På billedet ses studerende til introen af Pitch-eventet på Designskolen Kolding.

På Designskolen Kolding er der afholdt et pitch-event, hvor studerende og virksomheder kan møde hinanden og afprøve idéer og ambitioner sammen. Det er den foreløbige kulmination på et uddannelsesforløb, der har til formål at styrke dialogen mellem design og omverden.

Foto: Rasmus Rørbæk
29 apr. 2026 / LAB for Bæredygtighed og Design, LAB for Play Design, LAB for Socialt Design

Når talent og erhverv spejler hinanden

Man tager 65 inviterede studerende, 18 eksterne besøgende med baggrund i forskellige relevante fagområder og tilsætter undervisningsforløbet Exploring Design Perspectives, hvor fremtidens designere mødes med fremtidens arbejdsgivere. Så har man et pitch event som det, der blev afholdt en dag i april 2026. Det lyder meget godt, men hvad sker der i løbet af en dag, hvor begge sider af bordet får lov til at fortælle om faglighed, vision og fremtidsdrømme? Det korte svar er, at der sker en hel del. Læs det lange svar her.
Af Rasmus Rørbæk

Det lyder egentlig let nok: man gør sig umage og tager sin uddannelse som designer i Kolding. Så kan man tage ud og bruge sin faglighed hos en arbejdsgiver eller som selvstændig.

Snip. Snap. Snude.

Men så let er det ikke nødvendigvis. Der er lige så stor forskel på de studerendes faglige fokuspunkter og indfaldsvinkler, som der er på de virksomheder, myndigheder og organisationer, der senere skal ansætte og samarbejde med dem.

Undervisningsforløbet Exploring Design Perspectives giver de to parter mulighed for at møde hinanden, og giver de studerende mulighed for at afklare deres motivation, mål, kompetencer og mulige faglige roller som designere. Designskolen Kolding bruger forløbet til at træne de studerendes evne til at præsentere deres faglighed klart for mennesker uden for skolen. Samtidig giver formatet skolen mulighed for at bringe omverdenen direkte ind i undervisningen af de studerende, der inden længe kan tænkes at banke på døren.

Uddannelsesforløbet afsluttes med et såkaldt pitch event, som denne artikel handler om. Det er en dag, hvor de studerende møder særligt inviterede aktører fra omverdenen, og hvor man sammen kan sætte ord på faglighed, muligheder og måske endda praktikplads.

På billedet ses Louise Aagaard, der byder velkommen til eventet

Louise Aagaard (billedet) og Mathias Poulsen har stået for at arrangere dagens pitch-event, der er kulminationen på uddannelsesforløbet Exploring Design Perspectives.

Foto: Rasmus Rørbæk

“Arrangementet handler ikke kun om at træne de studerende i at levere et pitch. Det handler også om at styrke deres evne til at sætte ord på, hvad design kan, hvorfor deres faglighed er vigtig, og hvordan den enkelte kan bidrage til at adressere komplekse udfordringer i virksomheder, organisationer og samfund. For når design skal gøre en reel forskel, kræver det både stærke faglige profiler og fællesskaber, hvor uddannelse, praksis og omverden kan mødes, udfordre hinanden og tænke sammen,” forklarer Mathias Poulsen, der sammen med Louise Aagaard står for forløbet på Designskolen.

Et spejl ud mod fremtiden
Når eksterne aktører deltager, får de studerende respons fra mennesker, som ser på deres faglighed fra andre positioner og med andre behov. Det gør øvelsen mere konkret. De studerende får en fornemmelse af, hvad der vækker interesse, hvad der kræver en skarpere forklaring, og hvordan deres fortælling ændrer sig alt efter, hvem de sidder overfor.

Sådan forklarer Sofia Lucarini, der studerer på Design for Planet, det i hvert fald. For hende ændrede oplevelsen af at møde og præsentere sig for fremmede karakter i løbet af dagen:

“Jeg havde ret meget nervøsitet med mig ind til dagen og havde forberedt mig grundigt, men oplevelsen viste sig hurtigt at være langt mere imødekommende, end jeg havde forestillet mig. Det gav mig ro til at reflektere, og i løbet af dagen er jeg blevet mere bevidst om, hvad jeg kan forbinde min egen præsentation med det, jeg har hørt fra virksomhederne. Jeg tager både mere ro, mere selvtillid og en bedre fornemmelse af, hvordan jeg vil gå ind i den slags møder fremover, med mig videre.”

Nanna Hamilton fra Go Zebra står smilende

Nanna Hamilton fra Go Zebra får mulighed for at spejle sine egne tanker i de studerende vision for designarbejdet. Det er en stærk mulighed for at få pejling med de trends, der kan præge fremtidens designarbejde. 

Foto: Rasmus Rørbæk

Dagen giver også de eksterne deltagere et indblik i, hvordan de studerende tænker og arbejder.

“Det er enormt inspirerende at møde de studerendes perspektiver og se, hvordan de vil bruge design til at skabe forandring. Jeg oplever dagen som en måde at finde ud af, hvilke spørgsmål de arbejder med, hvad de gerne vil med deres design, og hvor man måske kan være med til at åbne en dør eller pege på et netværk, der kan bringe dem videre. Det er værdifuldt, fordi jeg både kan pege dem videre og selv blive klogere på, hvad der rører sig i en ny generation af designere,” forklarer Nanna Hamilton fra Go Zebra, der er en landsdækkende almennyttig forening, som arbejder med læringsoplevelser for børn og unge.

Når fagligheden skal stå på egne ben
Hvis dagen giver de eksterne deltagere et indblik i, hvad der rører sig blandt de studerende, giver den også de studerende en mulighed for at mærke, hvad der sker med deres egen faglighed, når den bliver prøvet af uden for skolen. For flere af dem blev dagen en øvelse i at finde ud af, hvad der faktisk giver mening i mødet med andre. Det gjaldt blandt andre Agnese Ragazzini fra Design for Play:

“I løbet af dagen blev jeg mere bevidst om, hvad jeg skulle fremhæve, og i hvilken rækkefølge jeg skulle sige det. Men det vigtigste var egentlig at lære at aflæse den person, jeg sad overfor, og forstå, hvad de havde brug for at høre fra mig. Dagen lærte mig med andre ord, at en pitch ikke kun handler om at kende sin egen fortælling. Den handler også om at aflæse rummet, forstå den, man sidder overfor, og forme sin præsentation derefter.”

Tre smilende studerende står foran farvestrålende gardiner på Designskolen Kolding

Sofia Lucarini (tv), Daniel Bekken (mt) og Agnese Ragazzini (th) har brugt dagen til at afmystificere mødet med potentielle arbejdsgivere og samarbejdspartnere. På hver sin vis tager de erfaringer og nye indsigter med sig fra dagen.

Foto: Rasmus Rørbæk

For Daniel Bekken, der studerer på Design for People, blev noget andet tilbage:

“Jeg tror først og fremmest, at oplevelsen var langt mindre intimiderende, end jeg havde forventet, og det var virkelig værdifuldt at mærke, hvor imødekommende de eksterne deltagere var, og hvor meget de egentlig gerne ville hjælpe. Samtidig lærte dagen mig, hvor vigtigt det er være tydelig om den værdi, man bringer, og kunne formidle sine motivationer og det, der driver én. Feedbacken undervejs fik mig også til at justere mit pitch og tænke mere over, hvad jeg skulle fremhæve.”

Mærk fremtiden
Det var netop den personlige side af fagligheden, som også gjorde indtryk på nogle af de eksterne deltagere. Sara Bæklund Daugaard og Trine Aagaard fra Børnenes Hovedstad i Billund hæftede sig især ved, hvad der skete, når de studerende ikke kun fortalte om deres projekter, men også om, hvorfor de arbejdede med dem.

“Vi kan mærke, at vi vil mange af de samme ting, og det åbner for endnu mere samarbejde. Det er stærkt at møde studerende, som kommer med perspektiver, der ligger tæt på de spørgsmål, vi selv arbejder med i Børnenes Hovedstad,” siger Sara Bæklund Daugaard.

“Det, der virkelig gjorde indtryk, var, når de fortalte deres egen historie og satte ord på, hvorfor deres arbejde betyder noget for dem. Der opstår noget særligt, når man kan mærke mennesket bag fagligheden, og det er dér, forbindelsen for alvor bliver stærk,” tilføjer Trine Aagaard.

Det peger også tilbage på, hvad dagen konkret skal kunne. De studerende skal øve sig i at forklare deres faglighed på en måde, som giver mening for mennesker uden for skolen. De inviterede deltagere får mulighed for at få et direkte indblik i, hvordan de studerende arbejder, og hvordan de kommende designere til i morgen tænker design i Kolding i dag.

Sara Bæklund Daugaard (tv) og Trine Aagaard (th) har oplevet det som stærkt at møde de studerendes faglige energi og ambitioner - og ikke mindst mærke mennesket bag fagligheden, som de kalder det.

Sara Bæklund Daugaard (tv) og Trine Aagaard (th) har oplevet det som stærkt at møde de studerendes faglige energi og ambitioner - og ikke mindst mærke mennesket bag fagligheden, som de kalder det. 

Foto: Rasmus Rørbæk
Mathias Poulsen
LAB for Play Design
Mathias Poulsen
Postdoc, LAB for Play Design
LAB for Play Design
Louise Aagaard
Adjunkt, LAB for Play Design