Træ, kniv, papir!

En poetisk fascination har pirret industriel designer Li-Yu Lin til at prøve kræfter med papir.

Papir er et både preciøst og praktisk materiale og udgangspunktet for Li-Yu Lins afgangsprojekt, som måske kan inspirere andre.

Hvor kommer din fascination af papir fra?

”Jeg elsker at arbejde med papir som materiale på grund af dets delikate egenskaber; de smukke farver, de fine nuanceforskelle og de teksturer, der er så særlige for papir. Vanligvis ser folk papir som en flade. Så når jeg i mit projekt anvender papir til at skabe små, tredimensionelle skulpturer, overrasker det folk. Papir har et meget sart udtryk, og det kommer yderligere frem, når man arbejder i en lillebitte målestok.”

Du siger om dit projekt, at det lader papiret fortælle historier – men på en anden måde end bøger. Kan du uddybe den idé?

”Papir er billigt, let, tidløst; det kan foldes og skæres og bøjes og drejes og farvelægges… Det kan bruges til nærmest hvad som helst. Men det mest særlige ved papir er, at det altid fortæller noget. Det kommunikerer med os, og vi kommunikerer gennem det. Et stykke papir kan både være et kostbart artefakt, det kan bringe os glade historier eller sprede dårlige nyheder. Papir er altid ved vores side, hvor det hvisker en historie.”

Hvordan har du arbejdet dig frem mod dit endelige produkt?

”Jeg har lavet et nybegynder-kit til folk, som gerne vil prøve at arbejde med papirkunsthåndværk på en nem måde. Når du har været hele kittet igennem, har du lavet en papir-mobile, der viser din helt egen fortælling. Kittet hedder ’Somewhere only we know’, og det består af fire forskellige ’niveauer’, der guider dig gennem processen.

I forarbejdet til projektet var det vigtigt for mig at forstå, hvad der måske var svært for nybegyndere, og hvad der motiverede dem. Derfor holdt jeg i alt fire workshops. Her blev jeg lidt klogere på målgruppen, og jeg involverede dem samtidig i udviklingen af selve kittet.

Jeg brugte også data til at beskrive brugerrejsen, inklusiv de problemer og fejl, følelser og reaktioner, som nybegynderne stødte på og gav udtryk for undervejs. Herpå byggede jeg min teoretiske model. Jeg interviewede også tre professionelle papirkunstnere om deres arbejdsmetoder. Det vigtigste for mig gennem hele arbejdet har været at positionere papir på en ny måde, i vores digitale tidsalder. Det handler ikke blot om glæden ved at skabe, men også om at opfylde et kreativt behov.”

Du har valgt at samarbejde med Flensted Mobiler om projektet?

”Ja, det er pudsigt. For over ti år siden så jeg et lille papirfår i en japansk butik. Det var fra Flensted. Senere så jeg dem også omtalt i et japansk magasin, så jeg troede, det var et japansk produkt. Men da jeg så kom til Danmark fandt jeg ud af, det er en lokal, dansk familievirksomhed. Så det var næsten skæbnebestemt, at vi skulle arbejde sammen.

Jeg besøgte dem i alt tre gange undervejs, og de hjalp mig utroligt godt på vej med al deres viden om valg af det rette papir og de helt elementære teknikker bag mobiler. De forklarede mig for eksempel, hvordan en mobile skal være en perfekt balance mellem fysik og æstetik. De ord var en stor inspiration for mig.”

Du har også studeret papirs rolle i forskellige kulturer?

”Papir har i årtusinder spillet en rolle i alle kulturer. I Indien bruger man papirdekorationen sanjih i forbindelse med religiøse fejringer, hvor man placerer disse på gulvet for at byde de hindiske guder velkommen. I Schweiz bruger man særlige udstansninger på lovdokumenter.

I Kina brænder man helligt papir til begravelser, for at lette den dødes passage til den næste verden; eller vi klipper nytårsønsker ud i rødt papir, som folk placerer i deres vinduer.

Og naturligvis er der også Danmark, hvor H.C. Andersen lavede papirklip til at ledsage sine fortællinger. Alle har på den måde et forhold til papir.”

Så er der en fremtid for papirkunsthåndværk?

”I dag bliver meget papirkunst produceret på maskiner. Og på den måde siver der hele tiden en lille smule håndværk ud af vores liv. Lidt ligesom da fotografiet opstod og dermed fjernede fokus fra tegning. Men så vendte tegne- og maleteknikkerne jo blot tilbage på nye og forandrede måder. På samme vis håber jeg, at mit projekt kan være med til at skabe en ny æra for dette kunsthåndværk.”

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.
Nødvendig for at afspille YouTube videoer