Jordnært’, urne i mycelium

Afgangsprojekt: ’Jordnært’, urne i mycelium Industrielt design, Bachelor 3. år, 2022
Baggrund

I deres afsluttende bachelorprojekt løser de studerende et designfagligt problem i samarbejde med en samarbejdspartner ved at anvende den designteori, de metoder og færdigheder, som de har erhvervet sig gennem deres 3-årige uddannelse.

Søren Overgaard har skabt en urne, der er organisk både i formsprog og produktion. Urnen består af mycelium, som er svamperodnet. Myceliet gror i hampefibre i en form og udskiller en slags lim, kaldet kitin, som binder fibrene sammen. Når materialet tørrer, bliver urnen helt solid. Efter begravelsen optager urnen fugt fra jorden og bliver hurtigt nedbrudt af naturlige processer.   

I dag producerer og sælger Søren Overgaard urner af mycelium og hamp fra sin virksomhed Jordnært.