Foto: LOOP Forum

Foto: LOOP Forum

19 nov. 2025 / LAB for Bæredygtighed og Design, Uddannelse og forskning

92,5 millioner til cirkulære værdikæder i tekstil- og livsstilsbranchen

Designskolen Kolding er videnspartner, når Lifestyle & Design Cluster udbygger indsatsen for cirkulære værdikæder
Af Lifestyle and Design Cluster / Marianne Baggesen Hilger

Lifestyle and Design Cluster har netop modtaget millionbevilling fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse/ Virksomhedsudvikling Danmark til projektet Closing Loops 2 – Tekstiler & Livsstil.

En bevilling på op til 92,5 mio. kr. fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse under indsatsen ’Cirkulære værdikædesamarbejder for SMV’er’ skal styrke cirkulære samarbejder i tekstil- og livsstilssektoren. Bevillingen er en del af Virksomhedsudvikling Danmark.

Med bevillingen kan Lifestyle and Design Cluster bygge videre på erfaringerne fra Closing Loops. Her samarbejder mere end 200 virksomheder på tværs af brancher om at skabe cirkulære løsninger i værdikæder ved at eliminere affald og nedbringe CO₂.

Bevillingen sætter igen fokus på samarbejde mellem klyngerne, da også We Build Denmark og Food & Bio Cluster Denmark har fået positive svar på deres ansøgninger.

Partnerskaber i værdikæden skaber reel forandring
De tre klynger bygger videre på det gode samarbejde i Closing Loops; også med Clean – Danmarks vand- og miljøklynge, som er partner i alle tre ansøgninger. Det samme er Danmarks produktionsklynge MADE og erhvervshusene Sjælland og Nordjylland.

- Midlerne er SÅ velkomne i tekstil- og livsstilsbranchen. De viser, at man ser potentialet i de mange virksomheder, der arbejder målrettet med cirkulære løsninger – og at vi får lov til at vise, hvordan partnerskaber i værdikæden kan skabe reel forandring i branchen. Vi har allerede taget store skridt sammen med mange af branchens virksomheder, og nu tager vi de næste, siger direktør Betina Simonsen fra Lifestyle and Design Cluster.

Hvor Closing Loops samler brancher på tværs, fokuserer den nye bevilling specifikt på tekstil- og livsstilsområdet. Her bliver det afgørende at bygge bro til de andre bevillingshavere og sikre et godt samarbejde for at udnytte det samlede danske potentiale for genanvendelse og upcycling på tværs af brancher og virksomheder.

- Vi ser mange muligheder i at koble os på værdikæder, som ligger tæt på vores egen branche – eksempelvis byggeri, hvor der opstår materialestrømme, vi kan bruge til at udvikle nye designprodukter. I Closing Loops har vi lært, at upcycling af overskudsmaterialer fra nedrivning faktisk kan blive til kommercielle produkter. Det arbejde fortsætter vi – bare i endnu større skala, siger Lone Haumann, projektleder for cirkulær økonomi, mode og tekstil hos Lifestyle and Design Cluster.

Designskolen Kolding er videnspartner i Lifestyle og Design Cluster og bidrager særligt med videnudvikling inden for cirkulære designstrategier og værdikædeudvikling.

- I Closing Loop projektet ’Levetidsforlængelse af arbejds- og fritidstøj’ arbejder vi på Designskolen Kolding med at styrke hele tekstilværdikæden gennem konkrete designværktøjer og strategier for lang levetid. Vi udvikler metoder og strategier, som gør det lettere for virksomheder at designe tøj, der kan repareres, opgraderes og genanvendes – og som dermed forbliver i cirkulation langt længere. For os handler cirkulære værdikæder ikke kun om at sætte fokus på materialet, men om samarbejde på tværs af design, produktion, service og forretningsudvikling. Den tværfaglige indsats skaber potentiale for cirkulær skalering, som derfra kan omsættes til viden i praksis til endnu bredere samarbejder i branchen, forklarer Mette Julie Bundgaard-Nielsen, studieadjunkt på Designskolen Kolding.

Bevillingen forventes at træde i kraft den 1. januar 2026, og Lifestyle and Design Cluster opfordrer allerede nu interesserede virksomheder til at følge med på klyngens hjemmeside eller nyhedsbrev.

Nærmere information fås hos direktør Betina Simonsen, Lifestyle and Design Cluster. Tlf.: 29360090.
E-mail: betina@ldcluster.com

Lifestyle and Design Cluster
Lifestyle and Design Cluster er en national erhvervsklynge og medlemsorganisation inden for design, mode og møbler. Klyngen faciliterer samarbejde, booster partnerskaber og accelererer vidensbaseret innovation for at løse fremtidens store udfordringer.

Målet er at fremme innovation – især i små og mellemstore møbel- og tekstilvirksomheder samt i kreative brancher omkring dem. Alt sammen for at styrke virksomhedernes innovations- og konkurrenceevne, da erhvervsklyngerne er en bærende drivkraft i at udvikle Danmarks erhvervsmæssige styrkepositioner.

Læs mere på www.ldcluster.com

Closing Loops
Closing Loops er et program, som medfinansieres af EU og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og afvikles fra 2024 til 2026.
Der arbejdes med cirkulær økonomi i små og mellemstore danske virksomheders værdikæder. Programmet er meget konkret, da der på tre år skal reduceres 235.000 ton CO2e og 42.000 tons affaldstonnage.​ Operatørgruppen består af klynger, erhvervshuse og GTS-institut.

Læs mere på www.closingloops.dk

Virksomhedsudvikling Danmark
Danske SMV’er og iværksættere skal opleve, at det er nemt at finde det rette tilbud til at udvikle deres virksomhed. Derfor samles virksomhedsrettede indsatser finansieret via Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse fremover under det nye fælles brand Virksomhedsudvikling Danmark.
Læs her om bevillingen fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og Virksomhedsudvikling Danmark: https://udviklingidanmark.erhvervsstyrelsen.dk/trecifret-millionindsproejtning-skal-faa-danske-smver-i-front-med-cirkulaer-oekonomi