Nydesignere nedbryder normer

Der bliver kredset om kønnet, det uperfekte, samfundet og det æstetiske i Designskolen Koldings afgangsudstilling

Har du endnu ikke set Designskolen Koldings afgangsudstilling? Flere end 35.000 besøgende har hen over sommeren løst billet til Museet på Koldinghus, der aktuelt viser de 52 nyuddannede designeres afgangsprojekter. Her kan du få et kig ind i fremtiden og set tidens tendenser indenfor designfaget. Nogle af de strømninger, som kan spores i de nyuddannede designeres afgangsprojekter, er bæredygtighed, social inklusion, kulturel mangfoldighed, funktionalitet, sanselighed og gender blending.

Kvindelige designere krydser kønnene
Flere af de nyudklækkede modedesignere har givet sig i kast med at udfordre den gængse opfattelse af dame- og herretøj, såkaldt gender blending. De har genbrugt materialer og tilskæringer på tværs af kønsrollernes tilgroede tøjnormer, som er endt ud i en række veldesignede og nytænkende kollektioner.

Blandt andre har Sia Majken Rosenberg i sin kollektion ’The Suit Collection’ forsøgt at rykke grænserne for, hvad der definerer et jakkesæt, hvorigennem hun har skabt en ”kvindelig stemme i et maskulint univers”. Rikke Frausig siger, at hendes kollektion "skal tale til kvindens indre selvbevidsthed og forme et skjold af selvtillid". Det har hun skabt i form af stramme, arkitektoniske silhuetter i en kollektion af high-end beklædning til karrierekvinder.

At skabe det unikke i masseproduktionen
En anden tendens er, at fremtidens design til hjemmet skal være skævt, kreativt og uperfekt. De nyuddannede designere har udformet personlige og uperfekte designs – med en tanke på masseproduktion. Ved valg af materialer og håndtering deraf, har de formået at skabe afvigende og mageløse designs, hvor det er de små variationer i genstanden, der gør den unik imellem alle de andre. I udstillingen kan du se flere forskellige bud på det skæve og anderledes.

Susanne Thygesen Nors har kreeret en helt ny tekstilklassiker, som er skabt på baggrund en snak med en pensioneret urmager og spørgeskemabesvarelser, som er blevet omdannet til computerdesignede vævsprøver. Den italienskfødte industrieldesigner, Alberto Bellamolli, har gentænkt terrazzo ud fra et både æstetisk og anvendelsesmæssigt perspektiv, hvilket har givet et resultat, der har et både pirrende og nyt udtryk. Sisse Falster har i sit samarbejde med Ege Tæpper skabt en kollektion af tæppefliser med inspiration i Marrakesh’s kaotiske, men maleriske gadeliv. Den velkendte pendel har fået et nyt udtryk fra industrieldesigneren Zeyu Rong, som har eksperimenteret med lys og materialer. Han har skabt en lampe, som rummer et væld af overraskelser, alt efter belysning og i hvilken vinkel lampen beskues fra.

Samfundet kan ændres
Flere af dette års afgængere er optaget af social bevidsthed, hvor der i afgangsudstillingen vises bud på, hvordan godt design kan skabe nødvendige sociale forandringer med øget livskvalitet for forskellige grupper i samfundet.

Caroline Tranbjerg har lavet projektet ”Genklang”, hvor man ved hjælp af en serie visuelle hukommelseskort, kan starte en samtale op med dement-ramte. I projektet ”Smag på Gellerup” har Line Lone Kristensen og Sabrina Lund genereret en samlet identitet for et madkooperativ i den omdiskuterede Aarhus-forstad, hvor 80 forskellige madkulturer blandes i et stort køkkeneksperiment for at styrke og skabe dialog samt sammenhold i lokalområdet. Du kan besøge Anne Storgaard Philipps hjemmeside www.relateborderline.dk, der er udviklet til at støtte pårørende til personer med borderlinesyndrom. I udstillingen kan du også se to forskellige projekter, der hver prøver på at skabe forståelse for to udsatte grupper i samfundet. Zine Yolai har fremstillet 10 helt nye ord for at begrebsaflive nogle af de mange fordomme om danskere med anden etnisk baggrund. Margharita Dell’Era har anvendt den nye Bluetooth-baserede Beacon-teknologi til formidling, for at den seende kan fornemme den måde, hvorpå svagtseende sanser deres omgivelser.

Bæredygtig og langtidsholdbar æstetik
En vedholdende tendens er bæredygtighed. Flere designerne har udviklet æstetiske og velproducerede kollektioner med en slags indbygget langtidsholdbarhed, som et direkte modsvar til den køb-og-smid-væk kultur, som ellers har domineret modebranchen de seneste år.

Liselotte Hornstrup har med sin genbrugskollektion givet værdi tilbage til både tøj og de mennesker, som skal bruge det. Hendes designs tager blandt andet udgangspunkt i genbrug af pels fra Kopenhagen Fur. Designeren Julie Als har igennem formgivning og materialevalg skabt en sæsonløs kollektion med høj æstetisk kvalitet, hvor beklædning gøres til det luksusprodukt, det engang var. Den finskfødte designer Jenny Hirvonen har kreeret en kvalitetskollektion med udgangspunkt i den særlige private stemning i dagens første timer. Det er en kollektion i ultra-komfortable klæder, som forbrugeren vil bruge og beholde i mange år. I sit samarbejde med Quilts of Denmark har Ane Katrine Elander lært meget om dun, og om hvordan dun er et bæredygtigt produkt. Det lette materiale har hun omsat til en æstetisk kollektion, der både er ultra-fleksibelt og samtidig også kan give en formmæssig skarphed.

Du kan opleve afgangsudstillingen til og med efterårsferien d. 23. oktober 2016. På udvalgte lørdage viser en af afgængerne rundt i udstillingen. Rundvisningen er gratis, men der skal betales entre til museet.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.
Nødvendig for at afspille YouTube videoer