Genbrug af arbejdstøj: Fra slid til datastyret bæredygtighed

Bedre tekstiler med længere levetid er målet for nyt tekstilprojekt, Designskolen Kolding er med i. Målet er at bane for øget cirkularitet ved at bruge millioner af produktdata, design og teknologi.

Når en udlejet arbejdsuniform har været i brug, hvad skal der så ske med den? Skal den vaskes og lejes ud igen? Repareres – eller genanvendes til nye tekstilmaterialer? Mulighederne er mange, og uden præcise data kan det være svært at træffe netop dén beslutning, som sikrer tøjet længst mulig levetid. En hovedambition i et nyt projekt, der går under navnet DECOUPLE, er derfor at hjælpe virksomheder til at træffe mere ansvarlige valg med udgangspunkt i egne produktdata.

– Tekstilindustrien står over for en grøn omstilling og skal træffe komplekse valg, der både understøtter bæredygtighed og forretning. I DECOUPLE vil vi hjælpe dem til de bedste databaserede, cirkulære valg. Samtidig arbejder vi helhedsorienteret med løsninger, der forlænger levetiden af tekstiler og fjerner barrierer for closed-loop genanvendelse, fortæller projektleder Julie Stokkebro Schmøkel fra Teknologisk Institut.

Flere miljøvenlige beslutninger
En af deltagerne i projektet er tekstilvirksomheden Elis, der udlejer og vedligeholder tekstiler til private og offentlige arbejdspladser. Virksomheden har detaljerede informationer om 6,4 millioner tekstilprodukter. Dataene skal hjælpe til at navigere i den komplekse håndtering af produkter, så der træffes beslutninger om materialevalg, reparation og genanvendelse, der giver mest mulig værdi økonomisk og miljømæssigt.

– Projektet er superspændende, fordi vi i forvejen ved en masse om vores produkter og deres livscyklus i vaskeprocessen. Disse data skal analyseres, så de i endnu højere grad kan guide os og sikre længst mulig levetid for vores produkter ude hos kunden. Det skal også understøtte os i vores udvikling af produkter med genanvendte materialer sammen med de øvrige partnere i projektet, fortæller Christina Saxkjær fra Elis.

Målet er, at det datadrevne beslutningsgrundlag hos Elis kan inspirere andre virksomheder, også uden for tekstilindustrien, til at bruge deres mange produktdata til at skabe øget bæredygtighed.

Fokus på closed-loop genanvendelse
Det overordnede fokus i DECOUPLE er at få mest mulig værdi ud af tekstilerne økonomisk og miljømæssigt. Partnerne arbejder derfor også på tekniske og designmæssige metoder, der sænker barriererne for genbrug og genanvendelse. Blandt andet udvikles og analyseres der på nye industriprodukter af genanvendte fibre.

– Som tekstilvirksomhed står vi over for lignende dilemmaer, som vi alle gør henne i supermarkedet. Skal man vælge den udenlandske økoagurk, der er transporteret hertil, eller den danske, konventionelle agurk? Vores virksomhed sælger tekstilprodukter, som er designet til lang holdbarhed. Samtidig vil vi gerne bruge genanvendte fibre, men kan de ting gå hånd i hånd, så vi ikke går på kompromis med kvalitet og levetid? Det glæder vi os til at få mere viden om gennem projektet, fortæller Dorthe Hestbjerg Jensen fra ID® Identity.

DECOUOPLE sker med deltagelse af partnere med forskellige roller i tekstilindustrien, herunder ID® Identity, der producerer erhvervsbeklædning, sorteringsvirksomheden NewRetex samt Syddansk Universitet og Designskolen Kolding.
Med de alsidige kompetencer og tilgange skal samarbejdet bane vej for tekstilprodukter med lang levetid, hvor der samtidig er dokumenteret viden om, hvordan tiltagene påvirker både klima, miljø og økonomi.

FAKTA
DECOUPLE (2023-2025) er et TRACE-projekt støttet af Innovationsfonden. Partnerskabet TRACE skal sikre cirkulær økonomi for plastik og tekstil i Danmark frem mod 2050 som et af fire missionsdrevne forsknings- og innovationspartnerskaber.
DECOUPLE er et samarbejde mellem Elis, ID® Identity, Designskolen Kolding, NewRetex, Syddansk Universitet og Teknologisk Institut.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.
Nødvendig for at afspille YouTube videoer