Med fare for at blive doven

Danske studerendes største udfordring er, at de får deres uddannelse betalt. Det svækker deres sult efter at få et job, når de afslutter studiet, advarer Dwayne Edwards.

- Amerikanske studerende betaler selv deres uddannelse, og hvis du går på en virkelig god designskole i USA, står du med et lån på 200.000 dollars, som du skal begynde at betale tilbage indenfor seks måneder. Derfor er de amerikanske studerende hurtige til at få en forståelse for, at de skal have et job. De arbejder hårdere, og de forsøger at nærme sig målet for deres studier hurtigere. De danske studerende betaler ikke selv, og derfor er det ikke så vigtigt, hvornår de får et job.

Sådan lyder ordene fra en af verdens førende skodesignere, D’Wayne Edwards, som i fire uger har undervist de danske designstuderende i hovedsageligt skitsering og tegning. Men han er ikke kun optaget af håndværket. Han er også optaget af de mere grundlæggende vilkår for den danske uddannelsesmodel, og han mener, det er en klar ulempe for danske studerende, at de ikke selv skal betale for deres uddannelse.

- Det, I betragter som jeres største fordel, ser jeg som en ulempe. De danske studerende skal have mere disciplin, fordi det ikke har konsekvenser, hvis de fejler, og det risikerer at gøre dem dovne, siger D’Wayne Edwards.

D’Wayne Edwards betoner ordet ’risikerer’ og pointerer, at han ikke betragter de danske studerende som dovne. Han siger bare, at de er i fare for at blive det.

- Som underviser vil jeg gerne lære dem konsekvenserne. Det kræver en masse hårdt arbejde at være succesfuld, og de arbejder hårdt på skolen, men de bliver nødt til at tænke over, hvad de vil, når de er færdige her. Hurtigere, siger D’Wayne Edwards.

Rejs ud i verden

Den 47-årige skodesigner har en anden opfordring til de studerende. De skal rejse ud i verden og se, hvordan designere i andre lande arbejder, så de ved, hvad de konkurrerer mod.

- Hvis du kun designer i ét land, vil du kun have ét syn på, hvordan design ser ud. Virksomheder, som arbejder over hele verden, vil have designere, som tænker mere globalt. Jeg har en fornemmelse af, at nogle af de studerende ikke ved, hvor meget de i virkeligheden konkurrerer imod, siger D’wayne Edwards.

For at inspirere sine elever gav D’Wayne Edwards dem hver morgen eksempler på hjemmesider, de kan besøge, når de har lyst til at blive inspireret. På den måde kan de se, hvilke designtalenter der bliver klækket i udlandet, og de får en fornemmelse af, hvad de er oppe imod.

- Når du er kreativ, skal du opsøge folk, der inspirerer dig. Derfor opfordrer jeg dem til at abonnere på nyhedsbreve, som inspirerer dem til at blive kreative. Hvis de hver dag kun tjekker Facebook, lærer de ikke noget, og jeg vil gerne hjælpe dem med at fjerne noget af alt det, der ikke udvikler dem. ’Good in, good out. Bad in, bad out’, siger D’Wayne Edwards, som sammenligner en designer med en god kok.

- Jo flere opskrifter, en kok afprøver, jo bedre bliver han. Jeg serverer en masse ingredienser for dem, og det er op til dem at finde ud af, hvad de vil stille op med dem.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.
Nødvendig for at afspille YouTube videoer