Caroline Weber har kombineret en merkantil baggrund med en designuddannelse i Kolding, og er i dag ansat ved tekstilgiganten Zara i Düsseldorf.
Destination: Design
Du har måske mødt Caroline Weber. Du ved det bare ikke. Måske har du ikke mødt hende personligt, men hvis du har været i en Zara-butik, har du måske mødt hendes designfaglige evner. Du finder hendes arbejde i nogle af butikkerne i alt fra lyssætning og farvepalet til den måde, tøjet er sat sammen på, så det fanger dit blik.
Caroline Weber blev færdig fra Designskolen Kolding i sommeren 2025 som kommunikations-designer. På et halvt år har hun fundet vej til Zara i Düsseldorf, hvor hun arbejder som Visual Commercial Merchandiser. Den vej havde hun ikke selv set komme.
Vejen til Designskolen Kolding har taget nogle sving undervejs. Efter en afsluttet HHX begyndte Caroline på jura, men noget i hende ville gerne finde en anden måde at skabe en karriere med retning, struktur og interaktion med mennesker. Der var en kreativ side, der fyldte stadig mere, uden at hun rigtigt havde ord for, hvor den hørte til. Men det var vigtigt nok til at stoppe op.
“Jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle noget mere klassisk merkantilt, fordi det var den verden, jeg kom fra. Men under jurastudiet kunne jeg godt mærke, at det kreative fyldte, uden at jeg rigtig havde et sted at putte det hen,” fortæller hun.
Et sted midt imellem
Efter jura tog hun et år på kunstskole for at se, om der var fodfæste. Det var en afsøgende fase, hvor hun prøvede at forstå, hvad hun egentlig skulle med sig selv. Et sted undervejs gik det op for hende, at hendes blik for retning, mening og mennesker godt kunne passe sammen med det mere sanselige og visuelle.
“Jeg tror, det gik op for mig lidt efter lidt, at jeg ikke behøvede at vælge mellem det strategiske, det kommercielle og det kreative. Jeg havde længe haft følelsen af, at der var flere sider af mig, som ikke rigtig passede sammen noget sted, men da jeg så mig om og undersøgte Designskolen Kolding begyndte det at falde på plads. Det blev tydeligere for mig, at jeg godt kunne tage det merkantile ind i noget, der også var sanseligt, visuelt og mere åbent,” siger hun.
Det kedelige guld
På Designskolen Kolding begyndte den erkendelse at få form. Et af de konkrete øjeblikke kom på Kolding Station, som Caroline stadig husker som vigtigt for sin karrierevej.
Togstationen lå der, som togstationer gør. En lidt usynlig ramme for ankomster og afgange. Med kaffe i papkrus, trætte blikke på telefonen og mennesker på vej til alle andre steder end der. Et af de rum, man sjældent giver mere opmærksomhed, end det kræver at være sikker på at komme med det rigtige tog. Men Caroline fandt, som hun selv siger det, guldkorn i noget af det mest kedelige, mens hun arbejdede med en skoleopgave.
“Jeg kan huske, at jeg talte med mennesker fra hele verden, og det gjorde virkelig indtryk på mig. For det var jo ’bare’ en togstation, et sted de fleste skynder sig igennem, men pludselig begyndte jeg at se noget andet i det. Der var historier, stemninger og forbindelser, som jeg ikke havde fået øje på før. Mennesker med fortællinger om at skulle med toget for at møde børnebørn eller at være på vej på en eventyrlig rejse. Togstationen blev til et transformativt sted for dem. Det tror jeg egentlig var første gang, det for alvor gik op for mig, at selv et sted, man umiddelbart tænker som anonymt, kan åbne sig, hvis man ser ordentligt efter.”
Hvide prikker
Noget andet fulgte også med årene i Kolding. Designfagligheden gav hende en ny opmærksomhed på det, der endnu stod åbent. De steder, som ingen rigtig havde taget hånd om. De sammenhænge, der endnu manglede form. På sin vis en fortsættelse af indsigten fra togstationen.
“Det lyder måske lidt stort, men designfagligheden rykkede grundlæggende ved min måde at opfatte omverden på. Jeg begyndte at få øje på det, jeg kalder for de hvide prikker. De steder, der endnu ikke har fået form. De sammenhænge, som ingen rigtig har fået øje på. Dér oplevede jeg, at designeren kan noget særligt, fordi man går hen imod det, som stadig står åbent, og prøver at forstå, hvad der mangler, og hvad der kan opstå. Det gav mig en følelse af, at faget rakte længere, end jeg først havde troet. Designere er måske ikke de mest synlige i mange sammenhænge og merkantile værdikæder, men vi spiller en vigtig rolle i mange ting,” husker Caroline.
Undervejs mødte hun også undervisere, som gav hende den særlige erfaring, at nogen kan få øje på noget i én, før man selv helt har lært at stole på det. Udenlandske gæstelærere, forløb og møder med mennesker ude fra ’virkeligheden’ blev en del af det, der skubbede hende fremad. Hun blev bekræftet i, at det, hun kom med fra den merkantile verden, ikke stod i vejen for designfaget, men tværtimod kunne bruges aktivt ved at lade det strategiske, det kommercielle og det visuelle arbejde sammen.
“Det passer nok meget godt med min handelsbaggrund, at jeg godt kan lide, når det kreative rækker ud og påvirker i den virkelige verden. For mig handler det kommercielle om at det, man laver, faktisk flytter noget. Både hos sælger og kunde. At nogen ser mit designarbejde, reagerer og interagerer med det og måske endda bruger det til at træffe en beslutning om at købe. Jeg tror, det var vigtigt for mig at finde ud af, at jeg kunne sætte et aftryk på min kreative måde, men stadig ind i noget, der også skulle virke for en virksomhed og for de mennesker, den er til for.”
Ud af skolen. Ind i virkeligheden.
Nu tager vores historie en drejning. Overgangen fra Designskolen Kolding til arbejdslivet blev ikke nogen blød landing. Den blev, som Caroline selv beskriver det, både turbulent og spændende. En del af det udfordrende var hun selv ude om, for under et udvekslingsophold i den tyske by Düsseldorf havde hun fundet sin kæreste, og nu skulle de sammen bygge deres liv. For Caroline begyndte det med at forsøge at sætte jobansøgningsord på, hvad hun så faktisk kunne som kommunikationsdesigner. Hvad hedder det blik, de idéer og den måde at arbejde på, når de skal oversættes til ansøgninger, LinkedIn-profiler og samtaler med mennesker, der leder efter noget meget konkret?
Det kan være en lidt voldsomt skifte fra livet som studerende til livet på arbejdsmarkedet. For Caroline Weber var det en tid med at definere sit fag i relation til omverdenen.
“Jeg tror, at en stor del af det, man også lærer på skolen, handler om at finde ud af, hvem man er som designer, og hvad man faktisk kommer med. Man er på mange måder sit eget brand, kan du sige. For mig blev det ret tydeligt, at jeg ikke bare skulle finde et job, men også finde et sprog for det, jeg kunne, og for den værdi jeg gerne ville skabe for andre,” siger hun.
Jobsøgningen begyndte med andre ord med spredehagl. LinkedIn var et af hendes redskaber til at finde frem til de jobbetegnelser, som inspirerede og gav mulighed for at kombinere det merkantile med designfagligheden. Stylist. Visual designer. Art direction. Experience designer. Hun vidste, at modeverdenen trak, og holdt fast i, at det skulle være noget i den retning.
Da hun fandt frem til Zara fik hun sat de rigtige ord på hendes faglige ambitioner og drømme for det sted, hun er på sin karriererejse netop nu: Visual Commercial Merchandiser. Jobbet rummer det visuelle, det kommercielle og det at skabe interaktion med mennesker, der bevæger sig, ser og vælger.
“Det går virkelig stærkt. Vi får to kollektioner om ugen, og butikken ændrer sig hver dag, så man lærer hurtigt at arbejde kreativt på tid. Det var nok noget af det hårdeste at vænne sig til efter skolen, fordi man på studiet nogle gange kan få lov at blive i tingene meget længe og forfine dem. Her skal beslutningerne træffes hurtigere, og man skal kunne stole på sit blik med det samme. Men jeg kan også mærke, at jeg hviler i de redskaber, jeg har med fra Kolding. Jeg har et sprog for det, jeg gør, og en faglighed, jeg kan bruge, når jeg skal tænke visuelt, arbejde inden for nogle rammer og stadig få noget til at virke for den målgruppe, jeg står med. På den måde føles det faktisk som om, meget af det, jeg har lært, bliver brugt helt konkret hver eneste dag.”
Farvel på perronen
Når man ser på Caroline Webers vej, ligner den måske først en række afstikkere. HHX. Jura. Kunstskole. Kolding. Düsseldorf. Men set lidt oppe fra hænger den forbavsende godt sammen. Det merkantile blik forsvandt aldrig. Det kreative blev ved med at trække. På Designskolen Kolding fandt de to spor en form, og i jobbet hos Zara er de begyndt at arbejde sammen i praksis.
“Jeg tror egentlig, at Kolding gav mig det, jeg havde brug for på det tidspunkt, selv om jeg ikke mødte mange med den blå hue. Jeg valgte skolen til, fordi den havde netværket, det internationale og en faglighed, som pegede ud i verden, og samtidig kunne jeg stadig have mit liv omkring mig. Vennerne var tæt på, fordi Aarhus var tæt på, og det gav en virkelig god balance for mig. Når jeg ser tilbage på det nu, kan jeg godt se, at det var dér, mange ting begyndte at falde på plads. Både det faglige og det mere menneskelige.”
Her forlader vi Caroline for denne gang. Hvis man kniber øjnene lidt sammen, man kan næste se for sig, at hun står på sin egen togstation og nyder at se sig omkring på mennesker, opgaver og muligheder, mens hun venter på det næste sporskifte.
Hvor hendes næste tog fører hende hen engang, er der ingen, der ved. Måske en rolle med Art Director i beskrivelsen. Men det er til en senere fortælling.
