at gå ind i Narnia”, lyder det fra en af eleverne.

Det har elever fra 10. klasse nu lavet om på. De seneste uger har de arbejdet med wayfinding som led i et nyt tiltag fra Kolding Kommune om at få mere design ind i folkeskolen. Prikker på gulvene leder vej. Pejlemærker på dørene adskiller dem fra hinanden. En væg fuld af drager skaber et univers for de yngste elever. Det er blot en række af de visuelle pejlemærker, der gør det nemmere at finde rundt – helt fra p-plads til klasselokale. Tiltagene er mange og imponerende.

”Det er inkluderende, demokratiseret og tværfagligt – det er deres ideer og forslag det bygger på. Der kommer ikke en lærer og siger ”nej, det er ikke facit””, lyder det fra klassens underviser Sara Daugaard, der har være med under hele forløbet.

Sammen med designer fra Designskolen Kolding, Sara Breitenbauch, har hun bistået eleverne med vejledning og rådgivning og ellers overladt kreativiteten til de unge mennesker selv.

”Der skal ikke komme 14 designere ud af dette hold. Der skal komme 14 unge mennesker, der kan tænke og skabe og blive foretagsomme”, lyder det fra Sara Breitenbauch.

På Brændkjærskolen har arbejdet med wayfinding vakt opsigt, og både forældre som ansatte har kommenteret positivt på tiltagene.

”Der er stor ros fra forældrene i indskolingen. Det er blevet meget nemmere at finde ind på p-pladsen. Det er fantastisk, det de har fået lavet ude på vejen”, siger SFO-leder Hanne Bøgewat.

10.Design er et samarbejde imellem Designskolen Kolding og Brændkærskolen, hvor eleverne lærer at arbejde med designmetoder og designprocesser. Flere af eleverne har været så engagerede, at de arbejder videre med wayfinding i efterårsferien. Og designbegrebet er noget de er blevet meget bevidste om.

”Nej, det er langt fra billedkunst – det er design. Der er tænkt over, hvad vi gør”, siger en af eleverne.

Projektet er realiseret med støtte fra Trefor og Kolding Kommune.