Dundrende bæredygtige dun
Ane Katrine Elanders kollektion svæver hen over podiet. Det lette materiale giver både formmæssig skarphed og et mere nuanceret take på bæredygtighed, fortæller hun.
Bæredygtighed er ikke bare grøn, men også det nye sort i mange modekollektioner – også på pret-à-porter-fronten. Men at bæredygtighed bliver associeret med masseproduktion udgør et dilemma, mener modedesigner Ane Katrine Elander:
”De store kæder har alle skabt bæredygtige kollektioner. Det er fedt, at de gør noget – men samtidig retfærdiggør de også over for forbrugerne, at masseforbruget på en måde er okay. Derfor ville jeg gerne finde på et alternativ til bæredygtig mode. Og så stødte jeg på dun.”
Dun er der allerede
Har man sagt dun, må man også sige dyner, og designeren undersøgte derfor materialet i tæt dialog med Quilts of Denmark, hvor grundlægger Hans Erik Schmidt stillede sin viden til rådighed. Listen af bæredygtige fordele ved dun blev hurtigt meget lang på Ane Katrine Elanders notesblok:
”For det første er dun et biprodukt fra fødevareindustrien. Produktet er der så at sige allerede, fordi der slagtes så mange gæs og ænder. For det andet er der et socioøkonomisk aspekt ved dun, fordi mange farmere i f.eks. Østeuropa ikke har råd til at holde grise og køer, men nemt kan opdrætte fjerkræ. Endelig er det et materiale med et utroligt lavt CO2-udslip i forhold til de mange syntetiske typer fyld i modebranchen - ligesom det er let nedbryde igen. Der er simpelthen så mange fordele ved dun,” fortæller modedesigneren.
En lille fjer blev til tre jakker
Fokus har dog ikke været på at skabe hippie-øko-produkter i kollektionen. Tværtimod. Ane Katrine Elander er gået efter den kvalitetsbevidste forbruger, der godt vil betale lidt ekstra. På den måde er en lille fjer blevet til i alt tre dynejakker, hvor der eksperimenteres med form og figur. At det netop er dynejakker, streetwear-kollektionen er endt på, hænger også tæt sammen med materialet:
”Dels har dun nogle unikke termostatiske kvaliteter. Det er blevet brugt i århundreder til at holde os varme. Så har dunjakker en særlig æstetisk værdi, som jeg vil sammenligne lidt med jeans. Det er et stykke beklædning, der forbliver i modebilledet, og som dermed også har en æstetisk holdbarhed. Endelig er dun bare helt vildt sejt at arbejde med. Det er et ultra-fleksibelt materiale, hvor du både kan skabe meget volumen eller gøre tingene helt kompakte. Jeg har leget meget med form og forsøgt at skabe helt nye former ved at putte det i forskellige jakker,” siger Ane Katrine Elander.
Dun i paneler
At fylde dun i jakker kræver særligt udstyr. Også det har Quilts of Denmark stillet til rådighed i projektet.
”Det er en slags stor, omvendt støvsuger, der skyder dun ind i jakkerne,” lyder den korte beskrivelse af teknikken fra modedesigneren. Fjerene er fordelt i paneler, der er limet sammen frem for syede stikninger, hvilket giver et renere udtryk til jakkerne. Der igen er produceret i pilotnylon, da den tætte vævning i netop det stof er det mest velegnede til at holde dunene inde.
”Jeg har virkelig fået meget værdifuld vejledning fra Quilts of Denmark,” fortæller Ane Katrine Elander.
Hos dynefabrikanten returner man komplimenten:
”Det har været både interessant og sjovt at arbejde sammen med Ane Katrine. Dun er et naturlig og bæredygtigt materiale, som i hundereder af år har været kendt for dets gode egenskaber til at isolere. Det har været en oplevelse at se, hvordan dun kan anvendes på en ny kreativ måde, samtidig med at der er taget hensyn til de grundlæggende bæredygtigt værdier, der ligger i materialet,” siger Hans Erik Schmidt, grundlægger af Quilts of Denmark.