Oasicare vinder Juryens Særpris ved Danish Design Award 2026
ASISU fra Oasicare blev den 5. november hædret med Juryens Særpris ved Danish Design Award 2026 på Nørrebro Teater i København. En pris, der giver juryen mulighed for at fremhæve et projekt, som fortjener særlig opmærksomhed.
Bag ASISU står Julia Sand Skovsted og Ditte Marie Fog Ibsen, som begge tog afgang fra Designskolen Kolding i 2019. Allerede året efter vandt de to Danish Design Awards for deres afgangsprojekt Poosition – en løsning, der gentænkte toilettets ergonomi. Siden har de etableret Oasicare og fortsat arbejdet med design, der tager fat på konkrete menneskelige behov.
Beskyttelse, hvor hænderne ikke kan nå
ASISU er et CE-mærket medicinsk hjælpemiddel, der er udviklet til at mindske risikoen for bristninger under vaginal fødsel.
Mellem 80 og 90 procent af kvinder oplever bristninger i forbindelse med vaginal fødsel. ASISU placeres både udvendigt og inde i vaginalkanalen, når barnets hoved fødes, og hjælper med at fordele trykket og mindske belastningen af vævet. Samtidig kan jordemoderen fortsætte med de manuelle teknikker, der allerede bruges under fødslen. Simuleringer viser, at løsningen kan reducere den maksimale belastning af vævet med op til 50 procent.
Netop kombinationen af et overset behov, ny viden og en løsning, der er udviklet til at fungere i eksisterende klinisk praksis, gør ASISU til et stærkt eksempel på design, der kan skabe konkret værdi.
Danish Design Award fremhæver selv ASISU som et projekt, der går fra et overset behov til prisvindende design. I forbindelse med prisen peger Oasicare på, at udviklingen har krævet et tæt samspil mellem design, ingeniørfaglighed, forretning og ikke mindst forståelsen af de klinikere, produktet er udviklet til.
Tre meget forskellige finalister fra Designskolen Kolding
ASISU var ikke det eneste projekt med forbindelse til Designskolen Kolding blandt årets finalister.
OUTT, skabt af alumnen Alberto Bellamoli, giver restprodukter fra marmorindustrien nyt liv som et nyt overflademateriale til arkitektur. Materialet består af op til 85 procent marmorstøv, skærver og fragmenter fra udvinding og bearbejdning af marmor. Alberto Bellamoli tog afgang fra Designskolen Kolding i 2016, hvor han allerede i sit afgangsprojekt arbejdede med sit hjemlands terrazzo-tradition og undersøgte nye anvendelser af materialet.
Også ELH var blandt årets finalister i kategorien Young Ideas. Den modulære sofa er udviklet af Isabella Weber Farrell og Hedvig Aldershaab Boje Djurhuus som bachelorprojekt i industrielt design på Designskolen Kolding i 2025. Sofaen kan bygges om og udvides i takt med, at ejerens bolig og behov ændrer sig, og konstruktionen gør det muligt at reparere eller udskifte dele frem for hele møblet. Projektet blev udviklet i samarbejde med Kjeldtoft Møbelsnedkeri, Martin Christensen og Søn, Montana og Eilersen.
Stort tillykke til Julia Sand Skovsted, Ditte Marie Fog Ibsen og hele holdet bag Oasicare – og til Alberto Bellamoli, Isabella Weber Farrell og Hedvig Aldershaab Boje Djurhuus med deres flotte finalepladser.
Danish Design Award er en af Danmarks mest prestigefyldte designpriser og arrangeres af Danish Design Center og Design denmark. Ved årets prisuddeling blev syv projekter kåret som vindere.