Katrine Ingrid Christensen tog afgang med smykkekollektion TRACES - en kollektion skabt af kasserede smykke-donationer fra genbrugsbutikker i Kolding. Kollektionens historie får os til at vende tilbage til det, der er ødelagt og se verden på en ny måde.
12 mar. 2022 / Skolen og medarbejdere

Designere udvikler for Les Ateliers Bijoux

To accessory designere fra Designskolen Kolding har landet drømmejob hos Les Ateliers Bijoux
Af Marianne Baggesen Hilger

Der er fart på karrieren for Katrine Ingrid Christensen og Eszter Eva Smid. I 2021 tog de afgang fra Designskolen Kolding, og i dag arbejder de hos Les Ateliers Bijoux (LAB) i Pforzheim, Tyskland. Katrine Ingrid som guldsmed og Eszter som CAD designer (CAD står for computer-aided design).

Begge sidder i afdelingen for designudvikling. Eszter er ansvarlig for at oversætte håndlavede smykkeskitser til CAD-filer, som bruges til prototyper og produktion. Katrine udvikler smykkemodeller baseret på den produktionsteknologi og de materialer og tekniske standarder, som gør sig gældende og koordinerer arbejdet med de ansvarlige afdelinger. I tæt samarbejde guldsmed og CAD-designer imellem udvikler de håndlavede og digitalt fremstillede smykker, som effektivt kan masseproduceres.

Katrine Ingrid er oprindeligt fra Roskilde og Eszter er fra Budapest. De har begge studeret accessory design på Designskolen Kolding og har speciale i bæredygtighed (Design for Planet).

Midt i deres nye, travle hverdag fik vi lov at stille dem et par spørgsmål:

Hvordan forener I de håndværksmæssige og de digitale færdigheder?

- Les Ateliers Bijoux (LAB) er et industrielt hovedkvarter for modesmykker og producerer artikler til designteamet hos et high-end luksusbrand. Her kombineres håndværk og digitale færdigheder i det tætte samspil mellem CAD-konstruktion og guldsmedearbejde. Med de digitalt designede smykker bliver visionen tydelig med det samme, men det er de istandsatte og håndlavede smykker, som styrer, hvad der går gennem godkendelsesprocessen.
Derudover har LAB hele tiden fokus på forbedring og anskaffer maskiner (fx 3D printere) til at accelerere udvikling og produktion.

Hvad får LAB ud af at ansætte designere som jer fra Designskolen Kolding?

- Vi oplever, at den viden og de færdigheder, som vi har fået gennem vores uddannelse på Designskolen Kolding har givet os et stærkt designfundament og en solid base for at indgå på arbejdsmarkedet. Alt det vi har lært om samspillet mellem det traditionelle og det digitale håndværk og forskellige tilgange, problemløsning på innovative måder og forståelse for komplekse situationer bruger vi dagligt, og det kommer os til gode på et praktisk niveau.

Hvilke kompetencer, tror I, har været af særlig betydning, for at I har fået det job, I har?

- LAB sætter pris på digitale færdigheder så vel som præcist håndværk, når det gælder design og fremstilling af smykker. Man skal både kunne arbejde i teams og selvstændigt og kunne tage ansvar for sine opgaver.

Hvad vil være jeres bedste råd til accessory design-studerende – både bachelor og kandidat – som ønsker at forfølge en karriere som jeres?

- Vær ydmyg, accepter at man ikke nødvendigvis kan få alting valideret. Foreslå løsninger og kreativitet. Når du foreslår produkter med en bedre pasform, så sørg for at gøre det i designerens ånd. Tænk altid på den bruger, som kommer til at stå med et luksus-smykke i hånden. LAB er altid på udkig efter folk med kreativitet og forslag, som understøtter deres ønsker.

“Alt det vi har lært om samspillet mellem det traditionelle og det digitale håndværk og forskellige tilgange, problemløsning på innovative måder og forståelse for komplekse situationer bruger vi dagligt, og det kommer os til gode på et praktisk niveau.”