Hverdagshacks kan pege designere i retning af løsninger, som er mere inkluderende.
03 jan. 2022 / Uddannelse og forskning

Fra life hack til universelt design

Designskolen Kolding og Bevica Fonden præsenterer sammen et nyt ph.d.-projekt med fokus på design af hverdagsprodukter til mennesker med særlige behov
Af Marianne Baggesen Hilger

Projektet gennemføres af Signe Mårbjerg Severin og undersøger, hvilke udfordringer ældre mennesker med gigt oplever i interaktionen med hverdagens industrielle produkter. Formålet er at klæde produktdesignere bedst muligt på til at udvikle inkluderende produkter til denne gruppe mennesker, så de kan blive længst muligt i eget hjem. 

Forskningsprojektet baserer sig på research-through-design og en række co-design eksperimenter, som inddrager ældre med gigt, ergoterapeuter og andre relevante sundhedsprofessionelle.

- For produktdesignere er der meget at lære om universelt design af ergoterapeuter, som arbejder tæt sammen med mennesker med en fysisk funktionsnedsættelse. En del af ergoterapeuternes arbejde består i at hacke hverdagsobjekter, så de kan håndteres af mennesker med fysiske funktionsnedsættelser. Deres hacks visualiserer designernes blinde vinkler og peger på løsninger, der kan være med til at skabe inkluderende design, forklarer Signe Mårbjerg Severin.

Projektet påbegyndes 1. januar 2022 i regi af Laboratoriet for Socialt Design på Designskolen Kolding undervejdledning af lektor Richard Herriott.

Om universelt design
Universelt design er en generel betegnelse for at tilgodese menneskers forskellige kognitive og fysiske udgangspunkter i udviklingen af nye produkter, services og samfundsstrukturer med inddragelse af ekspertviden. En bærende del af universelt design, er den menneskeforståelse, begrebet tager sit afsæt i, som anerkender, at mennesket i løbet af sit liv ændrer funktionsevne, enten kortvarigt eller i længere tid. Det resulterer i designløsninger, som skaber værdi for alle ud fra et funktionsmæssigt, socialt og æstetisk perspektiv og er i tråd med FN’s Leave No One Behind-målsætning om at skabe inkluderende samfund med ligestilling og ligeværdige muligheder, for at alle kan deltage og bidrage i samfundslivet.

“For produktdesignere er der meget at lære om universelt design af ergoterapeuter, som arbejder tæt sammen med mennesker med en fysisk funktionsnedsættelse.Signe Mårbjerg Severin”