Rektor skriver:
Dansk design efter ny målestok
67 NYE STUDERENDE er netop startet på Designskolen Kolding. Flere bliver det ikke til i år, fordi de kunstneriske designuddannelser er blevet skåret som konsekvens af, at arbejdsløsheden er for høj. Kendsgerningen er, at mange designere har svært ved at få en fast stilling. Løst arbejde, projektansættelser, praktik (uden løn) og frivilligt arbejde dominerer arbejdsmarkedet på dette område, og det resulterer i en dårlig arbejdsløshedsstatistik, selv om designerne reelt arbejder en vis legemsdel ud af bukserne. Det, de - og vi - får, er til gengæld flotte internationale priser og generelt høj prestige omkring dansk design.
For nylig kunne man således læse, at designbranchen vækster som sjældent set. Det afspejles dog kun svagt i beskæftigelsesstatistikken og slet ikke i designernes gennemsnitlige løn. En undersøgelse fra Kraka viser, at kandidater fra kunstneriske uddannelser kun tjener marginalt mere end ufaglærte, når man tager højde for familiens socioøkonomiske forhold, hvorfor man selvfølgelig kan spørge: Er der så grund til at bruge penge på at uddanne nogen til designere?
BRUGER MAN Finansministeriets traditionelle målestok, er svaret nej. Værdien af en uddannelse måles hos finansministeren som kandidaternes gennemsnitlige timeløn. Og timelønnen ses på sin side som et udtryk for den værdi, et menneskes arbejdsindsats tilfører samfundet. Målt på den måde tilfører designkandidater og dermed designuddannelserne ikke samfundet lige så meget værdi som andre uddannelsesgrupper. Det, selv om det modsatte så åbenlyst er tilfældet. Kunne man forestille sig et eksportfremstød, en avis eller et væsentligt nyt dansk produkt, hvor design ikke var en vigtig del? Internationale undersøgelser viser endvidere, at de virksomheder, som bruger design, har væsentlig højere vækst end sammenlignelige virksomheder, som ikke bruger design.
DESIGNERNE ER nogle af frontrunnerne i den nye klasse af mennesker, som er kendetegnet ved, at de må leve uden privilegier som faste arbejdstider, pension og feriepenge. »Prækariatet« kaldte den britiske professor Guy Standing den nye klasse. Han spår, at vi har at gøre med en global udvikling, som er kommet for at blive. Jeg er enig. Tendensen på f. eks. designområdet er således den samme overalt i verden: Målt med velfærdsalen er det trist, at mange mennesker kommer til at leve i stor utryghed. Målt med samfundsøkonomiske alen er prækariatet en billig vej til innovation og vækst.
DET GLOBALE arbejdsmarked ændrer sig i øjeblikket med stor hast. Det kræver nye målestokke og nye værktøjer. Der er bl.a. brug for at finde en ny måde at måle værdien af det arbejde på, som en profession tilfører samfundet. Løn kan ikke længere bruges som eneste målestok. Det kunne f. eks. være en idé at foretage en beregning af - og jeg nævner det, som står mit hjerte nærmeste - designs bidrag til den samlede samfundsøkonomi. En opgørelse, som kunne tjene som afsæt for, hvor mange ressourcer der skal bruges på dette område, herunder forskning og uddannelse. På samme måde kan en uddannelses relevans ikke blot måles på beskæftigelse, hvilket er tilfældet i dag. I stedet kunne man med fordel se på, hvad uddannelsen samlet set betyder for væksten, for brandingen af Danmark etc. Endelig er der åbenlyst behov for, at fagforeninger og A-kasser, ja hele velfærdssystemet, får udviklet et nyt sikkerhedsnet, som også arbejdsmarkedets stigende antal løsarbejdere og frie fugle får gavn af. I de kommende år beskæres de kunstneriske designuddannelser med mange millioner, som følge af at værdien af det, vi laver, opgøres med en målestok, som reelt ikke afspejler den samfundsøkonomiske værdi af design og designere. Det får selvfølgelig store konsekvenser for de i forvejen meget små uddannelsesmiljøer og dermed for dansk design.
DE 67 NYE studerende på Designskolen Kolding har været igennem en hård optagelsesprocedure. For det første skal de helst have en studentereksamen. For det andet gennemgår de en optagelsesprøve, og de, som består den, kommer til et interview med en indlagt personlighedstest. Vi vurderer både talent og vilje. Efter den tur kommer de ind på en krævende uddannelse med en forventning på op til 60-70 timers arbejdsuge. Til gengæld lover vi også, at de kommer ud i den anden ende som dygtige kandidater, der kan skabe stor værdi for samfundet.
Desværre kan vi på ingen måde love dem, at de vil blive anerkendt for det, de bidrager med. Kendsgerningen er, at mange designere har svært ved at få en fast stilling.
Indlægget blev bragt i Dagbladet Politiken lørdag den 8. Oktober 2016.
