27 jun. 2025 / Nyt om de studerende

Dimission på Designskolen Kolding

Fredag den 27. juni markerede vi afslutningen på en vigtig rejse – og begyndelsen på en ny. Det var nemlig dimissionsdag på Designskolen Kolding, hvor årets dimittender blev fejret med eksamensbeviser, blomster, taler, fællessang og legater.
Af Marianne Baggesen Hilger

- I har fyldt lokalerne og gangene med spørgsmål og idéer, med eftertænksomhed og kreativitet. Og på en måde, som gør det klart, at design her på Designskolen Kolding handler om form og funktion, men også om relationer, oplevelser, forandring – og om at tage ansvar, både for mennesker og for vores klode.

Sådan sagde konstitueret rektor Trine Lumbye blandt andet i sin tale, inden hun sendte de nyuddannede designere videre ud i verden med opfordringen om at holde fast i nysgerrigheden, turde stille spørgsmål – og huske, at det ikke altid handler om at passe ind:

- Der vil komme øjeblikke, hvor I tvivler. Hvor I føler jer små. Hvor I bliver bedt om at bevise jeres værd. Husk at det ikke er jeres opgave at passe ind – det er jeres opgave at gøre en forskel. Også selv om det nogle gange kræver, at man går en omvej eller rejser spørgsmål, som ikke har et klart svar.

De nye designere kom til orde, da uddannelseschef Eva Kappel interviewede udvalgte kandidater om deres afgangsprojekter. Og bachelor og tidligere formand for De Studerendes Råd Asbjørn Kristiansen havde forberedt en dimissionstale, som vakte begejstring blandt publikum.

Legatuddeling
Traditionen tro bød dagen også på legatuddeling fra gavmilde givere, herunder hovedlegatet Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond – studierejselegat på 25.000 kr., som blev givet til Floor Maria Paulina Klaassen, cand. des i Design for Play og beklædningsdesign.

I indstillingen fra professor Helle Marie Skovbjerg og lektor og studieretningsansvarlig Karen Feder lød det:

- Under sin kandidatuddannelse har Floor engageret sig i at give en stemme til dem, der har allermest brug for den – med afsæt i sin viden om beklædningsdesign, leg og socialt design. Hendes afgangsprojekt "Uniforms of Unity" undersøger, hvordan krydsfeltet mellem mode og leg kan styrke unge på flugt i at genvinde handlekraft, selvudtryk og selvtillid. Projektet står på et solidt håndværksmæssigt fundament og leverer et designprodukt af høj kvalitet, som tydeligt afspejler niveauet for en kandidat i design. Med en praksisbaseret og involverende tilgang inviterer Floor marginaliserede unge med som medskabere – og bruger mode ikke kun som resultat, men som redskab til at fortælle historier, eksperimentere og skabe identitet. Selv om mode og leg er kernen i metoden, blev fodbold et fælles kulturelt sprog – en velkendt verden, hvor deltagerne kunne finde fællesskab, udtrykke stolthed og navigere i deres identitet. Floors arbejde er et stærkt eksempel på, hvordan leg kan udvikle modedesign som felt – og hvordan mode omvendt kan udvide, hvad der overhovedet kan leges med.

Øvrige legatmodtagere:

HK Privat Ophavsretsfond – rejselegat 10.000 kr.
Laura Nørgaard Henriksen, bachelor i design i kommunikationsdesign

Gudrun og Erik Kauffeldts Fond
Aksel Thygesen, bachelor i design i accessory design 10.000 kr.
Valdís Arnaldardóttir, bachelor i design i beklædningsdesign 10.000 kr.
Tobias Lucas Hansen, bachelor i design i industrielt design 5.000 kr.
Valdemar Pontoppidan Hansen, bachelor i design i industrielt design 5.000 kr.
Kastanje Mithilde Mattson Olsson, bachelor i design i tekstildesign 10.000 kr.
Aura Puerava, cand. des i Design for People og beklædningsdesign 10.000 kr.
Mudita Agarwal, cand.des i Design for People og kommunikationsdesign 10.000 kr.
Amalie Storm Ege, cand. des i Design for Planet og tekstildesign 10.000 kr.
Natalie Toft Dupont, cand. des i Design for Planet og industrielt design 10.000 kr.
Saira Inam, cand. des i Design for Play og tekstildesign 20.000 kr.

Universal Design Award (Bevica)
Projekter med et universelt design-tema, der fortjener anerkendelse:
Caroline Lehtonen Kildall, bachelor i design i accessory design 5.000 kr.
Samiah Bilal, Master of Arts in Design for People and Communication Design 5.000 kr.

Stort tillykke til alle!

Fotos: Sofie Falk

Oplev årets Afgangsudstilling 28. juni - 1. juli