Studiehåndbog

I Studiehåndbogen kan du finde en masse information om at være studerende på Designskolen Kolding. Lige fra fagmøder og fredagsbar til hvad du skal gøre, hvis du vil have orlov fra din uddannelse.

Savner du noget, eller har du kommentarer til indholdet? Vi opdaterer løbende håndbogen, så send gerne en mail til medieværkstedet: Marianne Baggesen Hilger mhi@dskd.dk

Studie håndbog

Filtrér
Alle / A-E / F-J / K-O / P-T / U-Å
A

Adfærdspolitik / Code of Conduct

Designskolen Kolding er en inkluderende og rummelig institution, der er åben for alle uanset køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. På institutionen er der endvidere ytringsfrihed for studerende, såvel som ansatte, under henvisning til straffelovens rammer.
Se mere

Adgang til Designskolen Kolding

Med dit studiekort har du adgang til skolen døgnet rundt.
Receptionens åbningstider er
Mandag-torsdag: 8.30 - 15.00
Fredag: 8.30 - 14.00
Lørdag og søndag lukket
Se mere

Affald

Vi har bæredygtighed i fokus, også når det drejer sig om affald. Derfor sorterer vi løbende vores affald. Som studerende kan du støtte op omkring, at skolens affald bliver genanvendt på den mest miljøvenlige måde ved at benytte de opstillede beholdere i undervisningslokaler, fællesområder og værksteder. Hovedfraktionerne er pap og karton, papir, plast, pant, restaffald og miljøfarligt affald.
Se mere

Alumne

DK Graduate er et netværk for alle med en afsluttet uddannelse på Designskolen Kolding. Her tilbydes bl.a. netværksmøder, relevante nyhedsbrev, nye DSKD-publikationer og indbydelser til spændende foredrag, seminarer m.m.
Se mere

Ansvar for egen læring

På Designskolen Kolding har du ansvar for egen læring. Det vil sige, at du selv sørger for at dukke op til undervisning. Der bliver derfor heller ikke noteret fravær ved mødetid. Du er selv ansvarlig for at sætte dig ind i, hvad der kræves af kurserne. Læringskrav fremgår af kursusbeskrivelsen.
Se mere

Arbejdsstation

Se studieplads.

Arrangementer på DSKD

Se fester og events
Se mere

AV-udstyr

Du har mulighed for at låne AV-udstyr i forbindelse med projekter, blandt andet kamera til foto og video, Go-Pro, mikrofoner, høretelefoner, kabler, tripods til kamera og iPhone, Zoom-device til at optage lyd, lysudstyr til video, iPads.
Husk dit studiekort med studienummer.
Se mere
B

Bar

Se fredagsbar.

Barsel

Hvis du skal på barsel i løbet af din uddannelse, skal du søge orlov. Orlov skal bevilliges, når det er begrundet i barsel eller adoption. Hvis du er godkendt til SU, kan du søge om ekstra SU-klip i forbindelse med din barsel.
Se mere

Beredskab

Vi har en beredskabsprocedure, der beskriver, hvordan du som studerende forholder dig i tilfælde af brand, trusler eller andre alvorlige situationer.
Se mere

Bestyrelse

I skolens bestyrelse sidder to repræsentanter fra De Studerendes Råd. Skolen hører under Forsknings- og Uddannelsesministeriet og er en selvejende institution med egen bestyrelse og et repræsentantskab bestående af en række designere og erhvervsfolk. Skolen ledes af rektor, der ansættes af og refererer til skolens Bestyrelse, der har det overordnede ansvar for skolens virksomhed.
Se mere

Biblioteket

Designskolen Koldings bibliotek er et uddannelsesbibliotek for skolens studerende og ansatte. Fokus er på design, kunsthåndværk, grafisk design, mode, tekstil og designmetoder. Biblioteket rummer ca. 20.000 bøger og abonnerer på ca. 30 tidsskrifter.

Se mere

Brugernavn

Ved studiestart får du udleveret et brugernavn og en adgangskode. Det skal bruges til at tilgå skolens computere, WiFi og printere. Det er dit brugernavn, du logger ind med overalt og ikke din mailadresse.
Se mere

Business lunch

Business Lunch er et arrangement, hvor virksomheder kan møde engagerede studerende, der ønsker at samarbejde med erhvervslivet i enten praktik, studiejob, projekt eller job. Det er et samarbejde mellem Business Kolding, SDU Kolding, IBA og DSKD.

Butikker

Papersign, DK: Works, og butikken for materialesalg.
Se mere
C

Cykel

Skolen råder over en skolecykel, som du kan låne én dag ad gangen.
Se mere
D

Databaser

Via DSKD bibliotek har du adgang til en lang række databaser og online-ressourcer, der kan hjælpe dig, når du skal finde relevant information til dit studie.
Se mere

De Studerendes Råd

De Studerendes Råd (DSR) er Designskolen Kolding elevråd.
Rådet består af studerende, der varetager de studerendes interesser. DSR består af ca. 25 aktive studerende som er elevernes stemme på skolen.
Se mere

Dispensation

Hvis du ikke har en adgangsgivende eksamen, kan du søge om dispensation til at følge optagelsesforløbet. Det betyder, at du udover den almindelige KOT-ansøgning, skal dokumentere og reflektere over dine designprojekter.
Se mere

DK: WORKS

I DK: WORKS sælger nuværende og tidligere studerende deres designs. Butikken holder åbent for alle.
Hverdage: 8.30 - 15.00
Fredag: 8.30 - 14.30
Lørdag og søndag lukket

DSR

Se De Studerendes Råd
E

ECTS

ECTS står for European Credit Transfer System og benyttes til meritoverførsel for videregående uddannelser i udlandet eller i Danmark. Du får tildelt ECTS point for gennemførte kurser og beståede eksamener.
Se mere

Efter- og videreuddannelse

Efter- og videreuddannelse på Designskolen Kolding er for dig, der har behov for at dygtiggøre dig inden for design og designmetoder i bred forstand, og for virksomheder, der har behov for at skabe innovation og nyt forretningspotentiale gennem designtænkning og strategiske designprocesser.
Se mere

Eksamen

Mundtlige prøver er som udgangspunkt offentlige. Eksamen vil blive afholdt af en eksaminator og en intern eller ekstern censor, som også står for voteringen. Voteringen er lukket og skal foregå straks efter afsluttet prøve. Du vil herefter få oplyst din karakter i enerum.
Se mere

Eksamenslokaler

Her finder du information om eksamenslokaler: adgang, brug og gode tips.
Se mere

Evaluering

Feedback fra studerende er helt afgørende for, at vi kan udvikle kvaliteten af vores uddannelser. Derfor foretager vi løbende evalueringer.
Se mere
F

Fagmøde

En gang om måneden mødes fagretningerne på tværs af årgangene for at stille hinanden spørgsmål og diskutere undervisningen og dagligdagen på skolen. Her kan du på samme tid fortroligt henvende dig til din fagleder med eventuelle indvendinger, eller hvis der er noget, du undrer dig over.
Se mere

Fester og events

Se Fredagsbar
Se mere

Find vej

Du finder Designskolen Kolding på Ågade 10, 6000 Kolding. Skolen ligger i 8 minutters gåafstand fra togstationen.
Se mere

Fredagsbar

Fredagsbaren står for de sociale arrangementer på skolen. Der holdes fester, brætspilsaftener, hyggelige sammenkomster, juletraditioner og meget mere. Fredagsbaren har en bestyrelse sammensat af studerende fra de forskellige årgange.

Frivillighed

Se Studentermedhjælp
G

Genskabe

Lige inden for døren i skolens kælder står nogle skabe, som vi kalder 'genskabe'. Her kan du aflevere ting og materialer, som du ikke længere bruger og måske selv være heldig at gøre et kup.
Se mere

Gravid

Se Barsel

Gruppe- og projektarbejde

På Bacheloruddannelsen kan man kun gå til gruppeprøve ved afgangsprojektet samt ved den skriftlige opgave i det tværgående modul på 3. semester. Her må man være op til tre studerende. På kandidatuddannelsen er der mulighed for at arbejde i grupper á op til fire studerende i alle prøver (undtaget prøver, der bestås ved undervisningsdeltagelse).
Se mere

Grønne initiativer

Vi har fokus på miljøtiltag og grønne initiativer og bestræber os på at være både energibevidste og have et godt arbejdsmiljø. Som studerende kan du støtte op om initiativerne ved blandt andet at huske at slukke lyset, når du forlader din arbejdsplads, sortere dit affald ved at benytte de opstillede beholdere og ikke smide cigaretskodder på jorden. Har du forslag til miljømæssige tiltag, er du velkommen til at kontakte skolen.
Se mere
H

Hittegods

Hittegods/glemte sager kan du aflevere eller være heldig at genfinde i skolens reception.
Se mere

Hjertestarter

Du finder en hjertestarter ved skolens hovedindgang - lige over for receptionen i stueetagen.

Housing

En fordel ved at være studerende i Kolding er, at det er nemt at finde et sted at bo.
Se mere

Husregler

Du skal ryde op efter dig selv, alt service fra køkkenet skal leveres tilbage til køkkenet.
Se mere
I

Informationssikkerhed og privatlivspolitik

Informationssikkerheden på Designskolen Kolding er styret af klare retningslinjer og regler samt en tydelig ansvarsfordeling. Designskolen Kolding indsamler oplysninger om dig i forbindelse med besøg på vores hjemmesider, ved brug af nyhedsbrev, ved tilmelding til vores konferencer, og når du benytter dig af vores tjenester.
Se mere

International

Vi har på Designskolen Kolding indgået internationale samarbejder. Det betyder, at du kan komme på udveksling for at specialisere dig inden for dine interesseområder. Det betyder også, at vi får udvekslingsstuderende på vores skole. Desuden har vi en stor del internationale kandidatstuderende. Se Udveksling. Se outpost. Se praktik.
Se mere

Introfest

Der afholdes fester løbende igennem skoleåret. Det er Fredagsbaren, som står for at arrangere festerne.
Se mere

Intromesse

Ved studiestart hvert år afholder vi en intromesse.
Her hører du mere om skolen og de tilbud, vi har at byde på, og møder en række nøglepersoner.
Se mere

IT

Her finder du quick links til et udvalg af de systemer, som er mest relevante for dig. Du finder yderligere information om IT til uddannelsesbrug på ItsLearning-platformen, som er skolens online-læringsstyresystem.
Se mere

ItsLearning

ItsLearning er Designskolen Koldings virtuelle klasselokale. Der er ét klasselokale pr. kursus, og du er tilknyttet alle relevante rum.

Her finder du:
undervisningsmateriale
rum til aflevering af opgaver, kontrakter m.m.
meddelelser fra din underviser
formelle dokumenter som f.eks. kursusbeskrivelse og kursusbrief

ItsLearning er desuden en fælles platform, når du søger svar på grundlæggende og praktiske spørgsmål om din uddannelse.
Se mere

Iværksætteri

Designskolen Kolding har en aftale med Pakhuset Kolding/Business Kolding, om at designstuderende må bruge faciliteter og rådgivning i forhold til iværksætteri. Hvis du kunne tænke dig at vide mere om det, så kontakt Pakhuset.
Se mere
J

Julebazar

Et par hyggelige og traditionsrige dage på skolen hvor nuværende og tidligere studerende sælger deres egne unikke designs. Kantinen sælger hjemmelavet juleknas, gløgg, sandwich og kager.
Se mere
K

Kantine

Kantinen er skolens samlingssted og tilbyder friske og sunde retter. Maden er så vidt muligt økologisk og lavet fra bunden. Den daglige frokostbuffet indeholder salater og forskellige slags dip, dressinger og varme middagsretter - altid med en vegetarisk variant. Derudover tilbyder kantinen friskbagt brød og kage hver dag.
Se mere

Klager

Klager over bedømmelser
Se mere

Konkurrencer

Som designstuderende er det oplagt at deltage i danske og internationale konkurrencer. Det bakker skolen op om, og du kan altid få hjælp og vejledning fra undervisere og andre ansatte. Skolen forsøger så vidt muligt at formidle aktuelle konkurrencer.

Kursusbeskrivelse

I kursusbeskrivelserne kan du læse om kurserne: formål, læringsmål og eksamensformaliteter.
Se mere

Kursusbrief

I kursusbriefet folder underviserne kurset ud. Briefet beskriver, hvordan du som studerende skal opnå læringsmålene. Her kan du læse om kursusindholdet, litteraturlisten, afleveringer samt se forventet skemaet. Du har dog altid selv ansvar for at holde dig opdateret om skemaændringer. Du kan forvente, at kursusbriefet er uploadet i kursusrummet på ItsLearning, senest 14 dage inden kurset starter. Hvis dette ikke er tilfældet kontakt da studieadministrationen.
L

Laboratorier

Videnskabelig forskning og kunstnerisk udviklingsvirksomhed samles i skolens tre laboratorier: Bæredygtighed og Design, Socialt Design samt Leg og Design; områder, som repræsenterer skolens strategiske satsninger.
Se mere

Legatsøgning

For generel legatsøgning kan du besøge legathåndbogen.dk.
Du kan også søge DSR til studieture og Kolding Kommune, Fællesfonden til fordel for beskæftigede i håndværksfagene i Kolding.
Se mere

Login

Se Brugernavn

Lokaler

Har du brug for et ekstra lokale til fx et møde, kan du henvende dig i receptionen. Vi har et begrænset antal mødelokaler, så vi vil ikke altid kunne opfylde dine ønsker.
Se mere

Love og bekendtgørelser

På følgende link finder du gældende regler og bekendtgørelser, der omfatter designuddannelserne ved Designskolen Kolding, herunder studieordninger og fagbeskrivelser.
Se mere

Læringsplatform

Se ItsLearning

Læsestrategier

Det kan være tidskrævende at studere på en videregående uddannelse. Fx kan læsemængden til tider virke skræmmende og uoverkommelig, især hvis man ikke er den hurtigste læser. Hvis du føler, at du kommer bagud med læsningen, så handler det ofte om, at du måske ikke læser på den mest hensigtsmæssige måde.
Se mere
M

Magasiner

Se Biblioteket
Se mere

Mail

Som studerende får du en Office365-mail. Denne dskd-mail er en af dine primære kilder til information fra skolen. Sørg derfor for jævnligt at tjekke den. Se Office365
Se mere

Materialegebyr

Som studerende betaler man for fælles materialer. Beløbet, der opkræves kort tid efter studiestart, er ca. 3.000 kr. for bacheloruddannelsens seks semestre og ca. 2.000 kr. for kandidatuddannelsens fire semester. Beløbet kan kun refunderes ved udmeldelse. Et påbegyndt semester kan ikke refunderes.
Se mere

Materialesalg (Mode og tekstil)

På 3. sal ligger butikken for materialesalg. Her kan du forsyne dig med garn, tekstiler og øvrigt tilbehør. Butikken er forbeholdt skolens studerende og ansatte.

Åbningstider:
Mandag-tirsdag 15.00-17.00
Onsdag lukket
Torsdag-Fredag: 15.00-17.00

Merit

Startmerit: Du skal søge merit, når du er optaget på uddannelsen, hvis du har anden relevant designfaglig studieaktivitet på samme uddannelsesniveau bag dig (< 5 år).
Se mere

Miljøbevidst

Se grønne initiativer
N

Notatteknik

En vigtig del af dét at studere er at være i stand til huske, gengive og reflektere over undervisningen. De fleste af os glemmer hurtigt, hvad vi hører i undervisningen eller læser i en bog, så derfor er det vigtigt, at du har en metode til at notere og bearbejde al den viden du modtager på dit studie.
Se mere
O

Office365

Office365 er skolens mailsystem og er levereret af Microsoft, som tilbyder webmail og en Office Pakke, så længe du er studerende på Designskolen Kolding. Efter endt studie slettes kontoen efter 2 måneder.
Se mere

Oprydning

Vi skal hver især rydde op efter os selv. Det gælder både i undervisningslokaler, kontorer og fællesområder, uanset hvor vi færdes. Vis hensyn til andre brugere ved at efterlade området, som du selv ønsker at finde det – det vil sige, at inventar stilles på plads igen efter brug, og affald med mere er fjernet. Det er ikke tilladt at stille ting i fællesområder.
Se mere

Opslagstavler

Har du brug for ekstra opslagstavler, henvender du dig til pedellen.
Se mere

Opsætning af materialer

Det er næsten altid muligt at lave en udstilling. Desuden er der opslagstavler rundt omkring på skolen, hvor man er velkommen til at lave opslag.
Se mere

Orlov

Du kan som studerende søge om orlov i op til ét år. Du kan ikke søge orlov med tilbagevirkende kraft. Orlov skal bevilges, hvis det er begrundet i barsel, adoption, aftjening af værnepligt eller FN-tjeneste.
Se mere

Outpost

Designskolen Kolding har et vidtforgrenet internationalt samarbejde med udenlandske universiteter og designinstitutioner, hvor du kan komme på udveksling eller hvor enkelte kurser kan foregå.
Der er bl.a. etableret to outposts på udenlandske universiteter.
Se mere
P

Pakhuset

Pakhuset er kontorfællesskab under Business Kolding. Her har du mulighed for at deltage i forløb, der er med til at udvikle kompetencer inden for iværksætteri.
Se mere

Papersign

Hos Papersign kan du forsyne dig med materialer i alle afskygninger. Her kan du købe papir, karton, tegneredskaber, æsker, pensler, farver og meget, meget mere. Butikken holder åbent for alle - så kig endelig forbi.

Mandag: 9.30 - 15.30
Tirsdag: 9.30 - 15.30
Onsdag: 9.30 - 15.30
Torsdag: 9.30 - 16.30
Fredag: 9.30 - 14.30

Parkering

Skolen råder over en række gratis parkeringspladser langs med skolen. Der er ofte mangel på parkeringspladser på campus-området, så der opfordres til, at så mange som muligt bruger offentlig trafik.

Ph.d.

Ph.d.-programmet er en international anerkendt forskeruddannelse og en uafhængig overbygning til kandidatuddannelsen. Uddannelsen kvalificerer den studerende til at varetage forsknings-, udviklings og undervisningsopgaver på internationalt niveau i både den private og offentlige sektor.
Se mere

Portfolio

En portfolio er en mappe med visuelle eksempler på arbejde og projekter, du har lavet. I forbindelse med optagelse til Designskolen Kolding skal den afspejle dit talent forstået som potentiale, passion og vilje.
Se mere

Post

Som studerende er det muligt at modtage studierelateret post på skolen. Hvis du har behov for at få din post adresseret til skolen, skal du aftale det med receptionen. Vær opmærksom på, at post til frankering udelukkende er forbeholdt skolens medarbejdere.
Se mere

Praktik

Designuddannelsen har fokus på forretnings- og organisationsforståelse og praktiske design kompetencer i forhold til din fremtidige karriere på arbejdsmarkedet. Derfor er et praktikophold en obligatorisk del af studiet på Designskolen Kolding. Praktikmodulet ligger på bachelorstudiet i det 5. semester. Praktikopholdet er fuldtidsbeskæftigelse, hvor du indgår i virksomhedens daglige opgaver og praksisser. Praktikken kan foregå både i Danmark og i udlandet.

Printing

Printerne finder du på 2. sal. Der er laserprintere og en plotter til storformat. Kontakt Alain Monteiro for assistance til storformat-print. Foretrukken filtype: pdf og tiff.
Du betaler for print via din konto på www.papercut.dskd.dk, hvor du kan indbetale direkte eller via receptionen.
Se mere
R

Receptionen

Receptionens åbningstider er
Mandag-torsdag: 8.30 - 15.00
Fredag: 8.30 - 14.00
Lørdag og søndag lukket
Se mere

Rektorat

Designskolen Koldings ledelse varetages af rektor i samarbejde med skolens rektorat, der udover rektor består af prorektoren, administrationschefen, uddannelseschefen, forskningschefen og kommunikationschefen.

Rengøring

Du skal ryde op og gøre rent ved din egen studieplads, ligesom du altid skal rydde op efter dig selv, når du har arbejdet i et af værkstedederne. Vi har ansat et eksternt rengøringsbureau til at stå for rengøringen på skolen. De rydder ikke op, så derfor er det vores allesammens ansvar, at der er ryddeligt, rart og sikket.
Se mere

Rus

Som ny studerende bliver du af skolen og tutorerne inviteret på en rustur for at lære dine nye klassekammerater bedre at kende. Det foregår typisk i en hytte, som skolen lejer, hvor tutorerne (elever fra 2. årgang) sørger for et underholdende program. Programmet består blandt andet af lege (for at lære hinanden at kende), fester og et besøg fra Mette Thrane Frandsen og Lone Dalsgaard.
Se mere

Rygning

Fra skoleåret 2021 er det ikke længere tilladt at ryge på nogen af skolerne i Kolding Kommune. Der vil blive tilbudt rygestop-kurser til de, som ønsker det.

Råd og nævn

Se De Studerenes Råd og Studienævn
S

Sikkerhed

Se Beredskab

Skabe

Alle studerende har mulighed for at få tildelt et skab. Når du skal have et skab, henvender du dig til pedellen, som udleverer nøgler til skabene. Det koster 100 kr. i depositum, og pengene får du igen, når du afleverer nøglen.
Se mere

Skema

Skemaet kan ses på TimeEdit. Du skal løbende tjekke dit skema for rettelser. Hvis der opstår tvivl eller spørgsmål, kan du altid kontakte studieadministrationen.
Se mere

Skiltning

Se wayfinding

Skrald

Se affald

Sociale medier

Skolen er til stede på en række sociale medier: Facebook, Instagram, Linkedin, Twitter, Vimeo, YouTube, Pinterest. Vi håber, du har lyst til at følge os og dele indhold.
Se mere

SPS (Specialpædagogisk støtte)

SPS (Specialpædagogisk støtte) er en ordning, der skal sikre, at alle studerende kan tage en uddannelse på lige vilkår. Støtten er tilknyttet den studerendes studie. Der er forskellige former for støtte afhængig af funktionsnedsættelsen.
Se mere

Studenterambassadør

Har du spørgsmål til det at være international studerende på Designskolen Kolding, så er der god hjælp at hente hos vores studenterambassadører. For eksempel hjælper de gerne med praktisk information om ansøgningsprocessen og svarer på spørgsmål om studielivet i Danmark.
Se mere

Studenterdemokrati

Se De Studerendes Råd og Studienævn

Studentermedhjælp

På Designskolen bruger vi løbende studentermedhjælpere og frivillige. Det kan bla. være til events, som blomstervander, køkkenhjælp, opstilling af udstillinger, kommunikationsmedhjælper, superbruger (super user) af vores maskiner. Se opslag eller ræk ud til medarbejdere hvis du ønsker arbejde.
Se mere

Studieaktivitet

At være studieaktiv betyder, at du skal deltage aktivt i undervisningen, aflevere dine opgaver til tiden og gå til eksamen. Udover at du derved vil få et godt uddannelsesforløb og en god eksamen, så er det også et konkret krav, at du skal bestå et vist antal ECTS pr. studieår.
Se mere

Studieby Kolding

Mange vælger Kolding som deres studieby, og der er mange uddannelser at vælge imellem. Det er relativt let at få tag over hovedet, idet byen råder over ca. 800 ungdomsboliger, som er placeret centralt i forhold til uddannelsesinstitutionerne, og så er der en masse kulturtilbud og et aktivt studiemiljø.
Se mere

Studiejob

Du kan have et studiejob ved siden af dine studier. Det er som regel et job, der har relevans for dit fagområde og er en god måde at få relevant erhvervserfaring og evt. en fod inden for erhvervslivets døre. Du skal være opmærksom på, at modtager du SU samtidig, er der et loft for, hvor meget du må tjene ved siden af, inden det modregnes SU’en.

Studiekort

Når du starter på skolen, får du et studiekort. Det skal du passe godt på. Det giver dig adgang til skolen, adgang til at låne udstyr og materialer, adgang til visse maskiner herunder kopimaskiner og desuden gratis adgang eller rabat til udvalgte museer m.v.

Studieliv

Et godt studieliv og studiemiljø er noget, vi skaber sammen. Både skolen og de studerende selv afholder en lang række sociale og faglige events og fester, som du kan bakke op om. Du kan også vælge at engagere dig i skolens råd og nævn. I det daglige betyder det noget at være en god kammerat for dine medstuderende og yde en indsats i undervisningen. Se De Studerendes Råd og Studienævn.

Studiementor

Se SPS (specialpædagogisk støtte)

Studiemiljø

Se studieliv

Studienævn

Designskolen Koldings Studienævn er det organ, der sammen med uddannelseschefen og studieadministrationen drøfter og aftaler de formelle rammer for uddannelsernes indhold, planlægning og gennemførelse. Det er Studienævnet, der fører tilsyn med undervisningens faglige niveau og bidrager til at kvalitetssikre og kvalitetsudvikle uddannelserne og undervisningen.
Se mere

Studieordning

Som studerende på DSKD, er du indskrevet på en studieordning. Denne studieordning indeholder beskrivelser af, hvad du skal lære og hvordan. Den beskriver de regler, der er gældende for den uddannelse, du er indskrevet på. Du er selv ansvarlig for at holde dig orienteret om, hvilke regler, der er gældende.
Se mere

Studieplads

Alle studerende har egen studieplads med mulighed for fordybelse. Hold orden og vis hensyn.

Studieteknik

Vi har brug for forskellige rammer og teknikker, når vi skal lære eller arbejde. Nogle skal have ro, andre lytter til musik Find frem til det, der fastholder din koncentration og indret dig efter det.
Se mere

Studietilfredshed

Hvert år deltager alle studerende - både fuld- og deltidsstuderende - i en spørgeskemaundersøgelse. Undersøgelsen sætter fokus på både det faglige og det sociale miljø på uddannelsen, samt din generelle oplevelse af, hvordan uddannelsen fungerer.
Spørgeskemaundersøgelsen bliver sendt til din dskd-mail.
Se mere

Studievejledning

Hvis du har spørgsmål til regler og rammer omkring dit studie, skal have lagt en studieplan, er i tvivl om studievalg eller trives dårligt, kan du kontakte studieadministrationens studievejleder. Ved faglige spørgsmål kan du kontakte den studieretningsansvarlige på din studieretning. Ved tvivl om spørgsmålet er fagligt eller af anden karakter, hjælper studieadministrationens studievejleder gerne med en afklaring.
Se mere

SU

I Danmark er der mulighed for at få SU (Statens Uddannelsesstøtte). For at kunne blive godkendt til at modtage SU, skal du opfylde visse betingelser. Du skal være dansk statsborger (eller kunne ligestilles med danske statsborgere), være studieaktiv, være fyldt 18 år, ikke tjene for meget, ikke modtage anden offentlig ydelse. SU på en videregående uddannelse er delt op i et klippekort på 70 SU-klip. Du kan søge om ekstra klip under særlige omstændigheder.
Se mere

Sygdom

Hvis du skulle blive længerevarende syg, skal du melde det til studieadministrationen. Herefter skal du sende en lægeerklæring (udgifter i denne forbindelse afholdes af dig). Når du er ved at være klar til at vende retur til studiet, vil der blive lagt en plan, så man sikrer bedst mulig tilbagevendelse.
Se mere
T

Trådløst netværk

Se Wifi

Tutor

På kandidatuddannelsen er der tilknyttet en række tutorer, som har fokus på at hjælpe med at skabe trivsel og et godt studiemiljø på de tre studieretninger.
Se mere
U

Udearealer

Du kan nyde din frokost eller bare hygge dig ved åen, som ligger 75 meter fra skolen.

Udlandsophold

Se udveksling. Se outpost. Se praktik.

Udveksling

På bacheloruddannelsen er det muligt at tage på udvekslingsophold i ét semester. Det kan være hos en dansk eller udenlandsk uddannelsesinstitution. Udveksling er mulig på uddannelsens 4. semester og udløser 30 ECTS point. For at kunne tage på udveksling, kræver det, at du har bestået alle 1. års kurser.
Se mere

Undervisningsevaluering

Se evaluering

Undervisningsformer

Undervisningen består af en blanding af forelæsninger, workshops, individuelle og gruppebaserede projektarbejder og seminarer.
V

Varelevering

Har du brug for at få leveret varer, skal du sørge for, at dine varer er tydeligt mærket med dit navn. Når varerne ankommer, får du besked via mail fra receptionen.

Varevogn

Det er ikke muligt at låne skolens varevogn. Har du behov for at få afhentet varer, kan du henvende dig til pedellen.
Se mere

Videreuddannelse

Se Efter- og videreuddannelse

Værksteder

Designskolen Kolding vægter praksis højt og prioriterer gode værkstedforhold, hvor du som studerende kan arbejde med materialet 1:1. Det er i værkstederne, at du eksperimenterer med faget og udvikler dine arbejdsmetoder. Og her at akademisk metode og praksisbaseret forskning mødes.
Se mere
W

Wayfinding

I trappeopgangene finder du oversigter over lokalerne på skolen.
Se mere

Whistleblowerordning

På Designskolen Kolding ønsker vi en åben kultur, hvor alle har mulighed for at stå frem, hvis de har mistanke om uregelmæssigheder, ulovligheder eller forhold vedrørende diskrimination, vold eller chikane på skolen. Whistleblowerordningen giver studerende og medarbejdere mulighed for anonymt at lave en indberetning, hvis de oplever forhold, som de anser for kritisable.
Se mere

Wifi

For at tilgå skolens WiFi som studerende, skal du bruge det login, du har fået udleveret ved studiestart. Har du problemer eller mangler login, kan du kontakte IT-afdelingen på skolen. Som gæst på skolen kan du finde gæste-login ved receptionen.
Se mere
Å

Åbent hus

Til Åbent Hus kan interesserede prøve at arbejde i åbne værksteder. De kan få en rundvisning af skolens studerende og en snak med underviserne. Og så kan de få tips til ansøgning, optagelsesprøve og portfolio.
Se mere

Åbningstider

Skolen er åben for studerende døgnet rundt. Se receptionen for skolens officielle åbningstider.
Se mere

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.
Nødvendig for at afspille YouTube videoer