Iben høj
23 sep. 2026 / Talks og seminarer

Fra krop til rum: Iben Høj og maskernes mangfoldighed

I mere end to årtier har strikdesigner og tekstilkunstner Iben Høj arbejdet med maskinstrik som sit primære materiale. Til Kolding Design Days bliver det muligt at møde hende og høre hendes foredrag om sin karriere.
Af Rasmus Rørbæk

I de første år arbejde Iben Høj som beklædningsdesigner med eget mærke og prominente kunder som Helena Christensen, Kate Moss og Dronning Mary. Hun har også arbejdet som freelance strikdesigner med kunder som Marni, Kenzo og Calvin Klein.

Senere har hun markeret sig som skaber af rumlige, skulpturelle installationer, som har kunnet opleves fra Salone del Mobile i Milano til Trapholt Museum i Kolding og videre til The Future Perfect Gallery i New York.

”Jeg har bevæget mig vidt omkring i min karriere. Det er klart, at det giver faglig stolthed at opleve sine designs på internationale catwalks eller at klæde supermodeller og royale på, men det giver mindst lige så meget faglig stolthed at opleve, at mine designs stadig lever og værdsættes blandt mine kunder her 20 år senere. I dag har jeg skiftet fokus, men der er stadig en tydelig rød tråd fra at designe strik til en menneskekrop til at skabe rumlige installationer, der skal interagere med mange kroppe. Mit udgangspunkt er at bruge tråden som udtryksform i en praksis, hvor selve processen og dialogen med både materiale og redskab er med til at bestemme retning og endeligt udfald.”

Mød Iben Høj i By-Lab midt i Kolding d. 1. oktober til Kolding Design Days, hvor hun med egne ord og billeder fortæller historien om rejsen fra at designe til kroppen til at designe til rummet: om hvordan strik kan skabe strukturer i menneskestørrelse og større, og om begrænsningens kunst som en metode snarere end en hindring. Her vil det også være muligt at se og opleve nogle af hendes designs.

Iben Høj er også studielektor og værkstedsansvarlig for strik på Designskolen Kolding.