Får 36,5 mio. kroner til at booste design af leg

Ny partnerskabsaftale mellem LEGO Foundation og Designskolen Kolding skal styrke Danmarks særlige position inden for leg, læring og design

Vi ved det godt! Vi skal spise flere af de grove, klimavenlige grøntsager som kål, rodfrugter og bønner. Men i stedet for en løftet pegefinger kan designet af en visuel indkøbsliste monteret ovenpå indkøbskurven måske være med til på en legende måde at lære os at vælge flere grønne og sunde madvarer, viser ’Grovæderne’ - et projekt, udviklet af studerende på Designskolen Koldings internationalt unikke kandidatprogram, Design for Play.
Med en ny femårig partnerskabsaftale mellem LEGO Foundation og Designskolen Kolding vil der blive udviklet flere projekter, som skal styrke Danmarks særlige position inden for leg, læring og design – et partnerskab, som rummer store potentialer, siger rektor for Designskolen Kolding og professor i psykologi, Lene Tanggaard:

”Forestil dig, at fremtidens skoler, undervisningslokaler og læremidler er designet, så de inviterer børn til at lære gennem leg. At fremtidens designere uddannet i Danmark er nogle af verdens bedste til at designe med henblik på leg. At genbrugsstationer er indrettet, så det bliver en leg at være en klimabevidst forbruger. At en modevirksomhed skaber en tøjkollektion skabt med børnene selv som meddesignere. Design for leg rummer mange muligheder for at skabe et samfund, der inviterer til at lege og lære meget mere.”

Leg som motor
Partnerskabsaftalen mellem LEGO Foundation og Designskolen Kolding er på samlet 36,5 mio. kroner. Over de næste fem år skal fondsmidlerne dels styrke Designskolen Koldings særlige kandidatuddannelse Design for Play dels understøtte skolens forskning og uddannelse i design for leg.

”LEGO bygger på danske værdier om, at børn lærer godt ved at lege, udforske og eksperimentere – ja, at de er drevet af det lystbetonede. Legen er også en motor for kreative processer og en integreret del af Designskolens måde at uddanne og forske på. At lade vores studerende, faglærere og forskere arbejde dedikeret for at skabe legende produkter, processer og services til inspiration og nytte for børn og voksne i hele verden vil derfor give en stor værdi”, siger rektor for Designskolen Kolding, Lene Tanggaard, der glæder sig rigtig meget over aftalen.

Forskning i design og leg
Den nye aftale ligger i forlængelse af den partnerskabsaftale, der blev indgået mellem LEGO Foundation og Designskolen Kolding i 2017. Partnerskabsaftalen betyder, at Designskolen Kolding får mulighed for at øge satsningen på uddannelse og forskning i leg og design. Dermed kan skolen de næste fem år kan engagere flere af verdens bedste designere, forskere, institutioner og virksomheder og derved konsolidere sin rolle som et internationalt knudepunkt for leg og design i Syddanmark.
”I LEGO Foundation ser vi denne indsats som et vigtigt bidrag til udviklingen af en fremtid, hvor børn får mulighed for lære gennem leg. Verden er i forandring, og færdigheder som kreativitet, problemløsning og evnen til at lære hele livet igennem er vigtigere end nogensinde før. Der er behov for initiativer, der spreder budskabet om værdien af læring gennem leg på nye, eksemplariske og eksperimenterende måder”, siger Anne-Birgitte Albrectsen, CEO i LEGO Foundation.
Partnerskabet omfatter også et samarbejde med LEGO Koncernen, der bidrager på den måde, at studerende får mulighed for at arbejde på konkrete projekter målrettet børn, ligesom virksomhedens ekspertise inden for legeoplevelser bliver anvendt i uddannelsens indhold.

Baggrund
I 2017 gik LEGO Foundation og Designskolen Kolding sammen om at søsætte verdens første kandidatuddannelse i design og leg. Den daværende partnerskabsaftale gjorde det muligt at etablere en forskningsenhed i leg og design, og i forlængelse heraf blev der ansat en række ph.d.-studerende, lektorer og den anerkendte professor i leg, Helle Marie Skovbjerg. Det har resulteret i en stribe forskningspublikationer med fokus på leg, læring og design. I løbet af de seneste tre år har studerende bestået deres kandidatuddannelse med projekter, der kobler legen med deres grundfaglige kunnen inden for beklædning, accessory, tekstil, kommunikation og industrielt design. Se udvalgte eksempler her 

Om LEGO Foundation
LEGO Foundations mål er at inspirere og udvikle dem, der skal bygge fremtiden – en mission som deles med LEGO Koncernen. LEGO Foundation ønsker at skabe en fremtid, hvor læring gennem leg hjælper børn til at være kreative, engagerede og at kunne lære hele livet igennem. LEGO Foundation arbejde handler om at sætte fokus på legens vigtighed for børns udvikling og gentænke rammerne for læring. I samarbejde med førende eksperter, indflydelsesrige aktører, undervisere og forældre vil LEGO Foundation udstyre, inspirere og aktivere forkæmpere for leg.


Kontakter
Designskolen Kolding
Rektor Lene Tanggaard
M: +45 4078 1200 E: lt@dskd.dk

LEGO Foundation
Kommunikationsmedarbejder Bryony Lester
M: +45 2843 5774 E: Bryony.lester@LEGO.com

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.
Nødvendig for at afspille YouTube videoer