Lights, colours and pictograms will guide you inside Middelfart Hospital
Middelfart Sygehus er blandt de mindste i landet – alligevel kan det være svært at finde rundt. Men det skal blive anderledes, og derfor har sygehusets ledelse bedt Designskolen Kolding se på, hvordan sygehuset kan indrettes, så folk kan finde rigtigt både ind, rundt og ud. Baggrunden er dels, at de, der kommer til sygehuset, ofte vil være i en presset situation.
- De kan have smerter, de kan være angst for en undersøgelse etc., og så skal de ikke oveni haver problemer med at finde rundt, siger overlæge og matrikelansvarlig Bo Lunddal Krogh. En anden vigtig faktor er, at de borgere, der må bede om hjælp til at finde vej, i visse situationer afbryder personalet i behandlingen af andre patienter, og vi ved, at de forstyrrelser kan føre til fejl, siger overlægen.
Arkitekt Anne Corlin og en gruppe designere fra Designskolen Kolding har arbejdet på projektet siden oktober, og de fremlægger på onsdag en lang række konkrete forslag til ændringer. De har primært valgt at arbejde med lys, farver og piktogrammer, ikke mindst fordi det er billigt og effektivt, men også hurtigt at ændre. Og det er et af de vilkår, danske sygehuse arbejder med i dag: Der sker løbende forandringer i behandlingerne, og det kræver, at bygningerne også hurtigt kan ændres og indrettes efter nye krav. Undervejs har Anne Corlin og designerne foretaget en række observationer, de har interviewet medarbejdere og patienter/pårørende, og de har afviklet workshops.
Resultaterne stilles til rådighed for alle
Arbejdets resultater vil blive stillet til rådighed for alle interesserede. Emnet er relevant de fleste hospitaler, ikke mindst på de nye supersygehuse, der bliver kæmpestore. Universitetssygehuset i Aarhus bliver alene på størrelse med Ribe By.
- Vi håber, at den viden, der blev samlet kan gøre det lettere at finde vej, ikke blot hos os, men også alle andre steder, der står med det samme problem som vi, siger Bo Lunddal Krogh.
Blandt anbefalingerne er:
• Sørg for at der er konsekvens og ensretning i navngivningen, så afdelingsnavne og andre navne kaldes det samme i indkaldelsesbrev, på hjemmeside og ude på sygehuset
• Brug almindelig danske betegnelser og ikke ”lægelatin”
• Brug afdelingsfarver og piktogram i indkaldelsesbrev og på hjemmeside, så det er tydeligt både i skrift, farve og billede, hvilken afdelingen den eksterne bruger er indkaldt til
• Udarbejd et kort over hospitalet, som sendes ud med indkaldelsen, hvor vejen er indtegnet og som også kan være på hjemmesiden
• Mange afdelinger hedder noget med ”ryg”. Udtænk en strategi for, hvordan de forskellige afdelinger kan få navne, der adskiller sig mere fra hinanden, og som er lette at forstå for den eksterne bruger
• Kald stueplan for grundplan eller plan 0, som man kender det fra alle andre steder, så 1. sal ikke ligger på 2. etage.
Fremlæggelsen sker i mødelokale Fænø på Middelfart Sygehus.
Kontakt:
Arkitekt Anne Corlin, Designskolen Kolding, tlf. 26193829
Overlæge Bo Lunddal Krogh, tlf. 21486349