Fra det flygtige til det tidløse: Signe Parkins og stregens spænd
Signe Parkins er uddannet fra Colchester Institute i England og fra Designskolen Kolding, hvor hun i 2005 startede den daglige tegnevane, som stadig bærer hele hendes praksis. Hun har både skabt egne kunstbøger og illustreret børnebøger som "Blomsten der elsker mig", der i 2020 gav hende Kulturministeriets Illustratorpris.
Hun har desuden modtaget Ping-prisen for bedste danske tegneserie, og hendes grafiske fortælling "Per", blev nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2024. I maj 2026 udkom hendes seneste værk, "Nonnerne fra Ørslev Kloster": en bog med 38 håndlavede miniaturefigurer af fundne materialer, som frem til november 2026 også kan opleves på selve Ørslev Kloster.
Mød Signe Parkins lørdag den 3. oktober klokken 13:00-14:00 i By-Lab i det gamle bestyrelseslokale, der hørte til en bank ved Den Spanske Trappe i Kolding. Her vil hun med egne tegninger og billeder fortæller om et arbejdsliv, der spænder fra det mest personlige og eksperimenterende til en af de mest ansvarstunge illustrationsopgaver, man næsten kan få i Danmark.
Signe Parkins er nemlig én af de to illustratorer, der har skabt motiverne til Danmarks nye pengesedler for Danmarks Nationalbank. Sedlerne bliver offentliggjort i 2028.
”Jeg arbejder både som billedkunstner og som illustrator, og har et stort spænd i det, jeg laver. Jeg arbejder i hånden, og de fejl, jeg laver undervejs, bliver tit en del af værket. Det er væsentligt, at man kan se processen i mine værker, tænker jeg tit,” siger Signe Parkins op til foredraget til Kolding Design Days.
Signe Parkins medbringer et udvalg af hendes bøger samt nogle små litografier, som det er muligt at se og købe i forbindelse med foredraget.
Signe Parkins kommer til Kolding Design Days 2026 for at holde foredrag om sit arbejde.