DBU vil udvikle nye måder at træne fordbold på - på billedet ses et udsnit af et nyt træningsanlæg
12 nov. 2026 / LAB for Play Design, Projekter

Legende design skal styrke fodboldens fællesskaber

Danmark skal være verdens bedste sted at være barn i. Sådan lyder ambitionen bag DBU’s nationale projekt Hele Danmarks Klubhus. Designskolen Kolding er med i projektet, der skal løfte dansk børne- og ungdomsfodbold på og uden for banen.
Af Rasmus Rørbæk

En fodbold kan mange ting. Den kan få os til at holde vejret. Den kan få os til at løbe hurtigere, end vi troede, vi kunne. Den kan samle en nation og få naboer til at skændes. Den kan også skabe legende fællesskaber og give et barn en oplevelse af at høre til.

Fodbold er den mest populære foreningsorganiserede idræt blandt børn og unge. Omkring 216.000 mellem 0 og 16 år spiller i knap 1.500 klubber. Nogle kommer for at konkurrere og mærke, at de bliver dygtigere for hver træning. Andre kommer først og fremmest for at lege med bolden og være sammen med holdkammeraterne.

Dansk Boldspil-Union vil, i tæt samarbejde med klubber, lokalunioner og eksterne samarbejdspartnere, løfte børne- og ungdomsmiljøerne hele vejen rundt. Med konkrete indsatser der skal styrke trivslen, fællesskabet, frivilligheden og fodboldtræningen ude i klubberne.

“Med Hele Danmarks Klubhus vil vi bidrage til, at Danmark bliver verdens bedste land at være barn i. Sammen med klubberne vil vi udvikle legende fodboldmiljøer, der motiverer børn til at dyrke fodboldens fællesskaber, uanset om de kommer for at konkurrere, dygtigere sig, lege eller være sammen med vennerne. Her er vi glade for at kunne samarbejde med Designskolen Koldings designforskere, der tilfører projektet værdifuld viden om at skabe legende rammer for fodbolden,” siger direktør i Hele Danmarks Klubhus, Kenneth Reeh.

28.09.2025 - 3F Superliga på Right to Dream Park in Farum - FC Nordsjaelland vs. AGF Aarhus.

3F Superliga på Right to Dream Park i Farum - FC Nordsjælland vs. AGF - 
 
Photo: Anders Kjærbye - fodboldbilleder.dk

Direktør i Hele Danmarks Klubhus, Kenneth Reeh.

Pressefoto

Når bolden kommer tilbage fra en ny vinkel
En del af svaret skal findes i ni regionale fodboldcentre rundt om i landet. De skal være levende laboratorier, hvor børn og trænere kan udforske, hvad der sker, når fodboldens velkendte rammer får nye former, og legende elementer bliver en central del af oplevelsen.

Men hvordan kan fodboldtræning stadig føles som fodbold, når børnene får mere frihed til at undersøge og prøve sig frem?

Det spørgsmål har lektor Jesper Falck Legaard haft med ind i arbejdet med centrene. Sammen med DBU, arkitekter og andre deltagere har han bidraget med et legeperspektiv på forslagene til de nye rammer. 

“Det legende er et grundlæggende designprincip, der fungerer som en vedvarende tilgang til aktiviteter, rammer og samspil. Vi arbejder dels ud fra en grundtanke om, at der skal være en god balance mellem fri udforskning og strukturerede øvelser i de aktiviteter der laves i træningen, og så arbejder vi med nogle forskellige legende greb, som kan forstærke mange af de positive effekter, som leg, bevægelse og fællesskab rummer,” forklarer Jesper Falck Legaard.

I praksis kan det handle om små forskydninger i en helt almindelig træning, hvor velkendte øvelser får en mere legende rammesætning. Når børnene f.eks. skal øve afleveringer, behøver de ikke stå på række og gentage den samme bevægelse. I stedet kan de spille et spil, hvor de sammen skal transportere bolden gennem en bane ved at finde nye afleveringsmuligheder. På den måde bliver afleveringen ikke et mål i sig selv, men et middel til at løse en fælles udfordring. 

Jesper Falch spiller med en fodbold

Lektor Jesper Falch Legaard kombinerer legende tilgang med fodboldtræningens mere faste rammer i projektet. 

Foto: Oliver Båge

“Det handler om at se fodboldtræningen gennem børnenes øjne og finde en balance. Nogle børn vil gerne have mere plads til at lege og udforske, mens andre går meget op i at lære noget nyt og blive bedre. Der skal være rum til det sociale og legende, men børnene skal stadig opleve, at de er til fodboldtræning. De skal have frihed til at gøre tingene på deres egne måder inden for de rammer, fodbolden giver,” siger Jesper Falck Legaard.

Rammerne i de nye centre skal være med til at skubbe til de vante måder at lave fodboldtræning på, og give inspiration og ideer til at tænke i nye baner. 

Et væsentligt aspekt af projektet er at det skal være inkluderende uanset hvilket niveau, man spiller på. Fodbold skal være sjovt for alle. Så et af principperne i projektet er at sikre at man også kan føle sig anerkendt og værdsat uden at være den bedste; både ved at arbejde med sociale aspekter samt at sikre, at der er flere måder at lykkes på. 

I sin forskning har Jesper Falck Legaard et bud på, hvordan leg og præstation kan leve side om side. Han skelner mellem to tilstande: wonder og flow.

Leg og mål
Forskellen mellem “flow” og “wonder” kan måske forklares ved, at jeg beder dig tage en pause og lige lytte lidt til dine omgivelser. Måske er der en fugl eller en radio et sted, der spiller musik. Sammenlign det med, hvordan du oplever det, når jeg så beder dig regne ud, hvad 23 + 789 er.

Det føles anderledes, ikke?

Illustrationen viser et udsnit af det mnye træningsanlæg

Fodbowl er en af de nye muligheder, som trænere og børn sammen kan udforske under træningen. Her spiller man bold på en asfalteret bane, der har sider, som lader bolden trille på andre måder end det normalt foregår på en fodboldbane.

Ill: DBU

De to tilstande er lidt populært sagt to sider af samme dynamik. “Wonder” er den mere åbne og udforskende tilstand, hvor fri og formålsløs leg for legens skyld er det styrende. Fri leg kan sagtens gøre en god til noget og åbne for nye evner. Det er netop i den frie udforskning, man finder nye måder at for eksempel tæmme en bold med foden.

Når du så forsøger at gentage den måde at tæmme bolden på for at tilegne dig færdigheden, flytter du dig over i det, forskningen kalder “flow”. Her fokuserer man på et resultat, som når man løser regnestykket ovenfor. Resultatet blev for øvrigt 812.

Det er vekslingen mellem frie rammer og fokuseret formål, som Jesper Falck Legaards forskning beskæftiger sig med, og som har været med i udviklingen af de regionale fodboldcentre.

”Teorien er stadig i sin vorden, men den åbner for nye måder at designe træningsanlæg på, mellem udforskning og formål og med fuldt fokus på det legende fællesskab. Det er netop tanken med centrene. Vi har haft fokus på, at alle skal have glæde af de forskellige muligheder. På den måde kan den næste Michael Laudrup få lige så meget med hjem som Buster Oregon Mortensen,” siger Jesper Falck Legaard.

DBU’s ambition rækker videre end centrene. Erfaringerne skal kunne inspirere trænere og ledere i dagligdagen hjemme i klubberne og bygge videre på de fællesskaber, som alle de mere end 120.000 frivillige i dansk fodbold allerede skaber.  

Lektor Jesper Falck Legaard

Lektor Jesper Falch Legaard

Foto: Oliver Båge
Jesper Falck Legaard
Jesper Falck Legaard
LAB for Play Design
Jesper Falck Legaard
Studieretningsansvarlig og lektor, Design for Play kandidatprogram og LAB for Play Design