Helst lidt ude af kontrol

Bukket og foldet og helst tvunget lidt ud af form.

Industriel designer Omayra Maymó tager livtag med den strømlinede ensrettethed i industrielt fremstillede genstande og insisterer på at bringe følelser og livsglæde tilbage i masseproduktionen.

“I løbet af det seneste århundrede har vores materielle omgivelser været præget af et ‘perfekt’ og ‘standardiseret’ industrielt ideal. Men nu er der ved at ske et skifte, hvor forbrugerne forkaster det uniforme udtryk. Det stiller nye krav til masseproduktionerne, og jeg ønskede at undersøge, hvordan man netop kan opfinde mere udtryksfulde og meningsfyldte industrielt fremstilled brugsgenstande,” fortæller Omayra Maymó, nyuddannet industriel designer.

En åbningstale, der lyder abstrakt, men når man ser hendes afgangskollektion, forstår man bedre tankegangen.

Kollektionen består af i alt tre produktserier; GRASP, som består af cylinderformede bokse, der også kan anvendes som vaser. Alle dele har låg, og boksen er formet, så det ser ud som om, den krammer låget og dermed holder det på plads; ENFOLD-skålene, der ligner afstøbninger af tilfældigt foldede stykker papir formet at runde flade stykker messing, der folder sig forsigtigt om de ting, der bliver placeret i skålene; og endelig kandeserien PLEAT, der er skabt ved at give en kobbercylinder en ekstra fold, der i al sin enkelhed understreger, at funktionen er en kande.

Fingeraftryk ja tak
Men hvorfor overhovedet gå løs på de fine hverdagsobjekter, der også ville fungere uden de tilførte buler i overfladen?

”Det unikke præg på mine genstande er ikke kunstigt tilføjet. Produkterne kunne faktisk ikke fungere uden de små indgreb, der er opstået helt naturligt i processen og arbejdet med materialerne,” fortæller Omayra Maymó:

”De teknikker jeg har anvendt, og de tilfældige resultater det har givet, er netop det, der giver hele produktet sit formål: Cylinderen der holder låget på plads; skålens form der opstår naturligt; og udformningen af kandens hældetud.

Min udfordring var at genskabe den særlige følelsesmæssige værdi, der opstår mellem en forbruger og et unikt produkt. Men vel at mærke genskabe den i en industriel kontekst. Det unikke optræder jo ellers typisk i håndlavede produkter, hvor den enkelte håndværker ikke kan kontrollere samtlige aspekter af produktionen – der vil altid være et element af usikkerhed. Den usikkerhed er næsten elimineret i industriel produktion, fordi det her handler om at kunne genskabe de samme genstande igen og igen, med 100 % præcision og kontrol.

Mit projekt undersøger derfor, hvordan man kan genindføre de ting, folk elsker ved kunsthåndværk: uperfektheder, små tegn fra fremstillingsprocessen, håndværkerens fingeraftryk eller mærker fra værktøj for eksempel. Altså miste kontrollen lidt, fordi vi dermed får produkter med en historie og et eget liv,” forklarer designeren, der også er uddannet arkitekt.

Og hun ved nok, hvad hun taler om: I de indledende analyser til sit projekt har hun samlet 120 eksempler på industrielle unikastykker i et massivt katalog, der tydeliggør de forskellige udtryk i henholdsvis håndværks- og fabriksfremstilling.

Designer følelser
Produkterne er fremstillet i de bløde metaller bronze og messing, fordi de alt andet lige har været nemmere at give hver deres særlige særpræg. For produkterne er massefremstillet og dermed ens, men samtidig har Omayra Maymó formået at introducere en vis frihed i selve produktionsprocessen, der gør, at hver genstand alligevel har små raffinerede forskelle i forhold til alle de andre:

”Jeg har arbejdet med tre forskellige fremstillingsmetoder for at kunne lave produkter med mindre kontrol og mere sjæl. Som designere har vi evnerne til at præge den materielle verden, og ingen har sagt, vi absolut skal underlægge os den eksisterende teknologi og dens ensrettede æstetik. Vi har netop muligheden for at tilføre følelser og mere mening til vores omgivelser,” siger den industrielle designer.

Omayra Maymó har i projektet samarbejdet tæt med det københavnske designhus New Works, der fremstiller designede brugsgenstande med et kunstnerisk præg.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.
Nødvendig for at afspille YouTube videoer