Tryk

På Designskolen Koldings trykværksted arbejder skolens tekstilstuderende eksperimenterende med specialteknikker, indfarvning og trykte tekstiler.

Værkstedet har tilknyttet en værkstedsleder med designfaglig baggrund, som på højt fagligt niveau kan sparre med og supportere de studerende i deres opgaveløsning.

Værkstedet er rigt på udstyr og råder over et materialelager, som formidler tekstiler og farvestoffer med forskellige egenskaber til både ramme og digitaltryk. Derudover råder værkstedet over et stort areal af trykborde, et indfarvnings- og farveblandingslaboratorium, et mørkekammer til seriegrafisk overførsel, en digitalprinter til metervarer samt varmepresse til transfer. Værkstedet disponerer desuden over en laserskærer.

Designskolens trykværksted har i samarbejde med Swarovski etableret et mindre værksted, hvor det er muligt at arbejde med virksomhedens specialprodukter.