Rektor skriver: Ånden fra Paris

Elsebeth Gerner Nielsen vil bringe unge talenter sammen i den franske hovedstad

I Paris findes der en realiseret utopi: Cité Internationale, den internationale studenterby, hvor en stor del af verdens lande siden 1925 har opført kollegier, som i dag er hjem for 12.000 studerende fra 140 forskellige lande. Drømmen bag blev født i mellemkrigs­tiden af mennesker, som var fuldt overbevist om, at forudsætningen for fred og solidaritet er, at mennesker mødes og lærer hinanden at kende. Ved at bringe unge talenter fra hele verden sammen skabes et fundament for en fælles fremtid, hvor oplysning og meningsudveksling er de afgørende byggesten. Hvor ungdommens ideer og drømme får fælles vinger til fordel for en forenet verden.Ved at skabe en række personlige netværk på kryds og tværs undermineres de magtkonstellationer, som trækker i retning af krig, handelshindringer og nationalisme. Det er tanken og utopien.

Selv har jeg den fornøjelse at sidde i bestyrelsen for fonden bag Det Danske Studenterhus. I den egenskab havde jeg for nylig lejlighed til at besøge Citéen, hvilket var en kæmpe oplevelse. Fra al den trængsel og alarm, som hører en metropol til, kommer man til en fredelig landsby i det 14. arrondissement, omgivet af en park, fyldt med unge i hede omfavnelser eller ude på dagens løbetur. Husene i den globale landsby er skabt af nogle af verdens førende arkitekter, idet de enkelte lande har haft frie hænder til at bygge deres kollegium, som de vil. Det schweiziske og det brasilianske hus er for eksempel designet af Le Corbusier, som er en af hovedarkitekterne bag det moderne gennembrud, medens det danske hus er skabt af Kaj Gottlob, der også er arkitekten bag en del af Københavns Universitet og for eksempel Knippelsbro. Husene er alle indrettet med design- og kunstværker, som repræsenterer de enkelte landes kunst- og kulturscene. For en dansker er det således som at komme hjem (og mere end det) at træde ind i det danske studenterhus. Fra kælder til kvist kan man opleve noget af det bedste fra vores designtradition.

Man bliver lidt stolt, både af den danske materielle formåen og af ambitionsniveauet, som vore forfædre lagde for dagen ved beslutningen om at bygge det danske studenterhus. I stiftelsesdokumentet fra 1930 med Uddannelsesministeriet og Christian 10. som medstiftere hedder der blandt andet: "Foruden at tjene til opfyldelse af det særlige formål at være hjem for 40 studerende, skal huset være et led i arbejdet for at knytte Danmark og Frankrig nærmere sammen og endvidere bidrage til, at dansk ungdom samles med studerende fra en stor del af den øvrige verden."

Det har danske unge så haft mulighed for i 75 år. For en rimelig husleje er det muligt at bo i byernes by i trygge omgivelser og med mulighed for i bogstavelig forstand at møde hele verden. Dette takket været stor opbakning fra danske fonde og fra kongehuset, i dag med Prinsesse Marie som protektor. Som det nyeste skud på stammen har Sydkorea og Kina nu planer om at bygge et kollegium i Cité Internationale. Samtidig sætter bystyret i Paris ind med en stor bæredygtighedssatsning, så landbyen fremadrettet også bliver et udstillingsvindue i forhold til de klima- og miljøudfordringer, vor generation står med. Det er en lise at sidde på en af de lokale cafeer med en café au lait - med udsigt til den internationale studenterby. Kigge på det mangfoldige liv.

På de unge fra alverdens lande, som tror og praktiserer et liv på tværs af alle grænser. Et liv, som står i skærende kontrast til, hvad der i øvrigt sker i verden lige nu. Fra en Putin, hvorfra man kun kan frygte næste træk. Til en Donald Trump, som måske ikke er interesseret i at bidrage til Nato. Eller i generelt at tage et medansvar for verdens udvikling. For slet ikke at nævne, hvad der sker i Ungarn og Østrig. I Paris er et utopia realiseret. Et velfungerende FN i miniformat. Et alternativ til protektionisme, nationalisme og krig. Det kan man som ung dansk studerende fortsat være en del af.

 

Artiklen har været bragt som klumme i Fyens Stiftidende den 5. oktober 2016