Foto: Christian Stæhr(TV2)
07 sep. 2016 / Nyt om de studerende

Frem i rampelyset

Den ukonventionelle modedesigner, Nicholas Nybro, pudser danseskoene og træder nye veje
Af slp@dskd.dk

Siden sin afgang fra Designskolen Kolding har der været fuld knald på for designeren, Nicholas Nybro. Hans kreationer er blevet bemærket her, der og alle vegne. I det her efterår kommer han selv frem i rampelyset, når han med sin deltagelse i Vild med Dans bliver en del af ”Danmarks modigste dansere”. Om han er en ligeså modig danser, som han er i sine designs, vil tiden vise.
Nicholas Nybro definerer sig selv som kostume- og konceptueldesigner med speciale indenfor art-direction, hvilket også ses i hans kreationer, som er mere udviklet til forestillinger end til bøjlerne i mainstream-butikker. Hans designs er skabt til at fortælle historier og underholde. Og både udenlandske og danske entertainere nyder hans kreationer, når de enten står på scenen eller på den røde løber.
Senest kunne man opleve en af hans særegne påfund, ’The Olga-dress’, som sangerinden Sia bar under sin optræden med ”Cheap Thrills” i det amerikanske The Voice 2016. Tidligere på året skabte en anden af hans kreationer vild debat, da den folkekære Ghita Nørby dukkede op til Dronningens kunstnerbal i et stort skrud af en blodrød kjole fra kollektion SQ (Snow Queen). Trods stor kritik og forargelse tog designeren det med et smil.

”Kjolen er altså ikke lavet til at være klassisk pæn, men den skal være kunstnerisk smuk”, sagde Nicholas Nybro til mx.dk.

Det kunstneriske viser sig ofte i hans designs, hvor han ikke er bange for at prøve outrerede idéer af. Han kreerede en kollektion i pyjamasstriber og halm, som vakte opsyn og er blevet brugt af australske mega-stjerne Sia og  danske sangerinde Nabiha. At Nicholas Nybro er en af Danmarks originale designere, hvilket blev bekræftet, da han deltog i MINDCRAFT16 i Milano i år med to halmkreationer. B&O har også brugt et af hans designs til B&O Plays kampagne ’Portraits’. 

Som designer har Nicholas Nybro været vant til at iscenesætte andre, men når Vild med Dans starter fredag d. 9. september, træder han selv  frem fra baggrunden og mærker rampelyset.