25 nov. 2015 / Talks og seminarer

Bæredygtighed i den 3. verden

Bæredygtighed i udviklingslande var på dagsordenen, da Clean Clothes Campaign gæstede Designskolen Kolding.
Af Katrine Worsøe

- Hvis vi skal kunne forsvare at sende designere ud i verden, er de nødt til at vide noget om bæredygtighed. Sådan lyder ordene fra tekstilfagleder Helle Graabæk, der i dag kunne byde velkommen til netværksorganisationen Clean Clothes Campaign, der afholdte seminar om deres arbejde i at bekæmpe og synliggøre kønsdiskriminerende ulighed i bl.a. Bangladesh, Indien og Kina. 

På talerstolen stod blandt andre Liz Parker, som er specialist indenfor bæredygtighed samt Channsitha Mark fra Workers Information Center i Cambodia. Clean Clothes er inviteret til Designskolen Kolding i forbindelse med "Design for Change" forløbet, som 3. års studerende på mode og tekstil deltager i. Ca halvdelen af dem er lige nu i Shanghai for at få indblik i tekstilindustrien og undersøge, hvilke indsatsområder der er indenfor bæredygtighed. 

- Det er vigtigt at de studerende lærer at se, hvordan man kan skabe forandring i den virksomhed man evt. bliver ansat i, slutter Helle Graabæk. 

“Hvis vi skal kunne forsvare at sende designere ud i verden, er de nødt til at vide noget om bæredygtighed. - Helle Graabæk”