Håb i håbløsheden

Anden Verdenskrig hører til de mørkeste kapitler i Europas historie. Historien om Anden Verdenskrig skal fortælles med omtanke, men også på måder, der gør den nærværende for unge mennesker, der møder fortællingen på afstand. Der er få øjenvidner tilbage, som har levet under krigen. Det kan gøre historien, rædslerne og den menneskelige kamp svær at relatere sig til for yngre gæster, der primært møder fortællingerne på museer og andre destinationer.

Det er udgangspunktet for det dansk-tyske forskningsprojekt Hope & Despair, hvor syv museer, fire vidensinstitutioner og tre turismeorganisationer siden 2023 har arbejdet sammen om nye formater for formidling, undervisning og turisme på tværs af den dansk-tyske grænse.

“Hvis de menneskelige fortællinger skal forblive vedkommende for nye generationer, så må vi turde tænke i helt nye formater,” siger Sune Gudiksen, lektor ved Designskolen Kolding og projektleder på Hope & Despair; “vores projekt har taget udgangspunkt i en fælles erkendelse af, at vi ikke kan blive ved med at fortælle historien på samme måde som for 20 år siden. Verden har ændret sig, vi har ændret os, og det skal destinationernes markedsføring og museernes formidling også gøre. Ikke mindst i lyset af, at krig, demokratiske spændinger og politiske forskydninger igen fylder i Europa og verden.”

Symboler og artefakter, som i Danmark kan indgå i en historisk udstilling, kan vække andre reaktioner i en tysk sammenhæng. Det samme gælder dramatiske virkemidler som lys, lyd og iscenesættelse.

“Vi troede egentlig, vi kendte hinanden godt. Men pludselig stod vi i situationer, hvor noget, der for os virkede helt naturligt, ramte vores tyske kolleger meget hårdere. Det gav os anledning til at stoppe op og spørge: Hvordan formidler vi det her på en måde, der er respektfuld for alle?”

Den opgave blev et gennemgående tema i projektet, forklarer Sune Gudiksen.

“Det har været komplekst at navigere i. Men det har også været særdeles produktivt, fordi det har tvunget os til at finde fælles strukturer, som samtidig kunne rumme lokale forskelle. Ikke én samlet fortælling, der lægges ned over alle steder, men formater, der kan bruges på tværs og tilpasses det enkelte museum eller mindested.”

Fra fælles fodslag til konkrete formater
For at komme videre blev partnerne samlet til fælles arbejdsdage. Først på en bustur til de syv steder, hvor alle aktører fik en dagbog med og skulle opleve stederne som besøgende. Senere i workshops, hvor designtilgangen blev styrende for arbejdet med temaer og fortællinger på tværs af historie, formidling og oplevelse.

Et andet udkomme er, at destinationsselskaberne har fået konkrete erfaringer med at arbejde sammen om kulturarv på tværs af geografi, organisationer og landegrænser. Hope & Despair har vist, hvordan flere destinationer kan gå sammen om fælles kampagner og oplevelsesruter, og hvordan museer, destinationsselskaber og formidlingssteder kan arbejde tættere sammen.

En af de partnere, der tager erfaringerne videre, er Destination Trekantområdet. Destinationen er bl.a. kendt for Legoland, men man arbejder også med et bredt felt af oplevelser uden for den klassiske børnefamiliesæson. Her findes mere end 100 oplevelser for voksne gæster, og netop her bliver oplevelseskæder vigtige: Når besøgende rejser uden børn, søger de ofte oplevelser med indhold, steder og fortællinger, de kan tage med sig hjem.

“En af de største erkendelser for os er, at det betaler sig at sidde rundt om det samme bord, men også at de rigtige mennesker skal med fra starten. Et museum kan have en stærk egenfortælling, og en destination kan have stærke markedsføringskanaler for sit område, men gæsten bevæger sig på tværs af steder, platforme og organisationer uden at skelne til forskelle og grænser mellem destinationerne. Gæsten køber en samlet oplevelse, og som destinationer skal vi have en større forståelse for det, der sker når man bevæger sig mellem museerne. Vi skal forstå, hvad der er vi ”sælger”, når vi laver markedsføringskampagner, for ellers risikerer vi at miste gæstens gunst og interesse, mens rejsen endnu bliver planlagt. Derfor har et projekt som Hope & Despair stor værdi, fordi det giver os redskaber, relationer og et fælles sprog, som vi kan bruge, når vi senere skal udvikle nye ruter og oplevelsesprodukter sammen med andre aktører,” siger Maibrit Thomsen, der er projektleder i Destination Trekantområdet.

Den erfaring peger videre mod et nyt skridt, der kan handle om at komme endnu tættere på den oplevelsesrejse, gæsten faktisk køber, booker og møder.

“Hope & Despair har lært os meget om, hvordan man kan binde fortællinger sammen på tværs af steder og destinationer. Nu handler det om at få den kobling endnu længere ud. En vision for det videre arbejde kan lyde, at en gæst ikke kun bliver inspireret af en oplevelsesrute, men kan købe den, booke den og møde den samme fortælling hele vejen. Det er oplagt at tage erfaringerne fra Hope & Despair med videre sammen med Designskolen, fordi vi har brug for nogen, der kan designe processerne og hjælpe os med at få aktørerne, fortællingerne og gæsterejsen til at hænge sammen,” siger Maibrit Thomsen.

For i sidste ende bliver oplevelsen til i mødet. Når en besøgende står ét sted og får lyst til at forstå det næste. Når en skoleklasse arbejder videre med det, de har set. Når et museum kan pege videre til et andet og sige: Her fortsætter fortællingen.