–
28 Sep 2025 / The school and employees

Kolding Kommunes Arkitekturpris 2025

Vær med, når priserne overrækkes på Designskolen Kolding
By Siggie Sørine Bolander Jakobsen

På Arkitekturens Dag, mandag den 6. oktober, inviterer Kolding Kommune til åben reception på Designskolen Kolding. Her afsløres årets prisbelønninger for god arkitektur, og Borgernes Favorit kåres.

Designskolen Kolding er nomineret i kategorien Borgernes Favorit, en pris som overrækkes af borgerne i Kolding. Skolen gennemgik for nylig en stor ombygning. Bygningens transparente arkitektur, designet af Cubo Arkitekter, sikrer, at lyset strømmer ind gennem store vinduer og glasvægge, hvilket skaber en åben og inspirerende atmosfære, der understøtter kreativitet og samarbejde på tværs af fagområder. De mange glasvægge gør værkstederne synlige, så det er muligt at følge med i de kreative processer, der foregår på skolen. Den omfattende transformation forener gamle og nye materialer på ét sted.

Ved receptionen mandag den 6. oktober vil arkitekt og rådgiver Louise Grassov præsentere og udfolde Kolding Kommunes nye arkitekturpolitik: Fremtiden er den by, vi bygger sammen. Kommunens nye arkitekturpolitik er blevet til på initiativ af Bæredygtig Vækst. I udviklingen har Kolding Kommunes arkitekturteam arbejdet tæt sammen med stadsarkitekt Michael Pagaard Madsen og tegnestuen Schulze+Grassov.

Receptionen er åben for alle interesserede og finder sted på Designskolen Kolding, Ågade 10, 6000 Kolding, fra kl. 17:30-18:30.